Ud over at være dårligt indrettet, så er de også dynamiske, så de ændrer sig undervejs, og madlavningen udvikler sig hurtigt til rent kaos. Spiller du Overcooked alene, styrer du to kokke rundt i køkkenet. Du kan sætte én i gang med at hakke løg, skifte til den anden og sætte ham i gang med det samme. Når det er gjort, er det første løg nok klar til at blive proppet i gryden, og du skifter tilbage for at få det gjort. Det er temmelig hektisk, da det gælder om at få så mange retter ud som muligt i et bestemt tidsinterval. Det er ganske sjovt, men når man spiller det alene, er det temmelig stressende og det begynder også at virke lidt trivielt, efterhånden som man får kæmpet sig igennem de forskellige køkkener.
Man kan så også koble flere kontrollere på og tilkalde nogle venner til lokalt co-op. Det gør straks spillet mere interessant. Når man er flere, skal der pludselig koordineres en masse ting, så man sikrer sig, at de rigtige ordrer ryger ud af køkkenet først, samtidig med, at indretningen af køkkenet stiller store krav til koordinationen, hvis man ikke skal rende i vejen for hinanden. Nogle af køkkenerne er sågar delt op i to så det kræver, at man arbejder sammen for at færdiggøre en ret. I en del af køkkenet er ingredienserne og gryderne, mens skærebrætterne og tallerknerne er i den andel del, så uden samarbejde får man ikke færdiggjort en eneste ret.
At være flere til at spille det sikrer, at ensformigheden ikke sætter ind i samme grad, som hvis man blot er sig selv. Nu kan man diskutere taktikker, lægge planer og råbe af hinanden, og det er ganske underholdende. Nu kan man pludselig begynde at planlægge tingene bedre, måske flytte rundt på tallerkner, gøre ingredienser klar og lignende. Ting, som det ikke kan svare sig at bruge tid på, når man blot sidder og skifter mellem to forskellige kokke selv. Banerne er bygget sådan, at det er forskellige teknikker/taktikker, der giver det bedste resultat, så man kan ikke blot finde et godt flow og så bruge det på næste bane. Den viser sig nemlig at stille helt nye krav og dermed nytænkning.
Historien i Overcooked er egentlig lidt lige meget. Det er ikke derfor, man spiller det, men den er ikke blevet ignoreret - en gigantisk kødbolle kræver mad, ellers vil verden gå under, og du skal selvfølgelig fodre den. Når du fejler en mission, bliver du sendt tilbage i tiden for at træne dine madlavningsfærdigheder. Når du så når frem til nutiden igen, er du forhåbentlig bedre forberedt. I hver tidsperiode frem til nutiden lærer du noget nyt, indtil du til sidst er madlavningsekspert, eller rettere kaos-kok, hvis der findes sådan en betegnelse.
Grafisk er Overcooked ikke noget at råbe hurra for. Det er simpel grafik. Det er nemt at overskue, hvad der foregår, men ligefrem pænt vil jeg ikke kalde det. Det behøver det nu heller ikke at være. Det vigtigste er, at man kan følge med i handlingen og ikke er i tvivl om, hvad der foregår. Der er sød underlægningsmusik, der diskret er med til at opbygge panikstemningen, når tiden er ved at løbe ud, og livsnødvendige lydeffekter, når maden er ved at brænde på eller en kunde har mistet tålmodigheden og er ved at smutte uden at købe noget. Lydbilledet fungerer helt som det skal, og grafikken er godkendt uden at være prangende.
Overcooked er et simpelt koncept, som viser sig at være ganske underholdende. Det er klart sjovest, når man er flere om at spille det, da det lige tilføjer et ekstra underholdningselement. Ellers kan det godt blive lidt trivielt. Det er et kort spil, men er man flere venner samlet, er der absolut ingen grund til at stoppe, blot fordi man har gennemført alle baner. Man kan jo altid score flere point, udtænke nye taktikker og råbe af hinanden, da det er ganske fornøjeligt.
Facebook
Twitter
