Udover den klassiske funktion Quick Race, som kaster spilleren direkte ind i løbene, så er det den omfattende karrieredel, der er spillets bærende spilfunktion. Slightly Mad Studios har lånt lidt inspiration i spil som Call of Duty 4 og Madden NFL-spillene når det kommer til fastsættelse af sværhedsgrad. Således begynder karrieren med en testrunde, hvor man får lejlighed til at vise, hvad man egentlig kan. Baseret på resultatet vil spillet selv foreslå den sværhedsgrad, som menes at være optimal. Man kan naturligvis selv justere sværhedsgraden med det samme eller senere, hvis man mangler udfordringer.
Karrieren er bygget basalt og lineært op, men under overfladen gemmer der sig en lang række varierende løb, statistikker og meget andet, som vi vil komme ind på løbende. Det ultimative mål med karrieren er at kvalificere sig til The NFS World Tour og vinde den. Vejen dertil går via fire rækker, såkaldte tiers. Opskriften er set før med andre layouts. Man begynder med minimal adgang, men ved at deltage i løb og opnå placeringer, vinder man stjerner. I takt med, at man vinder flere og flere stjerner, låses der langsomt op for mere og mere. Typerne af løb, man skal deltage i breder sig over en varierende og interessant vifte med noget for enhver smag. Driver Duel er head to head løb imod andre kørere, Manufacturer Races er sponsorerede løb, hvor alle kørere har samme bil. Her er det evnerne på banen mere end noget andet, der afgør, hvem sejrsherren bliver. Der skal også køres længere serier af løb med pointsystemer som i formel 1, udholdenheden testes i endurance races, drift events kræver optimal kontrol over bilen, Time Attack afgøres af marginale tidsforskelle og Eliminator fjerner den bagerste kører efter hvert segment eller omgang.
Alsidigheden i løbstyperne er altså tilstede, og med mere end 200 løb i karrieren og 18 baner at køre på, blandt andet det centrale London, Tokyo, Spa og Laguna Seca, så er der masser af muligheder. Spillet er samtidig glimrende sat sammen, således, at løbstyper og baner mixes godt, og risikoen for trivialitet formindskes. Det kan aldrig helt undgås, at at sådant design vil kunne føles ensformigt til tider, men for at imødekomme dette er spillet designet således, at man ikke nødvendigvis behøver at gennemføre alle events for at komme igennem spillet. Det er antallet af de førnævnte stjerner, der låser op for events, og der er masser af stjerner at vinde. Hvis man derfor for eksempel ikke lige er typen, der bryder sig om lange udholdenhedsløb, eller man bare ikke gider at køre driftløb, så kan man springe over disse i stort omfang og koncentrere sig om de events, man gider. For perfektionister er der naturligvis kun én vej frem, men muligheden for at fravælge løb efter smag, er kærkommen.
Samtidig med stjerner optjener man også penge, som kan bruges på nye biler og nyt udstyr til sine biler. Lige præcis når det kommer til penge, kunne Slightly Mad Studios godt have gjort et bedre arbejde for at finde passende beløb. Sagen er den, at man automatisk på vej gennem karrieren, kommer til at tjene så mange penge, at når man når til den sidste af de fire rækker, hvor de dyre men sjove biler er, så har man så mange penge på kontoen, at man uden problemer kan investere i flere af de dyreste biler, Shift har at byde på. Det er en lille fejl, som ikke betyder for meget i helhedsbilledet af spillet, men med et mere balanceret pengesystem ville man måske have en bedre følelse af, at man var tvunget til at træffe valg og kæmpe for de biler, man allerhelst vil have.
