Handlingen udspiller sig umiddelbart efter det første spil og man tager igen rollen som den nuttede skovånd Ori. Sammen med Naru og den edderkoppelignende fyr Gumo, opfostrer de ugleungen Ku, som er uglen Kuro fra det første spils, eneste afkom. I en meget følelsesladet prolog bliver Ori og ugleungen uadskillelige og venner for livet og det er imponerende, hvor meget følelse der kan presses ud af en prolog, helt uden brug af tale men kun skabt med fantastisk musik, smuk grafik, mimik og kropssprog. Disse smukke sekvenser er der i øvrigt flere af undervejs i spillet.
Naturligvis varer idyllen ikke ved og de to venner bliver ved et uheld adskilt og Ku er efterladt til sig selv i den Tavse Skov, hvor der ikke længere eksisterer ugler. Det lyder ikke betryggende for en lille ugleunge, så derfor skal Ori nu drage ud på et farefuldt eventyr i det fremmede land, for at finde sin ven.
Denne gang er Ori ikke alene, da han får hjælp fra blandt andet venligtsindede stammer, som vil hjælpe ham i hans mission med at blive genforenet med sin ven. Som tak for hjælpen vil Ori hjælpe dem med at opbygge deres ødelagte landsby Kildevældet og med at så nye blomster og afgrøder. I forhold til det første spil, er der langt mere at give sig til i The Will of the Wisps, da man ud over de mange missioner også modtager en række sidemissioner, som man kan kaste sig over og der er en form for time trial missioner også.
På overfladen ligner Ori and the Will of Wisps forgængeren rigtigt meget og det skal bestemt ikke forstå negativt. Genren er Metroidvania hvor man langsomt får adgang til nye områder, efterhånden som ens egenskaber bliver opgraderet, nye evner kommer til og efterhånden som man får finder nøgler og får låst op for porte. Man hopper rundt på platforme, klatre op ad vægge, svinger sig rundt med ens lysende pisk, løser små puzzles og ikke mindst bekæmper masser af fjender. Det fungerer fantastisk godt og gameplayet føles virkelig gennemarbejdet.
Styringen er fin og præcis, de forskellige puzzles er svære men aldrig urimelige og flowet i spillet er fint. Der er langt flere opgraderinger og evner denne gang og undervejs får man adgang til flere nye færdigheder, for eksempel at kunne klatre op af lodrette vægge, lave klassiske dobbelthop (og senere endda triplehop), skyde med lysende pile og mange andre ting - alle færdigheder, som skal bruges for at kunne overleve og åbne op for nye områder. Personligt er jeg glad for, at denne efterfølger fortsætter i samme spor som det forrige spil og at der ikke er gået 2020 i den med Battle Royale og mikro-transaktioner, for det fungerer stadig fremragende og det er en sand fornøjelse at spille.
Det originale Ori and the Blind Forest var et svært spil og da en Definitive Edition udkom et år efter originalen, havde man inkluderet fire forskellige sværhedsgrader og dette er heldigvis ført med over i The Will of the Wisps. Denne gang er der tre sværhedsgrader, men spillet bliver aldrig let, da en stor del af gameplayet i et Metroidvania indebærer at finde vej gennem det store kort og det vil man stadig bruge en del tid på, også på den letteste sværhedsgrad. Men det er rart, at man kan skrue op for sværhedsgraden, hvis man er typen, der gerne vil have en solid udfordring. Vil man på den anden side gerne gøre det hele lidt lettere, kan man gøre brug af de nye Spirit Shards, som man kan aktivere og som for eksempel gør at Ori tager 10% mindre skade. Det skulle nu være muligt at finde en sværhedsgrad, som passer til ens niveau og ens spillestil - men let bliver det aldrig.
Det skal også nævnes, at væk er det lidt specielle gemmesystem fra det første spil, hvor man kunne skabe sine egne genstartspunkter - The Will of the Wisps indeholder et mere traditionelt gemmesystem, hvor spillet automatisk gemmes rundt omkring.
Ori and the Will of the Wisps fortsætter altså hvor originalen slap og generelt virker det som en solid evolution på faktisk alle punkter. Spilverdenen er endnu mere fantastisk og noget større end tidligere, der er nu hjælpsomme stammer og andre karakterer, der er endnu flere egenskaber og færdigheder end tidligere - og det hele føles bare som en naturlig fortsættelse af det første spil.
Ori and the Will of the Wisps er en sand fornøjelse for både øjne og ører. Grafikken er noget af det smukkeste på Xbox One og det imponerer hele vejen igennem. Alt fra baggrunde, animationer, lyssætninger, detaljer og til visuelle effekter er fremragende og som nævnt tidligere, er Moon Studios i stand til at skabe en sørgmodig stemning blot ved brug af mimik og animationer. Grafikken er simpelthen så smuk og ens hjerte skal være lavet af sorte sten, hvis man ikke bliver bare en smule rørt af spillets emotionelle sekvenser eller af den eventyrlige grafik. Jeg har svært ved at komme i tanke om et smukkere spil i øjeblikket.
Grafikken står heldigvis ikke alene. Soundtracket er om muligt endnu smukkere end grafikken og det støtter perfekt op omkring hvad der sker på skærmen. Det er et magisk soundtrack og måske det bedste spilsoundtrack jeg har hørt i meget lang tid. Både grafik og musik er fantastisk gennemarbejdet og helstøbt og kombineret resulterer det i et af de smukkeste spil i meget lang tid.
Ori and the Will of the Wisps har været undervejs i lang tid og jeg var spændt på, hvordan Moon Studios ville forbedre et i forvejen glimrende spil. Jeg kan med glæde fortælle, at det faktisk er lykkedes for dem, for The Will of the Wisps fortsætter i samme spor som originalen - det hele er blot blevet optimeret, opgraderet og gjort endnu bedre. Det er en særdeles helstøbt spiloplevelse, med et fint og velfungerende gameplay og det hele præsenteres i noget af den flotteste grafik vi længe har set og med et virkelig magisk soundtrack.
Jeg har forsøgt at finde noget at sætte mine anmelderfingre på, men det er ikke lykkedes for mig. Moon Studios leverer endnu engang varen og Ori and the Will of the Wisps er i øjeblikket årets bedste udgivelse på Xbox One.
Facebook
Twitter
