Ori and the Blind Forest

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 10. marts 2015 - kl. 04:00
Del denne artikel:
8 12

Ori and the Blind Forest er en hyldest til de gamle Metroid spil og til hardcore gameren. Resultatet er et særdeles velfungerende og meget smukt platformspil.

Ori and the Blind Forest er et old-school action-adventure platformspil, med et velfungerende gameplay, en tilpas høj sværhedsgrad og et krav om pixel-perfekte hop. På samme tid er det et af de absolut smukkeste spil på Xbox One og når man så tilføjer et lige så smukt soundtrack og så ender det med at spilbarheden og design nærmest går op i en højere enhed.



Spillet er inspireret af spil som Zelda: A Link to the Past og Super Metroid og udviklerne har med Ori and the Blind Forest forsøgt at genskabe noget af magien fra de spil. Der er dog lidt mere fokus på platformspil og lette rollespilselementer her, men det gør bestemt ikke spillet dårligere.

Ori and the Blind Forest har været under udvikling hos Moon Studios i mere end fire år og er det første spil fra den lille udvikler. Moon Studios blev stiftet i 2010 af Thomas Mahler, tidligere Cinematic Artist hos Blizzard og Gennadiy Korol, tidligere Senior Graphics Engineer hos Animation Lab. Det specielle ved Moon Studios er, at deres medarbejdere er håndplukkede og de sidder rundt omkring i verden, lige fra USA over England og til Australien og er altså ikke et udviklerhold samlet på ét kontor.

Spillet starter ud med en ret følelsesladet prolog, der får en lille tåre til at presse sig på - men vi er mænd, så vi trak ikke en mine. Det imponerende er, at hele den meget emotionelle prolog er skabt helt uden tale, kun med musik, smuk grafik, mimik og kropsprog. Historien i Ori and the Blind Forest er fin, uden at sætte nye standarder for historiefortælling. Man spiller som Ori, en lille hvid skov-ånd, som ved fødslen blev forvist fra sit hjem og derfor voksede op hos sin "stedmor" Naru, en stor, rund og venlig bjørne-skabning. Efter en altødelæggende storm, er den store skov i Nibel ved at dø og Ori må derfor begive sig ud på en farefuld færd, for at redde den smukke skov. Historien er ikke det bærende element i spillet, selv om den fremragende prolog sætter det hele fint i gang.



Det grundlæggende gameplay er meget traditionelt, som i de fleste 2D-platformere. Man hopper rundt på platforme, hopper op ad vægge, løser små puzzles og bekæmper fjender med ens Spirit Flame energivåben. Nedkæmpede fjender efterlader sig energi orbs og Spirit Lights, hvor sidstnævnte fungerer som XP og når ens XP måler er fyldt op, bliver den omdannet til et Ability Point, som kan bruges til at opgradere Ori's evner og våben.

Undervejs i spillet får Ori adgang til ni færdigheder, som alle findes i nogle træstubbe i skoven. De første færdigheder man får adgang til er lidt ordinære og de burde nok have været i Ori's repertoire af bevægelser fra starten af. Det kan for eksempel være evnen til at hoppe op ad lodrette vægge eller til at lave klassiske dobbelt-hop. Men efter en tre timers spil, får man adgang til det første af nogle ret spændende færdigheder, nemlig Bash Attack.

For at bruge Bash Attack, skal der være noget man kan udføre angrebet fra. Det vil sige, at man kan ikke blot udføre det ude i den blå luft - der skal nemlig være en fjende, et projektil fra en fjendes angreb eller nogle bestemte lanterner, som man bruger som afsæt til ens Bash Attack. Det kan lyde lidt kompliceret, men det fungerer fint og logisk når man sidder med spillet. Man bruger Bash Attack ved at hoppe og så holde Y-knappen nede i nærheden af de ovennævnte projektiler eller lanterner, så spillet pauser i få sekunder. Nu kommer der så en lille kompas-agtig pil frem og man kan nu pege den i den retning man vil hoppe videre i. Denne manøvre kan gentages så mange gange man vil, så længe der er noget i nærheden, man kan bruge som afsæt til ens næste Bash Attack.



