Rare har efter mange uforglemmelige spiloplevelser skrevet sig ind i spilhistorien som nogen af de mest talentfulde udviklere nogensinde.
Da Perfect Dark Zero blev annonceret ved den første fremvisning af Xbox360 på MTV, var PDZ hovedtitlen. Desværre formåede det ikke at imponere, da det var en tidlig beta version, der blev vist frem.
Siden da har det hvisket i kroge og kringler, om Rare har mistet magien, og om Perfect Dark Zero virkelig blev perfekt.
Gameplay
Perfect Dark Zero starter ud med, at vores unge smukke heltinde Joanna Dark og hendes knap så smukke far er i fuld gang med at storme en natklub. Jo og hendes far arbejder nemlig freelance, og de udfører arbejdet, så længe prisen er den rigtige.
Desværre er historien i Perfect Dark egentlig ikke særlig god, historien mangler indhold, dybde og personlighed. Den føles hele vejen igennem mest af alt som en rigtig dårlig undskyldning for at løbe rundt og fylde vagter med bly. Plottet i Perfect Dark er ikke særlig dybt, det strækker sig ikke længere end til blodhævn, mens Joanna samtidig bliver kontaktet af Carrington Instituttet (dem hun arbejder for i det oprindelige Perfect Dark), og det forklarer, hvordan hun kom til at arbejde for dem. Desværre er der intet spændende ved historien, det hele føles meget overfladisk og meget usammenhængende.
Gameplayet i Perfect Dark er også en blandet pose, der er run & gun-delen, som fungerer absolut fantastisk, for når PDZ er en ren shooter, og man løber rundt, sniger sig om hjørner og laver rullefald, så er det en af årets bedste spiloplevelser. Alt går op i en højere enhed, alle våbnene føles helt rigtige og har alle den helt rigtige følelse af kraft, når man sender projektiler af sted. Desværre er alt ikke rosenrødt, PDZ byder også på enkelte baner, hvor der skal sniges. Problemet er bare, at PDZ ikke har noget ordentligt snigegameplay, spillet er udelukkende bygget som et skydespil og ikke et snigespil. Derfor er spillets snigesekvenser pinagtige og kan nemt skræmme en masse folk væk.
Men tilbage til det Perfect Dark gør bedst; nemlig at affyre et våben, for det gør Perfect Dark på en så overbevisende måde, at man straks bliver grebet af spillet. Rare har dog ikke bare taget den gamle shooter-formel og genbrugt den, der er også blevet smidt nogle helt nye tiltag ind. Det er nu muligt at gå hen til et hjørne og trykke på A knappen, når dette gøres, vil Joanna læne sig op af væggen, kameraet går i 3. person, og man kan nu kigge rundt om hjørnet, og hvis der kommer fjender løbende, kan man hurtigt svinge sig ud fra sit skjul, tømme et magasin i dem og svinge tilbage i sikkerhed.
Det er en smart lille feature, som ville have fungeret rigtig godt, hvis den rent faktisk fungerede. For at kunne læne sig op af væggen er det nemlig påkrævet, at man står i en helt præcis afstand fra væggen, Det er ikke bare muligt at trykke A, og så går Joanna efter det nærmeste skjul. Nej, man skal stå med præcis afstand, og det fungerer bare ikke, når man er fanget i en hektisk ildkamp og prøver at komme i skjul.
Udover denne nye feature er der også blevet plads til en rullefaldsmanøvre, denne feature fungerer til gengæld meget bedre og er et godt alternativ til det faktum, at man ikke kan hoppe i PDZ. Rullefaldsmanøvren er blevet rigtig godt implementeret i spillet og fungerer virkelig godt, for det hjælper til med følelsen af at være under beskydning, når man hører kuglerne suse forbi ens hoved, så man desperat kaster sig ned på jorden i håbet om at kunne finde et sikkert skjulested og få pusten igen.
Missionsopbygningen i PDZ er meget lineært bygget op. Afhængig af den sværhedsgrad man vælger, får missionen færre eller flere missionsmål. Disse mål er opdelt efter primær-, sekundær- og supportmål. Sidstnævnte hjælper en i missionen og kan f.eks. være at slå strømmen fra i bygningen, så vagterne kan have sværere ved at finde dig. Sekundær hjælper en med at få en bedre rating på banen, så man kan blære sig over for sine venner.
Dine modstanderes A.I. er dog ikke særligt imponerende, jovist gemmer de sig af og til bag en kasse, men for det meste af tiden stormer de direkte imod dig uden at tænke på taktikker eller andre former for samarbejde. Det eneste samarbejde de laver, er, at de råber til hinanden, hvis man f.eks. er i gang med at lade sit våben. Desværre er der ikke mere til ens fjender end det, for selvom de af og til ikke er særligt kloge, så rammer de utroligt godt. Selv på lange distancer kan de formå at gøre enorm skade, selvom de bare har en lille håndpistol. Men når du så endelig bliver dræbt af en modstander, har Rare været så utroligt smarte at bruge et checkpointsystem. Det er der egentlig ikke noget galt i, problemet er bare, at du starter ved checkpointet med de våben, som du havde i starten af missionen (hvilket som regel er en sølle lille pistol) og alle de fjender, du havde gjort kolde indtil checkpointet, er på mirakuløs vis blevet levende igen og er klar til at gøre livet surt for dig atter en gang. Dette er et stort problem og kan virkelig trække glæden ud af en lang og hård bane.
