Need For Speed: The Run

Anmeldt af: Nicolai Hansen - 20. november 2011 - kl. 23:15
Del denne artikel:
4 0

Er det nyeste spil i Need For Speed serien vroom vroom eller mere host host? Få svaret i vores anmeldelse.

Indenfor det sidste års tid, har Need For Speed leveret to spil til Xbox 360, der begge scorede ganske pænt hos både anmeldere og spillere verden over. Jeg taler selvfølgelig om Need for Speed: Hot Pursuit og Need For Speed: Shift 2 Unleashed udviklet af henholdsvis Criterion Games og Slightly Mad Studios. Spørgsmålet er om Need For Speed veteranerne fra EA Black Box kan fuldende hattricket, med det nyeste spil i den klassiske arcade racer serie; Need For Speed: The Run.

Hvis vi lige får historien af vejen først. I rollen som Jack Rourke, skal man køre race mod mere end 200 andre deltagere i et racerløb tværs over USA, fra San Francisco til New York. Undervejs skal man, udover at køre hurtigere end konkurrenterne, også køre fra både politiet og mafiaen. Førstnævnte fordi det der med fartbegrænsninger, er ikke noget vi bruger, sidstnævnte fordi; tjaeh, jeg ved det faktisk ikke, men sure er de i hvert fald, for de sender både armerede biler og helikoptere efter Jack.

Det er faktisk hele historien, og selvom Black Box forsøger at introducere lidt spænding mellem nogle af løbene, ved at lade Jack gennemføre en række såkaldte quicktime events, så er historien nogenlunde lige så overfladisk og involverende som et Paris Hilton TV show. Ikke at dette trækker voldsomt ned, for det er vist er de færreste, der køber et bilspil for historiens skyld, men personligt synes jeg Black Box sagtens kunne have skåret historien helt væk, for man sidder alligevel bare og venter på at kunne komme i gang med næste løb, og er dybest set ligeglad med hvad der sker med Jack. Enten skal der være en rigtig god historie, eller også skal man fokusere på de rigtige hovedpersoner i et racerspil; bilerne.



Selve hovedløbet er delt ind i etaper (for eksempel fra San Francisco til Las Vegas), der hver især er splittet op i forskellige spiltyper: race, battle, rival race, hot pursuit og checkpoint race. Race er ligeud af landevejen, i overført betydning naturligvis, hvor målet er at overhale X antal konkurrenter inden etapen slutter. Med andre ord et regulært race til målstregen. Battle og rival race minder meget om hinanden. I begge spiltyper skal man indenfor en given tidsgrænse overhale en modstander, og holde føringen til tiden løber ud. Forskellen er at i Battle skal man typisk klare 3-4 modstandere i træk, mens man i rival race ”kun” skal klare en enkelt (der ofte får hjælp fra sine holdkammerater). Hot pursuit er kendt fra tidligere spil i Need For Speed serien. Undgå at blive stoppet af politiet og kom først over målstregen. Denne disciplin er blevet væsentligt nemmere end i tidligere spil, da ordensmagten kun bruger vejspærringer. Altså ingen sømmåtter eller helikoptere at kæmpe med. Checkpoint race siger næsten sig selv. Indhent noget af den tabte tid, ved at gennemføre en etape før tiden løber ud. Man får lagt tid til for hvert checkpoint man kommer igennem før uret tikker ned på 0.

Fælles for alle spiltyperne er, at man skal fra punkt A til punkt B, ikke noget med at køre at par omgange for at lære banen at kende. Der er med andre ord, god mulighed for at tage et sving forkert, banke pedalen i bund på det forkerte tidspunkt eller begå andre af de fejl, man uvægerligt laver, når man ikke kender banen. Men det gør faktisk ikke så meget, for Black Box har lagt en reset feature ind i spillet, der automatisk spoler spillet tilbage (bogstavligt talt), hvis man ryger af banen, kører op bag i en lastbil eller lignende. Man kan selvfølgelig selv vælge at bruge denne feature, nå man vil, men den bør bruges med omtanke, for på normal sværhedsgrad, er der kun 5 af disse reset chancer under hvert løb. Bliver alle 5 brugt, så er man slået hjem, og må starte løbet helt forfra. Generelt virker denne feature rigtigt godt, man skal nemlig rimeligt langt uden for banen før den aktiveres, men ind i mellem går den desværre også lidt i selvsving, og spoler tilbage selvom blot to hjul er udenfor banen. Irriterende, især hvis man er tæt på mål og på sin sidste reset.



