Ninja Gaiden 2

Anmeldt af: Tommy Ågren - 5. juni 2008 - kl. 23:23
Del denne artikel:
11 0

Efter næsten tre lange års venten er Ryu Hayabusa omsider tilbage, Ninja Gaiden II er endeligt klar – lad blodbadet begynde.

Hvordan skaber man en værdig efterfølger til et kritikerbesunget og fanforgudet spil? Som udvikler skal man balancere hårfint mellem kravene fra de rabiate fans, der vil have endnu en tur i manegen, mens kritikerne står klar og kun venter på at kunne udråbe, at nr. 2 ikke har udviklet sig, og der intet nyt er under solen. Tecmo og deres Team NINJA har skabt en loyal efterfølger, der absolut vil stille fans tilfredse, men næppe vil overvinde de hårdeste kritikere af det første spil.

Mesterninjaen Ryu Hayabusa kastes endnu engang ud i et blodigt eventyr. Denne gang i kamp mod ærkerivalerne fra ninjaklanen Den sorte edderkop, der i deres had til Hayabusa ninjaerne forsøger at vække det ultimative onde væsen og lægge jorden øde. Dramaet tager sin start, da CIAagenten Sonia opsøger våbensmeden Muramasa for at komme i kontakt med Ryu. Historien er ret løs, fjollet og usammenhængende klassisk japansk Manga og fylder heldigvis kun ganske lidt. Men hvem spiller også Ninja Gaiden for historiens skyld? Fans dyrker spillet for de vilde og blodige kampe, hvor afskårne kropsdele og fontæner af blod følger Ryu Hayabusa, uanset hvor han drager hen. Her skuffer Ninja Gaiden II ikke, spillet er ikke for folk, der får kvalme ved synet af blod, og det fortjener så absolut sin 18+ aldersbegrænsning.





Ninja Gaiden II er indholdsmæssigt fuldstændigt skarpt og afgrænset. Det er i korte træk kogt ned til et tredjepersons actionspil med overvejende fokus på intense kampe. Heldigvis er kampsystemet i Ninja Gaiden II noget nær perfekt, da samtlige Ninja Gaiden elementer er på plads og eksekveret til UG. Våbenudvalget er rigt og varieret, svingende fra uforudsigelige distancevåben som Kusari-gama og til præcise nærkampsvåben, f.eks. det klassiske Dragon Sword. Krydret med Ninpo magi og projektilvåben er alle genrens krav dækket.

Dybden i kampsystemet og spillets sværhedsgrad gør, at man ikke kommer ret langt i Ninja Gaiden II ved at hamre ukoordineret på kontrollerens knapper. Lynhurtig brug af kombinationer, valg af det rigtige våben, velovervejet brug af Ninpo magi og ikke mindst klog brug af parader, undvigelser og modangreb er alle nødvendige færdigheder at mestre. Kampene går afsindigt stærkt, og fjenderne sværmer uafladeligt om én, så den mindste pause i angreb eller et forkert tilrettelagt modangreb bliver ubønhørligt straffet. Hårdt sårede fjender er specielt farlige, da de kan begå spektakulære og ofte eksplosive selvmordsangreb, der spiser en god del af ens helbred. Heldigvis kan hårdt sårede fjender udslettes med et enkelt velplaceret slag.

Når man finder rytmen, får balanceret sit brug af våben, Ninpo, modangreb osv., så skinner Ninja Gaiden II mere end noget actionspil på Xbox 360 i lang tid. Som man får styr på Ryu og får bedre overblik over de temmelig kaotiske dueller, da åbner Ninja Gaiden II sig, viser sig som et mesterligt actionspil og bliver en sand voldsballet. Når alt fungerer, føles styringen fuldstændigt instinktiv, man bruger ubevidst det rigtige våben, den rigtige kombination og selv de mest aggressive og kraftfulde monstre må lade livet i et sandt inferno af lemmer og blodpøle.





Spillet er spækket med forskellige typer fjender, der spænder fra halvgrå ninjatyper over farverige firearmede monstre til kæmpezombier med kanoner og motorsavsproteser. Alle modstandere har forskellige kampstile, der stiller krav til specifik taktik, hvis de skal besejres bare forholdsvis ubesværet. Spillets bosser varierer vilkårligt i sværhedsgrad, enkelte kræver blot, at man løber op til dem og stikker dem et par flade, andre fordrer stor tålmodighed og nøje timing.

Ninja Gaiden II er, på trods af seriens rygte, overraskende begyndervenligt. Indlæringskurven på de nemmeste niveauer er lige tilpas, så man konstant udfordres men sjældent overvældes. Savepoints er spredt med lind hånd, så man kun sjældent skal trawle sig igennem de samme 15 minutter gang på gang. Tabt helbred regenereres til en vis grad efter veloverståede kampe, hvilket er et eksempel på de små ændringer, der gør, at Ninja Gaiden II kan spilles af andre end kun de hårdeste kampekvilibrister. Tag ikke fejl, der skruers konstant op for sværhedsgraden, selv Ninja Gaiden veteraner skal nok få sved på panden.

