Operation Flashpoint: Dragon Rising

Anmeldt af: Jakob Tofte - 7. oktober 2009 - kl. 17:20
Del denne artikel:
29 0

Der er dømt krigssimulation af højeste karat når Codemasters indsætter spillerne på slagmarken imod Kina. Læs her om en af årets mest ambitiøse FPS-titler lever op til forventningerne.

Øen Skira ligger et stykke fra det japanske hovedland. Oprindeligt kinesisk har øen Skira skiftet hænder flere gange gennem årene. Den har således i mange år været japansk, men senest har russerne ejet øen, som dog har været under nøje opsyn af både amerikanerne og kineserne. Kina invaderer øen og påstår at have det originale ejerskab. De sande motiver bag invasionen antages at have noget at gøre med det nylige fund af massive oliereserver i Skiras undergrund. Russerne er i militær alliance med USA, som derfor bedes om assistance i kampen om Skira. Som gruppefører for en af flere mindre firemandsgrupper indsættes man som spiller på Skira for atter at oprette kontrol med øen. Resultatet af operationen er vital og et fejlslag kan resultere i fuldskalakrig på fastlandet. Med denne relativt realistiske og tænkbare situation er banen kridtet op for Dragon Rising.






Skira er en stort set tro kopi af den virkelige ø, Kiska, som i dag tilhører Alaska. Kiska har i øvrigt været scenen for kampe i forbindelse med stillehavskrigene under Anden Verdenskrig. På øens 220 kvadratkilometer har Codemasters gjort et grundigt stykke arbejde for at gengive plante- og dyreliv samt de forskellige områder af sletter, bjerge, bakker med videre, således, at spillerne i den gigantiske sandkasseverden kan boltre sig i så realistiske rammer som muligt. Og realisme er nøgleordet når vi skal tale om Dragon Rising.

De 11 missioner, som udgør kampagnen er eneste spilfunktion i singleplayerdelen. Godt nok kan missionerne spilles separat når først de er gennemført, men Dragon Risings vægt er lagt på kampagnen, og spillere, der forventer en masse farver og striber ud over den rå oplevelse af krig, de skal finde et andet spil. Vi kan bedst beskrive Dragon Rising som en blanding af alle mulige forskellige krigsspil som Battlefield, Ghost Recon og Call of Duty, der herefter er frataget enhver form for flash og brugervenlighed. Det er ikke nødvendigvis ment negativt, men det er vigtigt at holde for øje, hvad Dragon Rising tilbyder. Det tilbyder elementer fra alle de nævnte spil, men tilbyder samtidig intet af det på samme måde. Biler skal repareres før de kan køre (som i Battlefield), man har kommandoen over tropper (som i Ghost Recon) og man kan vel efterhånden ikke tage et gevær i hånden og noget grønt tøj på uden at Call of Duty vil blive nævnt. Godt nok er der i Dragon Rising som nævnt en historie. Den har dog ikke samme filmiske vægt som i de andre nævnte titler. Historien er med til at give spillerne en grund til at slås, men den dybere historie udebliver, og spillet gør ikke noget for at give os et forhold til karakterne. De er ganske enkelt bare brikker i et taktisk spil, og følelsen af, at man kender karakterne og føler for dem, på samme måde som Gaz, Soap eller Haggard, opstår aldrig.






I tæt samarbejde med US Marines, som forhåbentlig stadig har holdt en del kort tæt til kroppen, har Codemasters her udviklet et spil, som i sin rå form tager korrekte, militære strategier og fremgangsmåder i brug. Det er tydeligt fra begyndelsen, at elementer som fremrykkerveje, ild og bevægelse, flankering og dækningsild er vigtige at mestre. Hvis man bliver skudt kan det betyde øjeblikkelig død, hvis man rammes alvorligt nok. Hvis man rammes i armen skal man sørge for at lægge en enkeltmandsforbinding inden man forbløder. Det samme gør sig gældende for ens holdkammerater. Man vil sjældent opleve de samme adrenalinpakkede kampe som for eksempel Call of Duty tilbyder. Ofte er kampene over længere afstande og mere tidskrævende. Man kan let finde sig selv trykket i noget krat under beskydning fra en fjende, der ligger 5-600 meter væk. Igen vil korrekte militære manøvreideer være afgørende for, hvordan man kommer væk i live. Ofte byder spillet på situationer, hvor det kræves, at man tænker og reagerer hurtigt.