Der er også mulighed for at tæske igennem singleplayer kampagne i co-op, enten via splitscreen eller via Xbox Live. Co-op fungerer helt perfekt og giver god underholdning, specielt fordi der ikke bare er to Joannaer, men f.eks. overtager spiller 2 en anden rolle i banen - det kunne være rollen som Joannas far, som er fanget i en bygning og må kæmpe sig ud af den, mens spiller 1 skal give dække fra oven med en sniper riffel. Dette giver et friskt pust i singleplayerdelen, da det ikke bare er to kloner, der render rundt og hjælper hinanden.
Men Perfect Dark byder ikke kun på en singleplayerkampagne, Rare har også arbejdet hårdt på at levere en god multiplayerdel, og der leverer de så sandelig varen. Multiplayerdelen i Perfect Dark er en sand fornøjelse at spille, der er to varianter af online-krig: Den klassiske Deathmatch og en mere counter-strike-agtig tilgang til genren med Dark Ops. Begge modes spiller rigtig godt og leverer hæsblæsende online action. Dog skal Dark Ops. roses meget for at være utroligt veludført, de forskellige missionsmål, man kan komme ud for, kan være alt fra sabotage til beskyt fortet, og variationen er stor og holder oplevelsen frisk. Deathmatch er lige så fyldt til randen med variationsmuligheder og giver et næsten uendeligt antal muligheder for at kombinere, ændre og tilpasse ens spil, så det bliver præcis, som man gerne vil have det.
Alle våbnene føles også utroligt balancerede og giver alle en fordel og en ulempe, specielt fordi de alle sammen har en sekundær funktion, og nogle enkelte besidder også en tredje funktion, som gør, at der også er stor variation i dem. Men lad det være sagt, at det er multiplayer, der er den helt store force i PDZ, for singleplayerdelen er ganske enkelt ikke god nok. Der er for store problemer med at få fortalt en ordentlig historie og for stor fokus på at skyde med våben. Til gengæld er multiplayer alle pengene værd og overgår selveste Halo2 i online krigsoplevelser.
Grafik
Grafisk er PDZ en blandet oplevelse, spillet har nogle helt fantastiske våbenmodeller, og miljøerne er også fantastisk udformede og suger en direkte ind i oplevelsen. Desværre er spillets figurmodeller knap så vellykkede, de ligner mest af alt barbiedukker og formår ikke at virke særligt ægte eller realistiske. Perfect Dark formår dog at holde en stabil framerate hele vejen igennem, dog er der af og til noget slowdown at spore, når der sker store eksplosioner rundt omkring, men ellers formår spillet at holde sig stabilt og sikre en god oplevelse, uanset hvor mange fjender der er på skærmen. Men hvis man har været bekymret for, hvor god en grafik Xbox360 kan levere, så skal man blot sætte sig ned og spille Perfect Dark. Efter få minutter er man fuldkommen blæst væk af de fantastiske miljøer, imponerende våbenmodeller og de fantastiske lysrefleksioner.
Desværre er spillets cut-scenes forfærdeligt grimme. Hvad Rare har gjort for, at de bliver så grimme, er et mysterium, men miljøerne ser dårligere ud, end de gør, når man rent faktisk spiller i dem, og figurmodellerne ser helt forfærdelige ud. Online er grafikken nedtonet en smule, der er ikke samme detaljerighed, som der er i singleplayerdelen, hvilket er lidt af en skuffelse. Men multiplayer ser stadigvæk forrygende godt ud og formår at holde sig stabilt hele tiden, selv med 32 spillere på en gang. Dog er der lidt problemer med spillets fysikmotor, som af og til kan give nogle ret spøjse situationer, hvor ligene hopper rundt som bolde og nægter at ligge stille.
Men alt i alt er Perfect Dark en utroligt imponerende grafisk oplevelser, dog med nogle grimme texturer af og til. Men det formår at give et imponerende helhedsindtryk og vil med sikkerhed være en god kandidat til et af årets smukkeste spil.
Lyd
Lyden i PDZ er næsten imponerende hele vejen igennem, lydeffekterne og spillets soundtrack er en sand tour-de-force i, hvordan den slags skal udføres. Lydeffekterne er virkelig gennemførte og har den helt rigtige power i sig, alt lige fra den øredøvende eksplosion fra en granat til lyden af en AK47, der bliver skudt, er alle udført til perfektion og helt fantastiske. Det samme kan siges om spillets soundtrack, som er noget af det bedste, der har været i shooter genren i lang tid. Blandingen af elektronisk og rock er veludført og giver en fantastisk stemning, mens man løber rundt og blæser vagter omkuld.
Desværre er ikke alt rosenrødt, stemmeskuespillet i Perfect Dark Zero er mildest talt til grin, præstationerne er virkelig sølle, der er ikke gjort det mindste for at give nogen af personerne en smule personlighed. Selv da Joanna kommer ud for nogle uventede oplevelser senere i spillet, virker hun ikke synderligt overrasket, og generelt mangler stemmeskuespillet karakter og kvalitet.
Holdbarhed
Perfect Dark Zeros singleplayer kampagne tager et sted imellem 6 og 8 timer at komme igennem. For de øvede shooter veteraner kan den klares på meget kort tid, og efter den er gennemført, er der ingen stor motivation for at spille den igennem igen. Co-op hjælper dig en del på singleplayerdelens holdbarhed og gør, at man godt gider spille singleplayer igennem en gang til i selskab med en ven.
Multiplayer er dog der, hvor PDZ vinder alle dets gyldne timer, for der kan spenderes rigtig mange timer i selskab med den forrygende onlinedel.
Overall
Perfect Dark Zero er ikke den store singleplayer oplevelse, den er for fyldt med små irriterende fejl, mangel på historie og til tider for kedelig. Til gengæld er multiplayer en fantastisk oplevelse, der med garanti kan underholde gennem mange kolde julenætter.
Facebook
Twitter