Selvom store dele af spillet udspiller sig i brutale nærkampe, er der dog blevet plads til enkelte tiltrængte åndehuller. Ryu har ikke mistet sine akrobatiske evner, der bl.a. tillader ham at løbe på vægge o. lign. Spilleren udfordres med arkitektoniske puslespil meget lig Prince of Persia: Sands Of Time, der giver et godt pusterum, men det bringes desværre forholdsvist sjældent i brug.

Spillets baner er som regel ret ligetil, kun sjældent er der alternative ruter, man kan benytte. Man ledes ret præcist fra duel til duel uden ret mange svinkeærinder eller tilbageløb. Selvom man guides ganske strengt rundt, har man sjældent en fornemmelse af klaustrofobi, da mange af banerne er imponerende varierede med bylandskaber, vegetation eller store bygningsværker, hvor man virkelig føler, at der er ’højt til loftet’.





Der er desværre noget malurt i bægeret, primært af teknisk karakter. Ninja Gaiden II opretholder for det meste en stabil skærmopdateringshastighed, men når der kommer rigtig mange fjender på skærmen, opleves der flere steder ret markante hastighedsnedsættelser. Chefdesigner Tomonobu Itagaki har valgt at bibeholde tredjepersonskameraet, hvilket ikke er en ubetinget succes. Det giver de forventede problemer med at bevare overblikket over kampene og agere fornuftigt i pressede situationer. Det er afsindigt frustrerende at blive kastet rundt mellem ’usynlige’ fjender, mens man febrilsk forsøger at styre kameraet med højre-analog eller nulstille det bag en selv. Men det kan lade sig gøre at få lært at bruge kameraet rigtigt, og for hovedparten overdøves frustrationer af den intensitet, som valget af kamera bidrager til.

Man skal forvente at bruge i omegnen af 20-25 timer på Ninja Gaiden II under første gennemspil. For at nå så langt kræver det, at du kan fastholde interessen for spillets fremragende komponerede kampe, det er nemlig i stor træk alt hvad Ninja Gaiden II har at byde på. For undertegnede var det mere end tilstrækkeligt. Jeg oplevede aldrig, at spillet tabte pusten, selv ikke da det nærmede sig de sidste kapitler, og når man bliver absorberet af spillet flyver timerne hurtigt afsted. Online tilbyder Ninja Gaiden II highscorelister, samt up og download af videoer optaget undervejs, hvilket med dagens standarder ikke er synderligt imponerende.

Musikken i Ninja Gaiden II er fint tilpasset til spillets hårde action. Soundtracket spænder fra Hollywood actionfilminspirerede kompositioner over euro-trance og til minimalistisk, asiatisk ambient. Lydeffekterne er fornuftige nok, uden at man lader sig imponere synderligt. De gør deres job og bliver ikke trættende selv langt hen i spillet. I vanlig stil er det engelske stemmeskuespil nærmest tragikomisk, men heldigvis har Tecmo givet os det originale japanske lydspor med.





Grafisk er Ninja Gaiden II en blandet pose bolsjer. Højdepunkterne er Ryu og de mange modstandere, der er særdeles flotte. Fjendernes detaljegrad og udtryksevne er klart på højde med de bedste Xbox 360 titler, og der er kælet nøje for hver enkelt detalje i de meget imponerende modeller. Våbnene blomstrer visuelt med gnister, blodspor og fartstriber, og kampene er i det hele taget et orgie af lys og effekter. Baner og baggrunde svinger meget i kvalitet. Nogle områder er grå og uinspirerede med kedelige teksturer, ensformig belysning og komplet manglende interesse for detaljer. Omvendt imponerer spillet andre steder med åbne og indbydende baner, hvor der tydeligvis er brugt meget tid og ressourcer på detaljerede teksturer og gennemført brug af lyseffekter. Helt op på niveau med de bedste Xbox 360 spil kommer Ninja Gaiden II desværre aldrig grafisk, ærgerligt nok.

Selvom Ninja Gaiden II er mesterligt udført, er det en toer i den klassiske forstand – spillet bygger loyalt videre på sin forgænger og beror sig næsten udelukkende på det fundament og basale design, som gjorde etteren så elsket. Derfor kan man næsten ikke undgå at sidde tilbage med bare en lille bitte følelse af skuffelse. Med bare lidt flere nyskabelser og villighed til at udfordre den etablerede fanskare kunne Ninja Gaiden II være blevet en virkelig perle.





Fans kan godt gøre sig klar til at købe Ninja Gaiden II, da spillet fremstiller Ninja Gaiden universet så elegant, råt, voldsomt og fængende som ikke set tidligere. Alle andre med hang til actionspil, der kræver både hurtige reaktioner og mentalt overskud, skylder sig selv at give Itagakis svanesang en chance.
Gameplay:8.8
Grafik:8.1
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.4
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.