Den bærende del i spillet er den ca. ti timer lange, historiebaserede kampagne. Max Payne er blevet nogle år ældre, og både sorg efter begivenhederne i de tidligere spil, og en god portion panodil og alkohol har sat sine spor på hans ydre. Max er flyttet til São Paulo, hvor han er ansat som sikkerhedsvagt og bodyguard for den velhavende Familien Branco. De tre brødre og den ældstes trofæ af en kone, lever meget forskellige liv, men alle har de det til fælles, at deres livsstil giver dem mange fjender. Om det handler om konkurrence, politik eller en simpel kidnapning for løsepenge, det ændrer ikke på, at Max har masser at lave, og traditionen tro, skal det nok gå galt adskillige gange. Det resulterer i en masse interessante drejninger i plottet. Historien skal ikke røbes, den skal opleves.
Men for at vende tilbage til det rejste spørgsmål fra potentielt bekymrede Max Payne fans, så bliver vi tilbudt flere kig tilbage i tiden, og der bliver derfor også rigeligt plads til den dystre og mørke stemning, som serien oprindeligt vandt så mange støtter på. Faktisk klæder det Max rigtig godt at være blevet lidt ældre. Flere gange tog jeg mig selv i at tænke, at han udover selvfølgelig at være Max Payne, en helt som ikke behøver sammenligning, også mindede lidt om en god blanding af James Caan og Clint Eastwood. Ikke noget dårligt mix.
Rockstar har holdt fast i den gamle, lidt tegneserieagtige fortællefacon, hvor spillets historie, understøttet af Max's egen monolog om begivenhederne på skærmen, vises som i forskellige tegneseriestriber. Tegningerne er byttet ud med fulde animationer meget lig dem, vi blev introduceret for i GTA IV, og taleboblerne er blevet erstattet af noget, jeg bedst kan beskrive som blinkende stikord. Der er ingen synlige loadtider i spillet, idet de omtalte mellemsekvenser dækker over dem. Der er mange mellemsekvenser, og det er helt sikkert noget af det, der vil dele vandende og skabe debat. Nogle vil formentlig blive trætte af dem og mene, at det ødelægger flowet i spillet. Jeg befinder mig dog i den helt anden grøft. Jeg synes de skaber et helt unikt flow. Den elegante måde, hvorpå Rockstar formår at flette os ind og ud imellem mellemsekvenserne og egentligt gameplay gør, at jeg konstant var fanget af spillet, som var det én lang, fantastisk film med mig selv i hovedrollen. Ikke alle ville kunne slippe afsted med denne model, men Rockstar gør det ganske enkelt bare så forbandet godt, at det virker.
Ikke et Max Payne spil uden signaturfunktionen Bullet Time. Funktionen, som sætter tiden i slowmotion og lader Max afgive præcise skud er afgørende når han skal rede sig ud af pressede situationer. Sammen med Shootdodge, hvor Max kaster sig gennem luften i slowmotion, er Bullet Time altafgørende, idet han ofte er voldsomt overmatchet når det kommer til antallet af fjender. Bullet Time skal optjenes, og hvor hurtigt dette sker afhænger af præcision og hvor store chancer man tør tage. Et coversystem er nu blevet implementeret, hvilket gør, at man kan tage dække bag mere eller mindre solide strukturer. Det ødelægger dog ikke den hektiske oplevelse, det skal være at spille et Max Payne spil, idet man stadig bruger det meste at tiden på at Shootdodge sig igennem spillet, samt bruge sin Bullet Time til at udføre mageløse manøvrer. Kontrollen over Max er alt i alt god, og man føler sig stort set altid i fuld kontrol over begivenhederne. De forskellige banedesigns er interessante og afvekslende, og undervejs i spillet vil man stifte bekendtskab med alt fra en natklub til favelaer, fodboldstadions og flodlejer.
Der er også lidt til samlerne i form af våbendele. Spredt over banerne ligger der guldvåbendele. Hvert våben er delt i tre, og finder man alle tre, kan man bruge guldversionen af det pågældende våben, på tværs af alle spilfunktioner, offline som online. Derudover findes der forskellige spor i form af billeder, avisudklip og andre sager, som kan give lidt ekstra indhold til historien.
Alle banerne kan også spilles i Arcade Mode, hvor man skal score så mange point som muligt. Der tages højde for komboer, ligesom Bullet Time tæller dobbelt. New York Minute er ligeledes tilbage. Her starter timeren på et minut, og kills giver ekstra tid. Der er altså tale om en form for time attack. Begge funktioner er hyggelige, små tilføjelser, som giver spillet ekstra levetid. Lysten til at sikre sig, at man ligger over sine venner på de forskellige leaderboards er rigeligt incitament for lige at nappe en runde mere.
