Spillet nåede at sælge knap 2,5 millioner eksemplarer på verdensplan, men det blev næppe den salgssucces som Electronic Arts formentlig havde håbet på og selv om fans hurtigt efterspurgte en efterfølger, skulle der gå otte år før vi fik den. Lad os lige få det på plads med det samme; Mirror’s Edge: Catalyst er ikke noget dårligt spil, men det lever desværre ikke op til de forventninger man med rette kunne have, når man ser tilbage på den otte år gamle original.
Man tager igen rollen som den unge kvinde Faith Connors, der er en såkaldt ”Runner”. Det hele startede på en klar novemberdag, da Faith var syv år gammel. Hvad der skulle have været en rolig demonstration udviklede sig til et voldeligt opgør i byens gader og Faiths familie blev dræbt. En af hendes fars venner, Noah Kekai tog hende til sig og opdragede hende som Runner, der er et slags kurér, der leverer beskeder, data og andet post fra den ene ende af byen til den anden – over hustagene og uden for overvågningssamfundets rækkevidde.
Byen er styret af Gabriel Kruger og hans private hær KrugerSec. Han hader ganske enkelt alle Runnere og der udstedt en stående ordre til hans soldater om at eliminere enhver Runner de måtte se. Det gør ikke Krugers humør bedre, at Faith af omveje har fået fat i et datadrev, som tilhører ham og som er meget værdifuldt for ham.
Den største forskel fra det første spil og til Catalyst er, at det hele nu foregår i en åben verden og det bekymrede mig lidt da jeg hørte det første gang, for det var originalens simple tilgang til tingene, med lukkede og fokuserede områder som gjorde det så strømlinet og vellykket – og nu havde open-world-spøgelset også overtaget Mirror’s Edge.
Ja, noget af fokus er forsvundet i den store åbne verden, men det fungerer rent faktisk fint og det giver følelsen af frihed at kunne løbe på tværs af alle hustage og hen hvor man vil, når man vil. I det første spil måtte Faith stole udelukkende på hendes parkour-evner, men efter byen er blevet lukket op og området er meget større, har DICE måtte introducere gadgets, for at kunne komme hurtigt rundt i byen. Så Faith er nu udstyret med et såkaldt MagRope, som er en slags zip-line, som med et hurtigt tryk på en knap sætter sig fast på overvågningskameraer, så Faith kan svinge sig frem over tagene. MagRopen kan også bruges til at trække Faith lodret op eller trække ting ned med. Nu er det heldigvis ikke sådan, at parkour gameplayet bliver sekundært på grund af dette, da man kun kan bruge sin MagRope bestemte steder, så det gælder stadig om at opbygge momentum og med stil spurte hen over hustagene.
På traditionel facon, er missioner, sidemissioner, mindre opgaver, ens baser og masser af ting som skal findes, placeret rundt omkring i byen. Som en god lille feature kan man også lave ens egne time trials løb, som vil dukke op i ens venners spil. Efterhånden som man kommer igennem spillet, låses der op for flere og flere events og der er rigeligt at give sig til i den blanke og glimtende by. Man optjener ligeledes løbende XP, som låser op for nyt udstyr, nye parkour-tricks og nye evner til ens angreb- og forsvarsteknikker.
En Runner som Faith er som sagt jaget vildt og det kan mange gange være klogere at stikke af end at tage kampen op med de bevæbnede KrugerSec vagter. Nogle gange kan et angreb dog være den eneste udvej og heldigvis er har Faith en række moves til rådighed. I forhold til forgængeren, er kampsystemet opdateret, hvor man nu for eksempel kan bruge omgivelserne i ens angreb, men det er stadig ikke rigtigt godt. Man har flere teknikker til rådighed, men da ens modstandere oftest er dummere end tagpap, er det normalt ikke noget problem at nedkæmpe dem med ganske få veltimede spark og slag. Faith kan ikke bruge de våben som de taber, da de er genetisk linket til soldaten, så hun er helt afhængig af hendes nærkampsteknikker.
Et af de områder, der gjorde det første spil så vellykket, var den klare grafiske stil – og den bliver heldigvis ført fremragende videre i Catalyst. Byen er lys og glinsende i solen og områder lyser op i flotte blå, orange og røde kontrastfarver – farver man bruger til at navigere efter, når man løber på tværs af hustage og kaster sig ud over en kant, uden at kunne se hvor man lander. Det hele er fremragende designet og det er et dejligt veldesignet og lyst alternativ til de typisk grå og brune spil i first-person genren. Specielt indendørs kommer designet til sig ret, hvor serverrum, kontorkomplekser og privatboliger er gennemdesignet ned til mindste detalje. Der er ingen tvivl om, at designerne her virkelig har gjort et godt stykke arbejde.
Rent teknisk er det noget lidt andet. Lyseffekter er fine og eksplosioner ser godt ud, men grafikken kan hakke en smule når der sker meget på skærmen, nogle overflader kan flimre underligt og der er andre mindre tekniske ujævnheder – jeg oplevede endda et par gange, at spillet faldt fra hinanden (grafikken begyndte at flimre kraftigt, hastigheden gik drastisk ned) og spillet gik ned. Det er underligt at det sker i et spil fra DICE, der med deres Frostbite spilmotor normalt har helt styr på det tekniske.
Soundtracket leveres igen af svenske Solar Fields og titelmelodien ”Warning Call” er skabt i samarbejde med det skotske synthpop band Chvrches og fungerer perfekt som titelmelodi. Når det er sagt, så er Solar Fields’ soundtrack ikke så fremtrædende og karakteristisk som i det første spil og det fjerner lidt af det unikke ved spillet for mig. Dem som har spillet Battlefield vil vide, at DICE går meget op i lydeffekterne i deres spil og det er heller ikke anderledes her. De er rigtigt fine og man kan tydeligt høre Faiths sko mod de glatte overflader, hendes hænder der griber fat om et nedløbsrør og når man lander et perfekt spark i en nærkamp, er lyden dejlig tung og effektfuld. Stemmeskuespillerne gør det fornuftigt, dog er de lidt karikeret med mellemrum, men alt i alt en fin lydside, som passer fint til spillets visuelle stil.
Helt overordnet er Mirror’s Edge: Catalyst en skuffelse – jeg havde ganske enkelt forventet mig mere af denne efterfølger. Jeg havde nok forventet, at det kunne give mig lidt af det kick jeg fik, da jeg for første gang spillede Mirror’s Edge. Designet er stadig fremragende, lydsiden er god og tung og gameplayet fungerer som sådan også. Det er bare ikke en nær så fokuseret og ren oplevelse som det første spil var. Når det er sagt, skal det også siges, at hvis du var vild med det første spil, vil du også være vild med Catalyst, for der er ingen tvivl om, at det er Mirror’s Edge, selv om det føles noget anderledes.
Det her er formentlig det sidste vi ser til Faith Connors og Mirror’s Edge, så lad os da nyde det.
Facebook
Twitter