Inden hver etape får Jack et overordnet mål, for eksempel: kom til Las Vegas i top 150. Man skal altså forbi lidt over 50 biler for ikke at blive slået ud. Så langt så godt. Hver etape er som nævnt delt ind i forskellige spiltyper, og til hver spiltype er der også et krav, der skal indfries for at komme videre til næste bane. Et krav kan være; overhal 10 modstandere, men med præcis 10 modstandere på banen, så er kravet i virkeligheden en førsteplads, hvis man vil videre. Det er egentlig fint nok, men det betyder også, at man er ligeglad med sin samlede placering i løbet, for med mindre man får den førsteplads, så kommer man ikke videre. Personligt synes jeg det havde været oplagt, at ændre de enkelte underkrav til f.eks. overhal minimum 7 modstandere, men bibeholde 10 modstandere på banen. På den måde kunne man gå videre til næste bane via en sekundær placering, men skulle stadig have det overordnede mål i mente; kom i top 150 inden Las Vegas. Lidt synd at Black Box ikke tilføjede dette aspekt til single player delen.

Til gengæld har de, som i andre Need For Speed spil, implementeret Autolog, og her er der spænding at hente, for Autolog sammenligner løbende både din samlede tid med vennernes ditto, samt tid brugt i de enkelte løb. Der går ret hurtigt sport i at ligge øverst i highscoretabellen, og man skal lige forsøge at presse nogle flere sekunder ud af en bane. Rigtig god feature, der forlænger single player delen en smule, hvilket er tiltrængt for hele løbet fra San Francisco til New York kan gennemføres på 3-4 timer. Vel at mærke uden at anstrenge sig. Temmelig skuffende, især hvis man sammenligner med tidligere spil i serien, der stort set alle har haft en lang og udfordrende single player del. Det hjælper selvfølgelig lidt, at der også en Challenge del, hvor man skal gennemføre forskellige udfordringer fra kampagnedelen, men i sidste ende forlænger den kun single player delen med nogle få timer, hvorefter der kun er førnævnte jagt på førstepladsen på diverse highscoretabeller tilbage.



Men er det så sjovt at køre bil i Need For Speed: The Run? I det store hele er svaret desværre nej. Det er sjovt når det går rigtigt stærkt på motorvejen, og det er hylende skægt at køre i sne og is, men generelt ligger håndteringen af bilerne et eller andet sted mellem arcade og simulation, eller mellem Hot Pursuit og Shift 2 Unleashed (de sidste to spil i serien). Dette giver en følelse af manglende kontrol når banerne byder op til dans i selv små kurver. Det er så ikke helt rigtigt, for tager man eksempelvis en Porsche ud på nogle snoede grusveje, så ligger den klistret til vejen og kontrollen føles superpræcis, men den samme Porsche vil få øjeblikke senere sejle rundt på vejen lige så snart der kommer asfalt under dækkene. Meget mystisk, og jeg ville have forventet, at det var lige omvendt.

Glimtvis viser Black Box hvor meget sjovere The Run kunne have været, hvis der var brugt lidt mere tid på at justere styringen af bilerne. De sne- og isdækkede veje i Rocky Mountains er uden sammenligning de mest underholdende at køre på. Her kan man tage næsten alle sving sidelæns uden at miste fart, og det ligger bestemt heller ikke en dæmper på spændingen, at man på et tidspunkt skal køre fra en lavine. Bare håndteringen af bilerne havde været sådan i hele spillet. Selv drifting, som ellers er et kendemærke for arcade race genren, synes helt at mangle, med mindre man vælger en bil med prædikatet svær i styregenskaber. I disse biler kan man nemt skride sidelæns ind i en kurve, men driftet er så svært at kontrollere, at man lige så nemt kommer ud af den med næsen den forkerte vej. Det kan faktisk meget sjældent betale sig at bruge bremsen i The Run, for i de fleste tilfælde kan man flyve igennem et sving ved helt at slippe gassen i et sekunds tid og dreje hårdt på rattet.

Elastisk kunstig intelligens (også kendt som rubberbanding). En feature de fleste bilspilentusiaster er bekendt med, og som kort fortalt betyder at de computerstyrede biler altid vil indhente dig uanset hvor langt du kommer foran i et løb. Personligt synes jeg, at denne slags kunstig intelligens er ganske udmærket. Det sikrer spænding til det sidste, hvis den vel at mærke er lavet godt. Det er den ikke i The Run. Alle computerstyrede modstandere kører som perler på en snor, og kun de bagerste af dem er til at komme forbi i starten. Den førende bil er altid langt foran, og uanset hvor godt du kører og hvor meget du bruger boost til at få ekstra fart, er den mere end almindeligt svær at indhente, men kun til man passerer sidste checkpoint inden målstregen. Så går den, eller de, førende biler nærmest i stå. Samme effekt ses, hvis man kører ad en genvej. Modstanderne tager farten af, så man kan være sikker på at vinde et par positioner, også når en genvej ikke nødvendigvis er hurtigere end hovedruten. Man sidder med en fornemmelse af, at spillet lader dig vinde, hvilket også fremgår af de tider man gennemfører på. Jeg bemærkede for eksempel, at jeg på enkelte baner havde tider, der var næsten 20 sekunder hurtigere end mine venners, på trods af at jeg kun vandt med 1 sekunds forspring til nummer to i mit løb. Noget tyder altså på, at boost er helt unødvendigt med mindre man vil sætte en hurtigere tid en vennerne.