Man kan også ved hjælp af Bash Attack, skubbe fjenderne ind i pigge, ud over kanter og man kan tage fat i fjendernes projektiler og ændre deres bane så man for eksempel leder projektilet hen mod en forhindring, der forhindre ens videre færd. Bash Attack er altså ikke bare en fancy måde at lave dobbelt-hop på, men en metode, der kan bruges til rigtigt mange ting. Andre færdigheder man låser op for senere er for eksempel Glide og Stomp, som alle kan kombineres med Bash Attack. Disse færdigheder er med til at løfte Ori and the Blind Forest og de kræver en del koordinering af spilleren, for de er bestemt ikke alle lige lette at mestre - men lykkedes det, er det en stor fornøjelse at udføre.

Lad dig ikke narre af den farverige og legende grafikstil - Ori and the Blind Forest er ikke et spil til casual gameren. Sværhedsgraden er ret høj og man bliver ikke taget ret meget i hånden undervejs - man må ganske enkelt klare sig selv. Heldigvis har spillet en snedig save-feature, som man helt klart bør gøre brug af, så ofte som muligt. Man kan nemlig ved hjælp af nogle specielle blå energi-orbs, lave ens egne genstartspunkter, altså punkter hvorfra man starter hvis man dør - og dør det gør man, mange gange. Finten er, at man bruger de samme blå energi-orbs til at udføre ens specielle og kraftige Charge Flame angreb og til at låse døre op med, så det er hele tiden en afvejning af, hvornår man vil bruge en orb til danne et genstartspunkt eller om man lige skal bevæge sig lidt længere, inden man gør det. På den anden side skal man også huske på, at man kun kan få adgang til ens evnetræ, ved ens genstartspunkter. Dette giver spillet et mindre strategisk lag, da man skal placere disse punkter strategisk klogt, hvis man vil gøre spillet lidt lettere for en selv.



Alt i alt fungerer Ori and the Blind Forest rigtigt godt. Styringen er fin og præcis, de forskellige puzzles er svære men aldrig urimelige og flowet i spillet er fint, selv om sværhedsgraden ganske kort inde i spillet stiger en del. Spillet her er en hyldest til blandt andet Metroid spillene og det fungerer så godt, at det kan sagtens tåle at blive nævnt i samme sætning som Nintendos legendariske spilserie.

Så kommer vi til indpakningen af det fine gameplay og selv om gameplayet er jo er det vigtigste i et spil, så gør det bestemt ikke noget, at der er tænkt over, og lagt noget arbejde i, hvordan spillet bliver præsenteret. Lige fra det første logo toner frem på skærmen, så er dette spil en oplevelse for både øjne og ører. Grafisk er Ori and the Blind Forest ikke mindre end en perle. Ja, rent teknisk er det "blot en 2D platformer", men grafik er meget mere end teknik og spillet her har en meget smuk visuel stil, som ikke kan andet end betage alle, der dykker ned i spillet. Det ville være skønne spildte kræfter at prøve at beskrive grafikken, for den skal ganske enkelt opleves - alt fra baggrunde, animationer, lyssætninger, detaljer og til visuelle effekter er fremragende. Jeg vil gå så langt til at sige, at dette er det smukkeste spil på Xbox One til dato.

Den flotte visuelle side bakkes op af et smukt soundtrack, specielt titelmelodien er fremragende, men generelt er hele soundtracket meget flot og passer rigtigt fint til spillet. Lydeffekterne er gode, måske lidt afdæmpede men med en høj kvalitet, som er med til at løfte hele pakken endnu højere op.

Ori and the Blind Forest prolog

Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg er meget begejstret for Ori and the Blind Forest. Det er en særdeles helstøbt spiloplevelse, med et fint, velfungerende og udfordrende gameplay, pakket ind i den smukkeste grafik og tilført et dejligt og afslappende soundtrack. Det er virkelig svært at finde noget negativt at sige, måske især fordi at skulle der være en lille negativ ting, bliver den i overflod overdøvet af de mange mange gode sider, som spillet her har.

Ori and the Blind Forest kan købes på Xbox Games Store fra 11. marts til en anslået pris på omkring 150 kr. og vi kan kun anbefale, at du køber dette spil, da det er et af de bedste til Xbox One.
Fakta
Ori and the Blind Forest

Ori and the Blind Forest

PlatformXbox One
UdviklerMoon Studios
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1
Udgivelsesdato11-03-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 7 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Virkelig smuk grafik og soundtrack, velfungerende gameplay, gennemarbejdet ned til mindste detalje
De første færdigheder man låser op for, burde være tilgængelige fra starten
Gameplay:8.5
Grafik:9.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 9.0
Log ind og stem
12
Der er 12 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.