Motocross Madness

Anmeldt af: Jacob Dissing Graversen - 16. april 2013 - kl. 22:53
Del denne artikel:
3 0

Spilstudiet Bongfish står klar med det avatarfokuserede racerspil Motocross Madness. En sjov tur i mudret landskab venter - læs vores anmeldelse her.

Motocross Madness er det seneste spil i det såkaldte Avatar Famestar program, et program som indtil nu ikke har fostret de bedste spil til platformen. Specielt en titel som Fire Pro Wrestling er ikke ligefrem værd at prale for meget af. Heldigvis lader udviklerne fra Bongfish til, at have lidt mere styr på det avatarfokuserede spil.

Motocross Madness bærer samme navn, som et par PC udgivelser tilbage fra omkring starten af dette årtusinde, og selvom de ældre titler, og denne nye Xbox Live Arcade udgivelse, er forskellige på mange måder, så deler de også nogle ligheder. Ræset i Motocross Madness foregår naturligvis på de tohjulede motorcykler, og der er en god variation af forskellige spiltyper, der burde tilfredsstille enhver type spiller, men det er også her ligheden mellem de to udgaver af spillet stopper. Noget af det første man som spiller vil opdage, er at køreren i dette spil er din Xbox 360 avatar. Denne beslutning sætter straks tonen for resten af spillet. Her er ikke tale om en ultra seriøs simulation, men derimod masser af dejlig, simpel arcaderæs. Godt nok ser det fjollet og en smule mærkværdigt ud når min avatar, iført en masse godbidder fra Twisted Pixels, heriblandt et enormt, gult Captain Smiley hoved, suser gennem luften, men der er dog alligevel noget tilfredsstillende over det.




Motocross Madness byder udover Avatar supporten på lidt af hvert, der er blandt andet et progressions system, som lader dig stige i level og konstant åbner for nye evner og muligheder, som blandt andet vildere tricks og muligheden for at bestemme motorcyklens bane i luften. Både under og efter hvert løb vil du tjene penge, som kan bruges til at købe nye motorcykler og forbedre det eksisterende indhold i din garage. For at stige i level og tjene penge, er det naturligvis nødvendigt at skaffe erfaringspoint, hvilket sker ved at deltage i fire separate events. Der er almindelige løb mod andre kørere på banen, løb mod tiden, stuntløb, hvor det gælder om at score flest point, og sidst men ikke mindst er det også muligt at køre frit rundt i de tre åbner verdener, hvor resten af begivenhederne foregår.

Hvor de tre første spiltyper er overvejende genkendelige, hvis man før har prøvet et racerspil, så er muligheden for at udforske banerne som en åben verden et af spillets klare lyspunkter. Målet i denne løbstype er ikke kun at dalre rundt og få tiden til at gå, selvom det bestemt også er anbefalelsesværdigt, nej det gælder i stedet om at samle 11 dødningehoveder i hver zone, som er placeret strategisk rundt omkring, og for at få dem kræver det både præcision og snilde. Det er desværre også i denne spiltype, at de største svagheder i Motocross Madness bliver udstillet. For at spotte disse dødningehoveder kræver det til tider en pixelperfekt præcision som spillet ikke rigtigt tilbyder, og når et mangelfuldt kamera bliver smidt ind i den ligning, kan det føre til at smule frustration. Spillets kørefysik er til tider også en kende tvivlsom; det er f.eks. muligt at køre lodret op af et bjerg, hvilket jeg bestemt ikke klager over, men på andre tidspunkter kan få millimeters afvigelse på vej op af et hop eller lignende, sende motorcyklen og din avatar ud på en uforudset, og uvelkommen rejse.




Heldigvis er disse problemer ikke altødelæggende, de er primært kun gældende i de åbner verdner, når der skal styres med præcision og i nogle tilfælde stuntløbende, men når det gælder ræs i høje hastigheder er spillet langt mere kompetent. Banerne er godt designede og uanset hvilken spiltype du spiller, er der plads til kreative løsninger, hvad enten der er tale om genveje eller alternative måder at sende motorcyklen i luften. Motocross Madness er af samme slægt som eksempelvis SSX eller et andet off-road spil, som er en af mine personlige favoritter, Pure. Jo flere og vildere tricks du laver, jo mere boost opbygges der, hvilket kan sende dig højere og længere ud i landskabet, og dermed lave endnu flere og vildere tricks. Arsenalet af vanvittige akrobatiske manøvre, som står til din rådighed, er overraskende solidt, specielt når der åbnes for de helt utæmmede bevægelser efter et par levels, og det er generelt fin underholdning at spille igennem kampagnedelen, som tager mellem 5 og 8 timer, alt efter, hvor meget lyst man har til at opnå en førsteplads i alle begivenheder.

Spillet har også en multiplayer funktion, som byder på nogle fine muligheder, dog uden at imponere på nogen specifik måde. Selvom antallet af spillere online var ufatteligt lavt, lykkedes det alligevel at komme ind i en del ræs, og forbindelsen fejlede ikke noget, uanset om der er tale om almindelig ræs, stuntløb eller en tur i en af de frie åbne verdener. Desværre er der ingen samleobjekter i den spiltype, hvor man får lov til at køre frit omkring, og idet det er den spiltypes specifikke mål, er det en kæmpe mangel, uanset om det er med vilje eller ej. Der er også mulighed for at spille splitscreen multiplayer, en mulighed jeg bestemt har savnet i mange nyere spil, desværre er denne del af spillet plaget af nogle tekniske problemer, som eksempelvis en dårlig billedfrekvens når der spilles i den åbne verden.

Her på falderebet skal den tekniske side også nævnes, og i denne afdeling er spillet på ingen måde en oplevelse. Motocross Madness er på ingen måder visuelt imponerende i sig selv, det er udmærket at kigge på og stilen er tegneserieagtig og sjov, men det bliver på ingen måder bedre, når de tekniske problemer medtages, og dem er der desværre en del af. Hvad enten der er tale om situationer, hvor motorcyklen og dens kører forsvinder ind i bjerge, problemer med billedhastigheden, langsomt indlæsende teksturer og lignende, så er det ikke nok til at ødelægge Motocross Madness, men de forværre bestemt en ellers fin spiloplevelse.




For den nette sum af 800 Microsoft points, er Motocross Madness en ganske solid titel, der uden at forsøge at ændre noget radikalt i forhold til genren, formår at underholde i en god rum tid. Der er tale om fint off-road ræs, en lækker pose med fede tricks og overraskende gode mængder variation. Motocross Madness når måske ikke det niveau Pure havde, og selvom kørefysikken til tider halter, og der er lidt for mange tekniske problemer, så er det det værd, for en sjov stund i mudret.
+ God variation, fint gameplay, seje tricks.
Tekniske problemer, frustrerende kamera, kørefysikken halter til tider.
Gameplay:8.0
Grafik:6.0
Online:6.5
Holdbarhed:7.5
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.