Hele ideen er fremragende og alle de mange, militære taktikmuligheder man har i sit arsenal virker imponerende godt og fuldstændig efter planen. Desværre, og det er et stort desværre, er hele kommandosystemet bygget besværligt og irriterende op. Controllerens D-Pad fungerer som et firevejs-kommandohjul med flere lag. Dybden i spillets kommandomuligheder gør desværre samtidig sit til, at dette er alt for besværligt. Kommandoerne har som nævnt flere lag, og i visse situationer kan man komme op på 7-8 valg, der skal træffes ved hjælp af kommandohjulet inden den endelige kommando er valgt. Dette er tidskrævende og foregår ofte i pressede situationer eller under beskydning. Man har også mulighed for at styre sine folk rundt ved hjælp af et kort man kan trykke frem på skærmen. Denne måde at udstikke kommandoer på giver en ekstra mulighed, for eksempel hvis man skal udstede kommandoer på steder, man ikke kan se. Også her er der dog desværre minussider. Disse kommandoer er ligeså besværlige og tidskrævende, og eftersom spillet fortsætter bag kortet, så kan dette have fatale konsekvenser medmindre man ligger godt i dækning bag en bakketop eller lignende.






Et andet minus til kampagnen er variationen. Godt nok er der variation i landskaberne over de 11 missioner, men set over hele kampagnen, så opstår et mønster alligevel. Generelt handler det om at rydde en række byer og missilbaser ved at nærme sig, benytte forskellige taktikker og komme videre. Ofte foregår det til fods eller i Jeep og en sjælden gang i køretøjer i de tungere klasser. Spillet lægger op til total frihed når det kommer til løsningen af opgaverne. Desværre gør friheden og omgivelserne ofte deres til, at løsningerne ikke viger særlig meget fra hinanden. Når det kommer til det generelle gameplay og styringen af sin egen karakter, er der ikke nogen finger at sætte på spillet. Kontrollerne er lidt anderledes placeret på controlleren, end vi måske er vant til, men ideen er den samme, og det fungerer udmærket. Igen har Codemasters gjort meget ud af at skildre realismen. Således kan man næsten mærke de mange kilos oppakning tynge når man løber i landskabet. Det er heller ikke muligt at hoppe i spillet, hvilket kan være irriterende for nogen, men med realismen i højsædet er det logisk nok.

På onlinesiden finder vi det, der meget vel kan gå hen og blive Dragon Risings helt store succes. Codemasters har nemlig gjort det muligt at spille hele kampagnen i co-op, hvor op til fire spillere kan arbejde sammen. Det glimrende ved co-op er naturligvis, at med brugen af headsets kan man i høj grad undgå det klodsede kommandohjul. Under vores spil på testserverne var der en del kaos at spore, og det lod til, at folk gerne ville frem og skyde nogen fjender. Det resulterede i knap så vellykkede resultater, idet taktikkerne blev glemt. Det er dog vores overbevisning, at når først folk begynder at have fat i de forskellige militære strategier, så vil spillets co-op funktion tilbyde mange timers og dages rigtig god og udfordrende underholdning.






Den traditionelle onlineside er rimelig sparsom med to funktioner. Dog er mantraet her ”småt men godt”. Annihilation svarer til Team Deathmatch og Infiltration går ud på, at et hold skal infiltrere et objekt og det andet hold skal forhindre det. Funktionerne fungerer godt og med muligheden for eventuelt ekstramateriale til senere download, skal onlinedelen ikke afskrives.