På tværs af alle spilfunktonerne findes der såkaldte Grinds. Det er små udfordringer, som nok bedst kan sammenlignes med Challenges i Call of Duty. Udfordringerne kan være alt fra 100 headshots, til 250 kills med shotguns, eller brug 20 minutter i shootdodge. Det fede ved disse grinds er, at de hænger sammen med multiplayerdelen af spillet. Således giver de XP og låser op for forskellige sager, som kan bruges online. Det er genialt, at Rockstar har skabt denne tråd mellem singleplayer og multiplayer.
Multiplayerdelen af Max Payne tilbyder, udover de helt traditionelle Deathmatch og Team Deathmatch, to spilfunktioner, nemlig Gang Wars og Payne Killer. I Gang Wars kæmper to hold imod hinanden i historiebaserede kampe, delt op i fem runder. Første runde kan være, at det ene hold skal flytte nogle kufferter fra en bil til et lager, imens modstanderholdet skal forhindre det. Herefter er scenarierne dynamiske, således at de ændrer sig afhængigt af udfaldet fra første scenarie. Payne Killer lader to spillere være henholdsvis Max og hans kollega og ven, Passos. De er udstyret med masser af panodil, ammunition og Bullet Time. Alle andre skal slå dem ihjel. Hvis man slår dem ihjel bliver man den selv.
På tværs af alle onlinefunktioner er der det tvist, at man kan stjæle fra de døde modstanderes kroppe. Her kan man finde penge eller være heldig at overtage deres Bursts. Bursts er en form for boostere, som kan sammenlignes lidt med perks. Det kan for eksempel være Intuition, som lader dig se fjender i nærheden, eller Big Dog, som giver helbredsboost til hele holdet. Især Gang Wars og Payne Killer er nytænkende og interessante spilfunktioner. Der er konger indenfor multiplayer, såsom Call of Duty, Halo og Battlefield, og disse er nok næppe i fare for at blive vippet af pinden af Max Payne 3. Men jeg må dog sige, at for en mere arkadepræget onlineoplevelse at være, blev jeg meget positivt overrasket over, hvor godt og underholdende Max Payne 3 egentlig er. Man har så ofte før oplevet, at spilproducenter smider en sjusket onlinedel med i deres spil, bare fordi det nærmest er normen, at det skal man jo gøre. Det er ikke tilfældet her. Rockstar har lavet en onlinedel, der giver mening. Og den skal nok komme til at underholde mange spillere i lang tid fremover.
Nu til grafikken. Og her må jeg nok erkende, at jeg har svært ved at skjule min begejstring. Grafikken er godkendt og ligger i den flotte ende. Det, der virkelig slår benene væk under mig er detaljegraden. Når det kommer til detaljegraden i historiedelen, det vil sige alle de små ting som pletter på gulvtæpper, slid på væggene, graffiti, kontormiljøer med videre, så har jeg aldrig nogensinde set et så fantastisk detaljeret spil før. Man har så mange gange før set spilmiljøer, som var flotte nok, men hvor de samtidig virkede spilagtige og døde. Vi kender alle sammen kontorerne, hvor samtlige borde har den samme computer, tre kuglepenne og en stol, der står det samme sted ved hvert bord, eller bydelene, hvor alle huse har det samme tøj hængende til tørre. Ikke i Max Payne 3. Det kan ikke forklares, det skal ses. Jeg har gået rundt i ti timer og været målløs over, hvor afvekslende og detaljeret denne verden er. Man sidder med en følelse af, at man selv er der. Man føler, at lige præcis sådan må der se ud i virkeligheden. Hvis det er standarden for detaljegrader i Rockstars kommende spil, så tror jeg ikke, at folks forventninger til GTA V bliver mindre efter mødet med Max Payne 3. At jeg samtidig ikke, hverken i singleplayer eller multiplayer, én eneste gang oplevede et glitch eller et drop i spillets framerate, det gør det bare ekstra imponerende.
Max's monolog som fortæller til sit eget eventyr er både interessant og til tider sjov. Resten af stemmeskuespillet er glimrende. Meget af dialogen i spillet foregår på portugisisk for at give spillet mere troværdighed. Lydeffekter og miljølyde fra transistorradioer i nærheden, eller haner der galer, giver spillet liv. Musikken i spillet er primært elektronisk musik skabt af bandet Health. Musikken omfavner i meget høj grad spillet og skaber en fantastisk stemning og intensitet på de helt rigtige tidspunkter.
Max Payne 3 er alt i alt intet mindre end fabelagtigt. Der skal nok være folk derude, som er meget uenige, og det slående vil nok være, hvordan ens forhold til de mange mellemsekvenser er. Men med en interessant historie, en meningsfyldt multiplayerdel og en magtdemonstration indenfor detaljegrader og liv i spilmiljøer, har Rockstar endnu en gang formået at give os et forbandet underholdende spil. Om du køber det eller låner det af en ven på et senere tidspunkt, det vil vi ikke blande os i. Men ingen bør snyde sig selv for at stifte bekendtskab med Max Payne 3.
Facebook
Twitter