Shift arbejder med et system, der hedder The Driver Profile. Dette går ud på, at spillet konstant analyserer spillerens måde at køre på. Man kan blive stemplet som Aggressive Driver eller Precision Driver, afhængig af, hvordan man opfører sig på asfalten. Kører man rent, holder man den optimale kørelinje og med glidende sving, så optjener man point på præcisionskontoen. Er man derimod typen, der ligger i læ bag modstanderne, puffer til kofangere og skrider ud i svingene, ja, så optjener man point på aggressionskontoen. Disse point bliver noteret på ens kørerprofil sammen med penge, stjerner, antal sejre og nederlag. Her kan man også vinde badges, som er små medaljer, der gives når man når visse milepæle i spillet, for eksempel pres 10 modstandere af banen eller gennemkør 25 rene sektioner. Det er generelt kendetegnende for Shift, og et stort plus i vores bog, at spillet som nævnt er fyldt med gulerødder. Der er praktisk talt små belønninger for alt. Konstant under kørslen kan man på sin HUD se, hvordan forskellige point på den ene, den anden og den tredje konto, tæller opad, og i sidste ende fastslår, hvilken type kører man er.
På onlinesiden giver Shift op til otte kørere mulighed for at konkurrere imod hinanden i de forskellige løbstyper. De sædvanlige muligheder for ranked og unranked løb er tilstede, ligesom man naturligvis kan søge eller skabe særlige løb ved at justere på forskellige ønsker til løbene, såsom baner, løbstyper med videre. På onlinesiden noteres de tidligere nævnte data ligeledes, således, at ens attitude på banen påvirker The Driver Profile. Spillets avancerede matchmakingsystem bruger i øvrigt også disse køreroplysninger til at matche folk. På den måde sørger spillet for, at spillerne sættes sammen med andre kørere med samme attitude. Onlinedelen byder også på et rangstigesystem kaldet Driver Duel Championship. Her køres der head to head i samme type bil. Vinderen rykker et trin op på stigen og taberen falder til bunden. Kun de bedste kørere kan nå til den absolutte top og gøre krav på mesterskabet. Er du en af dem? Alle ens venners tider kan ligeledes konstant ses som grønne eller røde tider afhængig af, hvem der er indehaver af den hurtigste tid i vennekonkurrencen. Dette giver et dejligt incitament til at blive ved med at forsøge at skære ekstra hundrededele af tiden. Man vil jo helst være hurtigere end ens venner. Alt i alt er onlinedelen solid og velfungerende, dog uden den helt brede liste af valgmuligheder. Der er dog bestemt rigeligt at give sig i kast med.
På gameplayområdet stråler Shift. EA og Slightly Mad Studios gør meget ud af at understrege, at der ikke er tale om et simulationsspil på samme måde som for eksempel Forzaserien. Det er også rigtigt. På visse områder nærmer gameplayet sig simulation, dog ikke helt. Hvis man overordnet skal sammenligne køreoplevelsen med et andet spil fra nyere tid, så kunne det være Racedriver Grid. Dog skal Shift ikke sammenlignes med andre, for der er massive mængder nytænkning på så mange områder, at Shift fortjener at være sit eget.
Der er tale om autentisk racing, ikke simulation. Slightly Mad har fundet opskriften på et godt mix af realisme og tilgængelighed. Med masser af finjusteringsmuligheder til bilernes præstationer og spillets assistance til køreren, kan spillet give udfordring og gode oplevelser til en bred skare af spillere. Det vigtigste at nævne er dog, at køreoplevelsen er fremragende og styringen ligeså. Det bliver aldrig optimalt at køre imod computerstyrede modstandere, men med en AI, der bestemt ligger i den høje ende af, hvad markedet byder på, så er det faktisk en ren fornøjelse. Tålmodige kørere vil kunne få optimale resultater ud af perfekt kurvekørsel og smukke overhalinger, imens aggressive kørere vil opleve, at hvis de puffer for meget til modstanderne, så vil det blive husket, og hævnen kan være sød. Modstanderne lader sig ikke overhale uden kamp, og den kunstige intelligens udviser en vis grad taktisk forståelse når det kommer til placering på vejen med videre. Her taler vi selvsagt kørsel på de lidt højere sværhedsniveauer. Laveste niveau giver lette og overbevisende sejre, ganske som i de fleste andre bilspil.
