
Handlingen er vanen tro ét stort sammensurium af storpolitiske sammensværgelser, plottvists og hemmelige alliancer og det kan være lidt svært at holde styr på de mange tråde. Gameplayet er klassisk Metal Gear Solid og alligevel føles det lidt anderledes end det plejer. Man skal snige sig af sted gennem græsset, forsøge at undgå vagterne eller lokke dem i baghold, så man kan skaffe dem af vejen. Man kan dog også vælge at lave Rambo-tricket, nemlig at skyde sig igennem det hele, men det er ikke sådan at et Metal Gear Solid spil skal spilles og vælger man denne vej, vil man dø mange gange. Jeg valgte mere eller mindre en mellemting og det fungerede ganske godt.
Når man starter spillet, har man adgang til én enkelt mission, hvor man som sagt skal snige sig ind på Camp Omega, for at finde Paz. Denne mission gennemførte jeg på 77 minutter, hvorefter jeg fik adgang til at spille den samme mission igen på en højere sværhedsgrad, samt fire nye små missioner, der alle udspiller sig på den samme base. Den første er Eliminate the Renegade Threat, hvor man skal finde to marinesoldater (ud fra fotos af dem) og eliminere dem inden de kan nå at flygte. I Classified Intel Acquisition skal man finde og kontakte en af Snakes undercover agenter og få ham til at udlevere et bånd med hemmelige informationer.

Den tredje mission er Destroy the Anti-Air Emplacements, hvor man skal tilintetgøre tre anti-luftskytskanoner og slippe ud af basen via helikopter. Endelig er der Intel Operative Resque, som er den klart mest actionfyldte mission, hvor man skal redde en undercover agent ud fra basen, bl.a. ved at beskytte ham fra en maskinkanon om bord på en kamphelikopter. Endelig er der en femte og ekstra mission, som man får adgang til, hvis man kan finde alle ni XOF mærker, som ligger spredt ud rundt omkring på basen og i denne mission får man lov til at spille som Raiden, hvor han ved hjælp af hans cyborg egenskaber, skal infiltrere basen.
De fem nye missioner byder på forskellige typer af gameplay, men fordi at de alle foregår forskellige steder på den samme base, føles det lidt som genbrug at spille dem. Hvis man lægger den første hovedmission og de efterfølgende fem missioner sammen, er der omkring 4 timers spil i Ground Zeroes, alt efter hvordan man vælger at gribe missionerne an. Hvis man går efter fuld stealth, vil det tage betydelig længere tid, end hvis man forsøger at skyde sig igennem det hele.

Metal Gear Solid: Ground Zeroes giver et fint fingerpeg om, hvad vi kan forvente os når Metal Gear Solid: The Phantom Pain engang udkommer formentlig i løbet af 2015. Gameplayet fungerer fint og føles mere tidssvarende end i de tidligere spil i serien men når det er sagt, er man ikke i tvivl om, at det er et Metal Gear Solid spil man har fingrene i.
En god ting er, at de uhyggeligt lange mellemsekvenser, som Metal Gear Solid spillene er kendt og berygtet for, er ikke til stede i Ground Zeroes. Der er stadig en del mellemsekvenser, men de er slet ikke så lange som i de forrige spil. Vil man fordybe sig lidt i historien, er der 11 sider man kan læse igennem fra hovedmenuen hvis man skulle få lyst til det.
Grafikken er præcis lige så lækker og stemningsfuld, som man kunne forvente af et Metal Gear Solid spil. Det hele er badet i flotte lys- og skyggeeffekter og Snake er fyldt med detaljer. Der har været snak om, at Xbox One versionen af spillet kører 720p modsat PS4 versionen, som kører 1080p og selv om man godt kan se den lavere opløsning, er det stadig et rigtigt flot spil. Lydsiden er ligeledes ganske fin, med gode lydeffekter og stemmen til Snake leveres nu af Kiefer Sutherland, bedre kendt som Jack Bauer fra serien 24 Timer og han gør det rigtigt godt. Musikken står Harry Gregson-Williams igen for og så ved man, hvad man kan forvente sig.
Alt i alt er Metal Gear Solid: Ground Zeroes et ganske velfungerende lille spil. Hvis man skal være lidt kynisk, kan man sige, at Metal Gear Solid: Ground Zeroes er en demo, som Konami tager omkring 225 kr. for, men det er altså lidt mere end en bare en demo og sammenlagt er der, som nævnt tidligere, omkring 4 timers spil gemt i Ground Zeroes. Prisen virker dog stadig en smule høj, men for de mange Metal Gear Solid fans derude, er det en pris som man vil være villig til at betale, for at få en lille smagsprøve på, hvordan Snake vil tage sig ud på Xbox One og det er Konami godt klar over.