Oddworld: New 'n' Tasty

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 8. april 2015 - kl. 21:15
Del denne artikel:
7 6

Den længe ventede remake af PS One klassikeren Abe's Oddysee er endelig udkommet til Xbox One - og vi har set nærmere på, om det stadig holder her 18 år efter.

Før vi begynder at snakke om det nye Oddworld: New 'n' Tasty, skal vi lige have en lille historielektion i firmaet bag Oddworld spillene, Oddworld Inhabitants og ikke mindst historien bag New 'n' Tasty.

Oddworld Inhabitants blev i 1994 stiftet af special-effects og computer-animations veteranerne Lorne Lanning og Sherry McKenna. Firmaet er bedst kendt for de fire spil i Oddworld universet; Oddworld: Abe's Oddysee fra 1997, Oddworld: Abe's Exoddus fra 1998, Oddworld: Munch's Oddysee fra 2001 og Oddworld: Stranger's Wrath fra 2005. Efter 2005 forlod firmaet spilindustrien, da specielt Lorne Lanning ikke brød sig om den måde de store og rige firmaer kontrollerede de små udviklere og de kastede sig i stedet over animationsfilm - dog uden den helt store succes.



Efter nogle år vendte firmaet tilbage til spilindustrien og slog sig sammen med engelske Just Add Water, for at få genudgivet en række af deres klassiske spil. Et af de første de ønskede at få genudgivet var Oddworld: Stranger's Wrath og da en HD-version var klar til udgivelse på Xbox 360, blev spillet helt som planlagt, sendt ind til Microsoft til godkendelse. Spillet blev afvist, fordi det oversteg den 2GB grænse som der var på Xbox Live Arcade spil på det tidspunkt og da de havde fået komprimeret spillet ned under de 2GB, hørte de aldrig igen fra Microsoft.

I december 2011 blev HD-versionen så udgivet på Playstation 3 via PSN og nu vågnede Microsoft op igen og kontaktede nu Oddworld Inhabitants og sagde at de ville have spillet udgivet på Xbox, men at det stadig ikke levede op til Microsofts retningslinjer. Efterfølgende var der en masse tovtrækkeri mellem Microsoft og Oddworld Inhabitants og Lorne Lanning udtalte, at han ikke forlangte at Microsoft skulle betale for de påkrævede ændringer til spillet, eller for den sags skyld for markedsføringen af spillet, men at han blot ønskede at fans kunne få lov til at spille hans spil på Microsofts platform. I følge Lanning opgav de dog at få spillet udgivet, da de efter 15 måneder stadig ikke havde fået et klart svar fra Microsoft om, hvad der skulle til for at få spillet udgivet - de havde ganske enkelt ikke de juridiske muskler der skulle til, for at imødekomme alle Microsofts krav. Lorne Lanning var rasende og udtalte, at han aldrig ville udgive et spil på en Microsoft platform nogensinde igen.



Om det er grunden til, at vi har skulle vente så længe på Oddworld: New 'n' Tasty er uvist, men nu er det her endeligt - og det kan vi kun være meget glade for. Oddworld: New 'n' Tasty er nemlig ikke en oppustet HD udgave af det klassiske PS One spil, men en fuld remake hvor spillet er bygget op helt fra bunden. Det er rent faktisk lykkedes Just Add Water at gå den svære balancegang mellem at respektere originalen men på samme tid også at modernisere spillet. Spillet bruger nu for eksempel Unity spilmotoren og baggrundende er nu i fuld 3D, i stedet for statiske enkeltskærmsbaggrunde.

Spillet er stadig en 2D puzzle-platformer, hvor man spiller Abe, en Mudokon slave, som arbejder på et slagteri som pedel. Salget af slagteriets Paramite Pies og Scrab Cakes går ikke ret godt og en aften ser Abe ved et tilfælde, at det næste de onde bagmænd bag slagteriet planlægger at udvikle, er Mudokon Pops - altså et produkt med kød fra Mudokons - Abe's race. Abe beslutter sig for at stikke af fra slagteriet og redde hans race fra slagteriets onde bagmænd, inden det er for sent.

