Monsters vs. Aliens

Det er efterhånden en tradition, at enhver stor børnefilmstitel får følgeskab af et middelmådigt malkningsforsøg fra spilproducenterne, og derfor kommer det næppe som en overraskelse, at Dreamworks’ Monsters vs. Aliens ligeledes er konverteret fra det store biograflærred til stuens TV i spilform.

Animationsfilmene har taget tegnefilmsklassikernes plads. Dette er nu nærmest et faktum, efter længere tids indtog, som tog sin spæde begyndelse med Disney’s Toy Story og helt siden dengang har det nærmest været kotume, at spil og film går hånd i hånd. Dreamworks’ Monsters vs. Aliens er ingen undtagelse og til trods for filmspillenes blakkede rygte, har udviklerstudierne Beenox og Amaze Entertainment i samarbejde med Activision sendt et splinternyt filmspil på markedet. For god ordens skyld skal der advares mod spoilere i forhold til filmen i denne anmeldelse.

Monsters vs. Aliens spillet tager sin begyndelse i en tophemmelig fængselsbygning, hvor diverse mutanter og monstre holdes i hemmelighed for jordens befolkning. Blandt den noget brogede forsamling finder man Susan, en gigantisk kvinde, B.O.B., som bedst kan betegnes som en blå, blævrende slimklat, The Missing Link, en underfundig sammenblanding af en abe og en fisk samt den hyperintelligente dr. Cockroach, en ekstremt kløgtig kakerlak.

Da jorden angribes af robotter fra det ydre rum, sendes de fire monster-helte på en farefuld mission, med løftet om frihed som den ultimative belønning. Spørgsmålet er så, om den noget utraditionelle samling af helte kan klare de onde kræfter fra rummet, og om de i det hele taget kan vænne sig til et liv blandt normale mennesker.

Lad det være sagt med det samme, Monsters vs. Aliens er et børnespil, så hvis man søger Braid-lignende puzzles og drabelige skuddueller, så kan man lige så godt springe over denne udgivelse. Hvis man derimod søger en oplevelse at dele med sine børn, hvad enten man ønsker at kigge dem over skulderen når de spiller, eller selv deltage i spillet, så er der bestemt grundlag for en god oplevelse.

Monsters vs. Aliens er nemlig noget så sjældent, som et filmspil der fungerer. Spillet er delt op i tre forskellige slags spiltyper, som varierer mellem forhindringsbanelignende rulleskøjtesekvenser i Susan’s del af spillet, den mere hårdtslående tilgangsvinkel når man spiller med The Missing Link samt den puzzleprægede del i selskab med den elastiske B.O.B., som blandt andet skal smelte sig igennem hegn og sluge fjender, for derefter at bruge dem som våben, eller adgangsbillet til en ny del af banen.






Susans del af spillet fungerer som nævnt primært som rulleskøjteløb med miljø- og fjendebaserede forhindringer. Der skal dermed hoppes, dukkes og angribes, for at komme helskindet igennem banerne. The Missing Link gør brug af sine evner indenfor kampsport, og således er hans baner mere nærkampspræget og via simple comboer, og enkelte puzzles skal man slå sig vej gennem horder af fjender. B.O.B. fungerer som spillets puzzle del. Den blå geleklump kan kravle på lodrette vægge og sågar loftet, den kan sluge fjender og bruge dem til at komme igennem låste døre og så er der endda mulighed for at tilkoble sig plasma-anlæg og midlertidigt omdanne sig selv til at skydevåben.

Til trods for at gameplayet er simpelt og lettilgængeligt for alle stort set hele tiden, så er banerne ganske gennemtænkte og boss-kampene godkendte. Der er tale om de traditionelle bosser med hver sine angrebsmønstre og svagheder, men variansen er forholdsvist stor bosserne imellem og idéerne er gode. Baneopbygningen er meget gentagende for Susans missioner, mens der er en smule mere udfordring at hente i platformbanerne for The Missing Link og B.O.B.

