Onechanbara: Bikini Samurai Squad

Letpåklædte piger med skarpe sværd i hård kamp med zombier. Kan det blive bedre?

Japanerne har længe vidst at vejen til en japansk gamers hjerte går gennem halvnøgne babes, spandevis af blod og slet skjulte sexuelle undertoner. Men kan den samme formel sælge et spil i Europa?






Onechanbara: Bikini Samurai Squad lægger ellers godt ud med et dampende sensuelt videoklip af en smækker ung pige i brusebadet og det lover jo godt. Men derfra går det også galt. Historien, der udfolder sig i løbet af spillet, er ligegyldig, indviklet og forklaret skiftevis med videoklip og rullende tekst. Det skal selvfølgelig siges at det, titlen og introduktionsvideoen taget i betragtning, nok næppe er historien der er det store trækplaster bag dette spil, men Onechanbara føles hurtigt formålsløst.

Spillet følger de to søstre, Aya og Saki, der pludselig finder sig involveret i en zombie-invasion af format. Historien antyder, for dem af os der ikke tidligere har stiftet bekendtskab med spilserien, at Aya og Saki har prøvet dette før. Der går ikke mange sekunder før de to hovedpersoner har iført sig deres sparsomme påklædning og ræser ud på gader og stræder for at flække kranier.






Onechanbara: Bikini Samurai Squad er et rendyrket hack’n’slash i stil med Ninja Gaiden og Devil May Cry, dog med lidt mere fokus på de fornævnte undertoner. Kropsdele hopper og danser mens sværdene svinges og jeg mener ikke kun zombiernes kropsdele. Spillet er kapitel-inddelt og meget lineært, ikke mindst takket være et banedesign der ikke tillader svinkeærinder. Din progression gennem spillet hindres fra tid til anden af bosser, der giver lidt mere modstand end de gængse zombier. Heldigvis styrer du, på de fleste baner, to forskellige karakterer og har mulighed for at skifte imellem dem i bedste tagteam-stil.

Hvis vi skal tage de grafiske briller på et kort øjeblik så er Onechanbara en blandet fornøjelse. Der er ingen tvivl om at udviklerens primære fokus har ligget på de veldrejede kvinder for sjældent er set så gennemførte og flotte modeller. Men banedesignet og specielt zombierne lader meget tilbage at ønske. Man føler sig nærmest hensat til de gode gamle dage med Sega’s House of the Dead når en firkantet og kedelig zombie stavrer imod dig. Desuden lider Onechanbara af massive framedrops når sværdet kløver en stor mænge zombier.

På lydsiden er spillet på én gang cool og mangelfuldt. De originale japanske stemmer der gennemsyrer videosekvenserne tilfører stil, men de mange gentagelser af kampråb, når du snitter dig vej gennem hundredevis af de livsberøvede, bliver hurtigt enerverende. Lydeffekterne gør sit til at hæve spillet over det gennemsnitlige, men kun med nød og næppe.






Tamsoft har, i bedste voyeur-stil, inkluderet et såkaldt ’Dress Up Mode’ hvor du kan udstyre spillets kombatanter med de beklædningsgenstande du låser op for i løbet af spillet. Du har endda muligheden for at lade din foretrukne heltinde rende rundt i undertøj, hvis du har den slags lyster. Se det som påklædningsdukker for drenge. Lillesøster Saki er sågar udstyret med det efterhånden faste indslag i japansk spilkultur: En skolepige-uniform.

Onechanbara: Bikini Samurai Squad er tidspilde af karat, men ikke af den gode slags. Gameplayet er repetitivt og bliver hurtigt kedeligt, historien er forvirrende og intetsigende og det eneste lyspunkt er de halvbare damer. Sidstnævnte er vel kun et lyspunkt hvis man er én af dem der altid ’nærlæser’ undertøjssiderne i Bilka-avisen.