I Phantom Trigger styrer du en person rundt på banerne og har tre basale angreb til at ordne fjenderne. En pisk, som har noget rækkevidde og kan trække fjender tættere på dig, et sværd, som bruges på fjender lige foran dig, og til sidst nogle handsker, der er et miks af nærkamp og ranged, som umiddelbart virker som det mest effektive våben. Den sidste knap du får brug for er til at teleportere dig rundt på banen. Det giver et godt udgangspunkt for et solidt og udfordrende gameplay, men det virker bare slet ikke optimalt. Pisken er alt for upræcis at bruge, sværdet er slet ikke effektivt nok, og handskerne er bare utrolig langsomme at bruge, så deres effektivitet er skuffende. Når så teleporteringen også føles underlig, i og med at man teleporterer sig selv ret langt, så ender man med et meget svært spil, som er svært af de forkerte grunde. Det er svært, ikke fordi fjenderne og banerne er godt designede og kræver omtanke, men fordi dine handlinger føles upræcise, utilstrækkelige og ineffektive.
En del af frustrationen ved sværhedsgraden er også, at spillet føles upræcist. Alt for ofte ramte jeg ikke fjenderne, selv om det så sådan ud. Der manglede lige en enkelt pixel eller to. Du skal sigte dit angreb, og det kan selvfølgelig gøres i alle retninger rundt om dig, men det førte alt for ofte til at man lige missede fjenden, da der ikke er megen visuel hjælp til at se helt nøjagtigt hvor ens våben vil ramme. Når fjendens AI så samtidig er bygget, så den ofte vil forsøge at holde afstand til dig, forstærker det blot dette problem og gør frustrationerne endnu større.
Ud over kampene er der også indlagt nogle gåder, der skal løses for at åbne op for nye baner. De er ikke specielt krævende, da de alle er huskespil, hvor man skal gentage nogle specifikke sekvenser. Første gang jeg stødte på en sådan opgave, var jeg temmelig frustreret, for det blev ikke forklaret hvad man skulle. Men da jeg så havde regnet det ud viste det sig, at der ikke var meget fornyelse senere hen og der kom blot mere af samme slags. Konceptet om at vise eller forklare gameplayet er, i det hele taget, ikke noget udviklerne er gået særlig meget op i. Intet bliver forklaret, og man må selv regne alle tingene ud, hvilket jeg ikke syntes er så smart her. Det kan være en fornøjelse at finde ud af tingene selv, men det er det altså ikke i dette tilfælde, hvor det blot forstærker følelsen af, at spillet er unødvendigt svært.
Grafikken er som sagt en retro pixel-stil, som egentligt ser ok ud. Jeg syntes personligt at det koncept er ved at være lidt slidt, og i Phantom Trigger virker det ærlig talt ikke som om, at udviklerne har et bestemt formål med at holde det i denne stil. Jeg ser ikke nogen grund til, at de ikke kunne have valgt en hvilken som helst anden stil at lave spillet i, og det kunne jeg godt have tænkt mig. Det havde måske kunne hjælpe lidt på de upræcise pixels, hvor det der sker på skærmen ikke helt ser ud til at matche hvad der sker bag grafikken. Men det ser da meget pænt ud med de begrænsninger denne stil nu en gang har. Musik og lydeffekter er ok – men musikken bliver meget hurtigt ensformig at høre på. Når man så, som mig, ofte skal igennem de samme områder igen og igen, bliver det næsten en indbydelse til hovedpine at høre de samme toner igen og igen og igen…
Jeg er ikke imponeret af Phantom Trigger. Det virker som om udviklerne ikke helt har haft evnen eller overblikket til at levere det produkt de gerne ville. Idéerne er der, men måden det hele er sat sammen på virker bare ikke. I stedet for at more sig med et spil med høj sværhedsgrad, hvor man får en følelse af stolthed når tingene lykkedes, så sad jeg og bandede og svovlede over et spil, der ikke forklarede noget, og alt for ofte virkede inkonsistent og tilfældigt. Det var bare ikke sjovt at spille. Jeg skal ikke udelukke, at der skal være nogen derude, der kan finde udfordring og fornøjelse her, men kom ikke og sig, at I ikke var advaret.
Facebook
Twitter