Grafisk set er Dragon Rising generelt et flot spil. Igen spænder spillets egne ambitioner dog lidt ben for sig selv. Her tænkes der primært på farvevalget. For at de militære manøvreideer virkelig kan bruges er spillet i meget høj grad domineret af mørke, triste grønne og brune nuancer. Det er flot nok, men er samtidig med til, at spillet kan se lidt kedeligt ud, og ofte gør det også, at den ellers flotte grafik ikke helt kommer til udtryk. Det skal dog siges, at når det kommer til gengivelsen af planter, græs, træer, og miljøet generelt, så er Dragon Rising til tider direkte smukt. Våben, køretøjer og mennesker er generelt flot skildret på en virkelighedstro måde. Dog har Codemasters ikke magtet at skabe liv hos karaktererne. For eksempel oplevede vi, at vores holdkammerater på et tidspunkt sad i en Jeep som forstenede statuer og stirrede ud i luften indtil vi gav dem noget at lave.






På lydsiden leverer Codemasters en flot ramme om spillet. Udover at optage lydene fra rigtige våben og køretøjer, således at disse fremstår realistiske, har lydfolkene sågar besøgt Kiska og her optaget en stor bunke lyde, således, at alt fra grene på jorden og forskellige græssorter til øens rigtige dyrelyde, er skildret i spillet. Lydoplevelsen i Dragon Rising er en oplevelse for sig selv. På natpatrulje gennem et skovområde vil man kunne høre grene, der knækker under støvlerne, og ugler og græshopper, der minder os om, at vi ikke er alene. Under ildkampe vil man kunne høre kugler, der hvisler over hovederne på en, når man ligger og trykker sig, og man vil kunne høre dem rikochettere på vægge, biler og træstammer. Det giver en intens følelse af realisme, og man har virkelig ikke lyst til at rejse sig op når man kan høre fjendens bly synge over hovedet på en.

Stemmeskuespillet er ganske godt, dog igen uden at give samme empatiske dybde som i andre mere historiebaserede spil. Det er dog varieret, og en fin ting at lægge mærke til er, at stemmeskuespillet er situationsbestemt. Er man for eksempel fundet af fjenden og allerede i ildkamp vil man kunne høre karakterne råbe autoritært og stresset til hinanden, men er man derimod stadig i skjul og på vej frem i stilheden, så hvisker karakterne sagte til hinanden. Der var desværre visse lydfejl at spore i spillet. Flere gange oplevede vi, at dele af sætninger blev gentaget kort efter hinanden. For eksempel blev ordet ”meters” til ”meters-eters” og ordet ”seven” blev til ”seven-even”. Det er en ærgerlig og dominerende fejl i et ellers fint lydarbejde. Heldigvis er det en fejl, der sandsynligvis kan rettes med en senere opdatering, og den skal derfor ikke tillægges for stor vægt før Codemasters har haft lejlighed til at bevise, at de ikke har tænkt sig at lappe fejlen.






Alt i alt er Operation Flashpoint: Dragon Rising et spil, der byder på krig i sin rå form. For spillere, der ønsker et spil, hvor vægten er lagt på simulation og realisme, er dette et must. Alle eventuelle kunder skal dog være opmærksom på, at spillet ikke er særlig høfligt overfor uerfarne spillere i FPS-universet. Selv på det letteste af spillets tre niveauer forventes der en vis viden om strategier og materiel, og Codemasters har ikke gjort særlig meget for, at folk skal have mulighed for at læse sig til, hvad de behøver at vide. Desuden er spillet langt fra tilgivende overfor folk, der er vant til mere direkte shoot-em-up spil. Dragon Rising er langsom, velovervejet krigsførelse, hvor planlægning belønnes. Selv garvede spillere vil mærke en udfordring i det besværlige og klodsede kommandohjul, som er spillets svageste side. Det er dog dejligt at se et spil, der tilbyder noget andet end alle andre, og netop det kan blive spillets stærkeste side. Til trods for de nævnte problemer med kommandohjul og manglende variation i kampagnen, så er Dragon Rising – med forventningerne korrekt afstemt - et rigtig godt spil.
Gameplay:7.5
Grafik:8.5
Online:9.0
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.