Mellem banerne kan man benytte surt optjente DNA-points i det såkaldte DNA-Lab, hvor der kan købes alt fra skitser fra filmen, 3D modeller fra figurerne, kommentarspor som sætter yderligere krydderi på banerne, såfremt man ønsker at gå spillet igennem igen og upgrades til dine helte. Derudover kan man prøve kræfter med diverse udfordringer som f.eks. hi-score challenges og forhindringsbaner på tid, og afslutningsvist er der mulighed for at købe såkaldte ”deleted scenes”, som lader dig udforske nye baner i spillet. Disse minder dog i allerhøjeste grad om banerne i den oprindelige storyline og tilføjer således ikke noget nyt til spiloplevelsen.

Co-op oplevelsen er utraditionel og ultrasimpel. Mens den ene spiller styrer én af de tre ovennævnte hovedpersoner, tager den anden kontrollen over Dr. Cockroach og hans arsenal af våben. Dette fungerer således, at man styrer et sigtekorn, som naturligvis benyttes til at skyde fjendehorderne i smadder.






Dette er lettilgængeligt, men samtidigt noget skuffende, hvis man nu ønskede et decideret co-op samarbejde med to spillere på skærmen, og det virker ærligt talt som om, at man har valgt den lette løsning, i stedet for at sætte banerne op til, at to personer kunne samarbejde med hver sin respektive figur. Til gengæld er løsningen ”børnevenlig”, da farmand kan tage sig primærfigurens opgaver, mens man kan sætte børnene til at styre kanonerne.

Grafisk set er Monsters vs. Aliens i trit med filmen. Modellerne er nuttede, uanset om man kigger på venner eller fjender, og generelt er hele miljøet i ånd med spillets målgruppe. Dette betyder naturligvis også, at Monsters vs. Aliens teknisk set ikke er i nærheden af titler som Gears of War 2 og Resident Evil 5, men det virker bestemt heller ikke som om, at dette har været målsætningen, hvorfor man ikke føler, at spillet underpræsterer.

Lydsiden excellerer ved udmærket stemmeskuespil og fængende baggrundsmelodier – begge dele naturligvis hentet fra filmen. Man må naturligvis leve med de letkøbte klichékommentarer, som der traditionelt er et ton af, i spil baseret på tegnefilm, men overordnet set fungerer lydsiden nogenlunde som den skal, uden dog på noget tidspunkt at være realistisk. Til gengæld rammer den Tom og Jerry agtige, lagkagekomiske tilgangsvinkel plet, når man tænker på, hvem spillet er henvendt til.

Samlet set trækker Monsters vs. Aliens en anelse over middelkarakteren. Spillet hører sig til i den tekniske middelklasse og har bestemt ikke noget nyt at byde ind med på et velpolstret spilmarked. Grafikken er på det jævne, lyden ligeså og gameplayet er repetetivt, mens holdbarheden bestemt ikke er noget at råbe hurra for.






Alligevel formår Monsters vs. Aliens at behage min barnlige side med sin tegnefilmscharme og til tider letkøbte humor. Spillet må indfinde sig med, at blive stemplet som endnu en filmtitel, med primærformålet at danne indtjening på baggrund af en biografblockbuster, men det hører bestemt til blandt de mere helhjertede forsøg. Der er flere gode indslag som f.eks. Deleted Scenes og DNA-Lab missionerne, hvilket er et kærkomment afbræk fra de til tider voldsomt trivielle baner.

Lad mig for en sidste gang slå det fast med syvtommersøm; Monsters vs. Aliens er ikke en titel der vil tiltale hardcoregamere eller fans af de mere actionspækkede, fotorealistiske grafikmonstre med ultrasprød lyd og et gameplay der når rundt i alle galaxer i afvekslingsuniverset, og denne forsamling af spillere vil sandsynligvis sætte den samlede karakter noget lavere på skalaen. Til gengæld er der garanti for en god forældre/børn oplevelse, for Monsters vs. Aliens virker bestemt som et spil der vil mere, end bare stemples som værende ”endnu én af slagsen” i en kategori, kendt for sine noget middelmådige pengemalkningsforsøg.