Medal of Honor: Warfighter

Anmeldt af: Alan Vittarp Rasmussen - 28. oktober 2012 - kl. 16:34
Del denne artikel:
7 0

Medal of Honor er tilbage, og er klar til at holde dig i hånden til et popcornindbydende, højspændt actionbrag, hvor foden sjældent slipper speederen.

Det er jo uanfægteligt, at spilnydelse i høj grad er en subjektiv oplevelse. For at give et indtryk af min egen indfaldsvinkel til det andet udspil i genoplivningen af Medal of Honor serien, så lad mig understrege at jeg faktisk var en af dem, der nød forrige års udspil. Det var ikke videre intelligent eller krævende, men til gengæld var det god skyldig underholdning. Nu er Medal of Honor så på banen igen, og dermed får vi endnu et spil at vælge imellem i den godt fyldte FPS-genre.


Fra starten bliver linjen lagt. Preacher – som er en tilbagevendende person fra sidste ombæring – er på en mission, der tager sit udgangspunkt på i en havn. Selv om man umiddelbart lister lidt, og stille placerer en sprængladning, tager det ikke mange sekunder inden helvede er løs. En myriade af eksplosioner sprænger stilheden i småstykker, og luften er snart fyldt med flyvende containere og tiltende kæmpekraner. Det hele kulminerer i en sværmende kamphelikopter, som du naturligvis selv skal smække ned fra himlen. Enkle hjælpemidler, men ikke desto mindre effektivt til at rive én direkte ind i begivenhederne.

Der er en underliggende historie, men den bliver aldrig hverken rigtig interessant eller medrivende. Faktisk ligger niveaet på niveau med klassiske actionbrag som Commando og Cobra. Klichéer befolket med karikerede personer, som man aldrig rigtigt formår at leve sig ind i. Egentlig lidt ærgerligt, når man oprindeligt genlancerede serien med udgangspunkt i rigtige soldaters erindringer. Her falmer det personlige dog fuldstændigt, når man eksempelvis holder det op mod Spec Ops: The Line, der viste at denne type spil faktisk godt kan krybe ind under huden.

Her inviteres vi på en global rundtur, hvor verden er helt sort/hvidt opdelt i gode og onde. Der er terror i støbeskeen, og de vestlige helte skal på tur i skydeteltet. Det er et fuldstændigt lineært forløb, hvor man konstant skubbes fremefter med speederen i bund. Trange korridorer fjerner alle muligheder for at tage andre vinkler på begivenhederne, og fjender popper op som var de skydeskiver. Det hele sker dog med virkelighedsfjern overdrivelse, hvor vores helte kastes fra det ene storslåede set-piece til det næste.


Du slipper for at tænke på såvel våben som ammunition. Førstnævnte får du smidt i hånden, når spillet synes du skal bruge det og sidstnævnte er i så rigelige mængder, at det aldrig bliver en udfordring. Til gengæld får du så også både lov til at bemande maskinkanon i en helikopter, køre en bevæbnet fjernstyret robot, drøne i speedbåd – ja, du får sågar lov til at køre i bil. Sjovt nok er det at køre i bil noget af det sjoveste spillet tilbyder. Jeg kom helt til at tænke på Burnout, når man drøner igennem gader kun med tanke om fart. Noget der ikke bliver mindre understreget af slowmotion gengivelser, når en bil bliver smadret.

Kampagnen er relativt kort, og den er – ud over den flade historie – beskæmmet af en række problemer. Der er f.eks. udfordringer med fjender, der popper op ud af ingenting og det hele krydret så med en kunstig intelligens, der i øvrigt fint matcher den som er at finde hos fjenderne i førnævnte actionfilm.

Levetiden kan forlænges online, der underligt nok faktisk fungerer bedre end offline. I min optik lidt skidt, når det egentlig ikke er dette område spillet bør konkurrere på. Der er god variation over de klassiske spilmuligheder, og en fed tilføjelse er at man kan spille i par. Det skal forstås sådan, at man i kamp har en kammerat, som man bliver knyttet til. Dør man selv, og er den anden et sikkert sted, så respawner man der. Dræber den ene en modstander, så får makkeren også point. Det er et glimrende system, som mindede mig lidt om når man eksempelvis spiller splitscreen i Halo.


Teknisk er der ikke meget at udsætte. Den grafiske motor (Frostbite 2) er unægtelig fremragende, og det vrimler med gode detaljer. Vand, partikler og overflader sprudler af farve og liv. Der er ydermere en rigtig god fornemmelse af fysisk drøjde. Hastigheden er pænt konstant, og helhedsindtrykket er klart positivt. Lydsiden er med til at afrunde fornemmelsen af Hollywood blockbuster, med både bombastiske krigstoner samt underspillet lydtæppe når vi bør blive berørte. Dertil er der rigtig god bund i effekterne, hvor slagmarken brager ud i højttalerne på passende vis.

Jeg ville egentlig rigtig gerne kunne lide Warfighter. Nogle gange er det rart, bare at kunne sætte sig ned og slå hjernen fra. Der er da også momenter, hvor det hele spiller fint sammen. Men illusionen er vitterligt meget tynd, og spillet gør selv pinligt opmærksom på dette, når teknikken fejler. Folk der eksempelvis uberørt bare bliver stående, selv om du tydeligvis lige har ramt dem. Kampagnen er samtidig noget kort, og enkeltdelene er altså bedre ramt af andre spil. Multiplayer klarer sig bedre – men med eksempelvis Battlefield som direkte modstander blegner det alligevel.

Konkurrencen er bare benhård i denne genre, så middelmådighed bliver uendeligt mere tydelig. Kunne måske anbefales som simpel lejetitel til en weekend, hvor de små grå ikke skal i bevægelse.

Medal of Honor: Warfighter er venligst udlånt af Oneplay.com
+ Ligetil underholdning, flot grafik, buddysystem online
Historien, teknisk fnidder, den kunstige intelligens
Gameplay:6.5
Grafik:8.5
Online:8.0
Holdbarhed:6.0
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.