Det bedste til sidst. EA præsenterer med Shift verden for det nye, såkaldte First Person Crash Dynamic system. Og her er der ikke andet end forundring og begejstrelse at spore hos undertegnede. Det er ikke første gang, at vi i et bilspil har haft mulighed for ægte cockpitview. Det er nærmest efterhånden et must for bilspil, der ønsker succes og tilfredse spillere. Aldrig før har cockpitoplevelsen dog taget os så tæt på realismen som nu. Hele ideen med Shift er at skildre køreren og kørerens oplevelse af at være på racerbanen. For det første benyttes en grafisk sløringsteknik, der forøger den i forvejen glimrende fartfornemmelse. Jo hurtigere man kører, des mere sløres kanterne af skærmen samt paneler og instrumenter i cockpittet. Dette skaber en form for tunnelsyn frem ad banen. Meningen er at gengive oplevelsen af, at man kun fokuserer på vejforløbet og de øvrige biler ved høje hastigheder. Ganske som det må forventes, at man i virkeligheden, med 240 km/t. ikke koncentrerer sig om oliestand og omdrejningstæller, så gør man det altså heller ikke i Shift. Det giver en fantastisk intens følelse.
Men først når man har prøvet at køre galt i Shift ved man, hvad præcis autentisk køreoplevelse fra kørerens synsfelt handler om. Det er svært at forklare. Det skal opleves. Kameraet rykker fremad som ens hoved ville gøre i et rigtigt piskesmæld, skærmen sløres og mister farve, alle lyde bliver rungende og utydelige og man kan høre sit eget hjerte banke højt. Det er intet mindre end sensationelt lavet og skildringen af et intenst løb med alt, hvad det indebærer af fysiske og psykiske påvirkninger, har aldrig været tættere på virkeligheden.
Grafisk er Shift smukt. Ikke det smukkeste på markedet, men bestemt i toppen. Man har gjort meget ud af at skildre de forskellige baner så præcist som muligt, men har samtidig valgt at kæle lidt for omgivelserne, så det hele bliver lidt bedre for øjnene. Smukt gengivne bilmodeller og skildring af skader efter sammenstød med høj detaljegrad er med til at placere Shift i den høje ende af skalaen. Helt ned til krakelerede og revnede ruder, som giver en fin stemning fra cockpitview, til afrevne kølerhjelme og knuste lygter, så gør Shift et flot stykke arbejde. Lyden i Shift er glimrende når det kommer til løbslyde. Lyden fra de skrigende og brølende motorer i 7000 omdrejninger i minuttet og den hvinende lyd af dæk, der presses rundt i svingene, er dejlig intens. Bilerne lyder forskelligt, og det lyder rigtigt. Menumusikken er godkendt, men mangler lidt variation for at gøre sig fortjent til yderligere ord.
Konklusionen er, at Need for Speed Shift er seriens til dato bedste. Med en solid karrieredel med få mangler og en onlinedel, der giver mange timers underholdning, dog uden at nyskabe synderligt i forhold til andre spil i genren, så er der masser at tage sig til. På gameplayområdet er Shift et spil, der skal opleves. Smuk grafik, underholdende køreoplevelse og den innovative og velfungerende måde at skildre kørerens fysiske og psykiske reaktioner på, placerer Shift i toppen af en genre med et i forvejen stort udbud og et kræsent publikum. Samtidig indtager Shift en nicheplads, indtil konkurrenterne adopterer den autentiske køreoplevelse. Det er læsernes egne penge, og vi skal ikke disponere over dem, især ikke i et efterår spækket med mange, gode titler. Need for Speed Shift kan anbefales til alle, der sætter pris på fungerende nytænkning og godt kan lide gennemarbejdede spil. Når det kommer til racingfans, så er der nærmest ingen vej udenom. Husk dog, at hvis du kun er til ren simulation, så er Shift ikke svaret, til trods for god realisme. Med disse ord ønsker vi Need for Speed velkommen tilbage på toppen.
Facebook
Twitter