Spillet er bygget op af en række sammenhængende rum eller skærme, som består af forskellige typer af puzzles eller opgaver som skal løses. Det kan være der skal trækkes i et håndtag for at aktivere en dør, man skal igennem et minefelt uden at træde på minerne, man skal bevæge sig igennem nogle bevægelsescensorer uden at blive opdaget eller at man skal aktivere en række klokker ved at fløjte den rigtige melodi. Abe har ingen våben og han kan ikke slå eller angribe fjenderne, som er ham langt overlegne på alle måder - så det bedste er, ganske simpelt at undgå dem. Han kan dog overtage visse fjenders kroppe, som man så kan slå andre fjender ihjel med, inden man for eksempel tvinger den besatte fjende ind i nogle skarpe tandhjul - dette er den eneste offensive egenskab som Abe besidder.



Rundt omkring i spillet er der 299 tilfangetagne Mudokons, som Abe skal forsøge at redde - det er ikke nødvendigt at redde dem hvis du ikke vil, men man kan ikke lade være med at holde af de lidt skræmte og underkuede Mudokons, så man vil som regel gøre alt for at redde dem igennem nogle portaler af fugle. Man har mulighed for at kommunikere med de andre Mudokons og give dem simple kommander som "Vent" og "Følg mig", så man kan guide dem hen til de frelsende portaler. Det fungerer rigtigt fint og en af ændringerne i forhold til originalen er, at man nu kan styre større grupper af Mudokons, noget som ellers først oprindeligt blev introduceret i efterfølgeren Abe's Exoddus. Abe kan også prutte - det bruger man ikke rigtigt til noget, andet end det er sjovt at slå prutter af forskellig styrke og varighed og så se de andre Mudokons grine af det.

Styringen er stadig, som i originalen, noget kluntet. Det kan give problemer i sekvenser, hvor millimeterpræcise hop er påkrævet, men på en eller anden måde, på trods af at det ER frustrerende, kan man tilgive det, da en Mudokon er en kluntet lille fætter og man kan ikke rigtigt blive gal på ham. Da spillet er mere eller mindre trial-and-error baseret, vil man dø mange gange, for på den måde at finde ud af hvordan man løser de forskellige opgaver. Det er der kommet en simpel lille co-op spilmulighed ud af, hvor to spillere, med hver deres joypad, skiftes til at styre Abe, hver gang han dør. Det fungerer, men virker lidt overflødigt.



Grafikken i meget flot - både rent teknisk og æstetisk. I originalen bevægede man sig fra den ene statiske skærm og til den anden - nu er alt i 3D og kameraet bevæger sig. Det giver et helt andet udtryk. Oddworld Inhabitants har skabt en helt igennem fremragende og tosset verden, med masser af tossede skabninger og personligheder. Alt er smukt designet og der er her, at McKenna og Lannings baggrund som computeranimatorer kommer op til overfladen. Lydsiden er ligeledes glimrende, med et fint og passende soundtrack og glimrende stemmer - hvoraf de fleste faktisk er lavet af Lorne Lanning selv.

Jeg har i min Metro Redux anmeldelse udtalt, at det spil var et eksempel på, hvordan en genudgivelse skulle håndteres. Metro Redux er nu væltet af tronen. Oddworld: New 'n' Tasty sætter nu standarden for, hvordan man skal behandle gammelt materiale og nænsomt opdatere det til moderne standarder uden at ødelægge det, som gjorde originalen så fremragende. Abe's Oddysee var et rigtigt godt spil, New 'n' Tasty er en endnu bedre version af originalen og det skal Just Add Water har stor kredit for at have lykkedes med.



Hvis du er for ung til at huske Oddworld Inhabitants, så kan du passende starte her. Os, som kan huske dem, er glade for at se dem tilbage, for deres spil var noget helt specielt og vi håber, at vi får meget mere at se til dem i den kommende tid, for industrien har brug for denne type udviklere, der med deres krøllede hjerner og sans for at skabe en fængende og anderledes spilverden, stadig kan give os de spiloplevelser, som der desværre bliver længere og længere imellem, på trods af den spirende indie-scene.

Støt disse udviklere og køb deres spil - du vil i hvert fald ikke fortryde det med Oddworld: New 'n' Tasty, som er et glimrende spil og det kan købes på Xbox Games Store for 155 kr.
Fakta
Oddworld: New 'n' Tasty

Oddworld: New 'n' Tasty

PlatformXbox One
UdviklerJust Add Water
UdgiverOddworld Inhabitants
Spillere1-2
Udgivelsesdato27-03-2015
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ God humor, flot grafik og unikt univers, fængende gameplay
Upræcis styring
Gameplay:8.5
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:7.5
Overall 8.5
Log ind og stem
6
Der er 6 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.