Nu indeholder Need For Speed: The Run ikke kun en single player del, der er naturligvis også mulighed for at gå online, og køre mod folk fra hele verden, og hvor offline delen skuffer en del, så leverer online delen en helt anden oplevelse. Bilerne føles og håndteres stadigvæk som i single player delen (ikke så godt), men alligevel er det bare sjovere, hvilket nok hænger sammen med, at spil generelt er sjovere i selskab med og mod andre mennesker. Det skader selvfølgelig heller ikke, at lag og andre netværksproblemer er ikke eksisterende. Alt glider bare som en olieindsmurt mekanikerlærling nedad Valby Bakke, og selv respawn efter uheld sker uden de store forsinkelser. 2 sekunders ventetid og så er man tilbage i løbet. At man så mister et par placeringer på grund af sådan et uheld, kan man jo kun bebrejde sig selv, men sådan er online racerløb. Der er ikke plads til mange fejl, heller ikke i The Run, hvor intensitets niveauet er højt, hvis man ligger i top 4.

Som det efterhånden er blevet kutyme, også i bilspil, indeholder Need For Speed: The Run et experience point system. Det betyder kort og godt at spilleren belønnes med point afhængig af placering i et løb, overhaling, topfart og en masse andre ting. Experience point systemet bruges til at stige i rang (driver level), og vil man hele vejen til tops, ligger der rigtig mange timer i The Run. Men systemet åbner også op for nye biler, nye udfordringer, nyt udstyr og ikke mindst nye online opgaver. Ja, online opgaver. Det behøver ikke længere kun at handle om at komme først over målstregen, men lige så meget om hvordan du gør det. Opnå topfart i en bestemt klasse, lav X antal rene overhalinger (altså uden at skrabe malingen af modstanderens bil) eller noget helt tredje. En fin lille feature, der giver en ekstra dimension til en online del, der virker uden at imponere.

For både online og offline gælder at banerne er både rigtig flotte og varierede. Bevares, der er skruet ned for antallet af skarpe kurver og hårnålesving i online delen, hvilket bare er med til at gøre det nemmere at køre stærkt, og det ændrer ikke ved at der virkelig er gjort noget ud af landskaberne. Om man kører i snedækkede bjerge, gennem efterårsgule skove eller hen over stepperne i midten af USA, så ser det bare godt ud. Kun motorvejene er noget kedelige og ensformige, men her går det til gengæld så stærkt, at man ikke har tid til at kigge på omgivelserne. Det kan godt være at grafikken ikke er banebrydende, men den virker efter hensigten, så man til tider føler sig helt hensat til de amerikanske landeveje, og Frostbite2 afvikler hele herligheden stort set gnidningsfrit (jep, det er samme spilmotor som i Battlefield 3). Til gengæld halter det lidt med det grafiske indtryk, når man kommer tæt på begivenhederne i nogle af filmsekvenserne. Samlet set så trækker stive karakterer, ottekantede rat og hakkede vinduesrammer lidt ned i det grafiske helhedsindtryk.



Lyden er ikke rigtig værd at skrive hjem om. Mange biler lyder næsten ens, og det hjælper ikke, at de samtidig lyder som familiebilen ude på parkeringspladsen. Indrømmet, det er en smule overdrevet; bilerne lyder ikke som almindelige familiebiler, men man savner stadig en rigtig potent brølen fra kølerhjelmen, når gassen trykkes i bund. Ind i mellem kan man også hører biler bag sig, der slet ikke er i nærheden. Jeg oplevede ved flere lejligheder disse ”spøgelser”, hvor man befinder sig helt alene på en grusvej, og så pludselig hører en anden bil bag sig, kigge bagud og ser, at man er helt alene på vejen.

Samlet set er Need For Speed: The Run ikke meget mere end et ordinært racerspil. Ideen med et langt racerløb er god, men er eksekveret med, hvad der føles som en lidt for rutinepræget indsats. Grafikken er flot og er det bedste ved spillet, men der mangler noget, der hvor det virkelig gælder i en arcaderacer; håndtering og gameplay. Spillet føles kort sagt som et skridt tilbage i forhold til både Need for Speed: Hot Pursuit og Need For Speed: Shift 2 Unleashed.
Gameplay:6.5
Grafik:8.0
Online:7.0
Holdbarhed:6.5
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.