Majin and the Forsaken Kingdom foregår i et tidligere så smukt og frodigt kongerige, som i de sidste 100 år har været besat af et mystisk mørke, og folket har levet i frygt lige siden. Mange har forsøgt at drage ud i landet for at finde kilden til dette mystiske mørke, men alle som én er forsvundet og aldrig vendt tilbage. Man tager rollen som drengen og tyven Tepeu, der helt i starten af spillet befrier en Majin, en slags kæmpe trold, der er blevet taget til fange, da han har svigtet sin opgave som beskytter af landet. Sammen begiver det umage par sig ud på et farefuldt eventyr, hvor de vil jage det onde mørke på flugt og bringe kongeriget tilbage til tidligere tiders storhed og ynde.
Historien fortælles igennem nogle smukke tegnede 2D sekvenser, og selv om den måske ikke er specielt interessant, så gør det lidt specielle forhold mellem Tepeu og trolden tingene lidt mere spændende. Spillet er en action-platformer med en lang række opgaver og gåder, som skal løses. Tepeu er lille og hurtig, han kan snige sig ind på fjenderne og dræbe dem med et enkelt angreb, men han er ikke særlig stærk. Det er lige omvendt med den store trold; han er langsom men også enormt stærk. Han kan åbne store stendøre, affyre katapulter, skubbe store kampesten og hele vægge ned over fjenderne, han kan helbrede Tepeu, når han er skadet, og Tepeu kan klatre op på ham for at nå afsatser og højtliggende gange, som han ellers ikke ville kunne nå.
Trolden har et sind som en 5-årig, og han taler lige sådan. Derfor skal han også have alt at vide, da han ikke foretager sig noget af sig selv uden at få besked på det (udover at angribe fjenderne, hvis de kommer for tæt på). Via en ganske velfungerende menu giver man trolden besked på f.eks. at følge med, vente, åbne døre, angribe fjender eller at interagere med ting i omgivelserne. Menuen er intuitiv, og kommandosystemet fungerer faktisk rigtigt godt.
I starten har trolden ikke ret mange evner, men i løbet af spillet indsamler man nogle specielle frugter, som, når han spiser dem, giver ham nogle af hans mange evner tilbage. Han bliver med tiden stærkere, så han kan hjælpe til med at løse flere forskellige typer af puzzles og andre ting. Spillet indeholder en lang række forskellige fjender, og da flere af dem hverken ser eller hører ret godt, er det oplagt, at Tepeu bruger sin evner til at snige sig ind på dem og dræbe dem, inden de overhovedet når at opdage ham. Tepeu skal dog ikke begynde at kæmpe med dem ansigt til ansigt, den slags skal han lade trolden om. Han er nemlig brølstærk og kan med lethed slå fjenderne omkuld, og derefter kan Tepeu og trolden i fællesskab aflive fjenderne med et kraftigt co-op angreb.
Kampsystemet fungerer såmænd fint nok, men det er ikke specielt interessant, og det udvikler sig ikke ret meget i løbet af spillet. Der er dog altid en fornøjelse at arbejde sammen med trolden, og man begynder at udvikle noget, der minder om følelser for ham, og det gør ondt indeni, når man hører ham sige I want to run away med hans dybe stemme og søde babysprog, når for mange fjender angriber ham.
Action er kun den ene del af gameplayet i Majin and the Forsaken Kingdom den anden er løsning af gåder. Disse gåder er ikke særlig varierede, da det for det meste går ud på at finde frem til et håndtag, som man skal trække i, finde en speciel frugt til Majin-trolden eller andre lignende ting. Nogle af gåderne er ret svære, mens andre er meget lette, men heldigvis er de alle ret logiske, så den store udfordring er ikke at regne ud, hvordan gåden skal løses, men i at få den udført.
I starten virker gameplayet ganske spændende og friskt, men efter et par timer i selskab med spillet, begynder det at vise sit sande ansigt. Desværre indeholder Majin and the Forsaken Kingdom to af de ting, som virkelig kan ødelægge et spil for mig, nemlig backtracking og evigt respawnende fjender. Man bliver sendt ud på virkelig lange rejser tilbage igennem områder, man tidligere har været i og fordi at fjenderne respawner i en uendelighed, kommer man også til at bekæmpe alle de fjender, man allerede har slået ihjel én gang tidligere, på vejen tilbage. Det er dumt, kedeligt og en virkelig tarvelig måde at forlænge et spils levetid på og det giver mig lyst til at kyle spillet langt væk.
Grafikken er en lidt blandet landhandel. Nogle af de områder, man kommer igennem, er ganske lækkert designet med flotte lyssætninger og spændende lokationer, mens andre er direkte kedelige. Tepeu og trolden er begge flotte og fint animeret og kan begge opgraderes med forskellige kostumer og egenskaber i løbet af spillet. Lydsiden er dog en helt anden snak. Tepeu har åbenbart en evne til at kunne tale med dyr og han får ofte gode råd og vejledning af f.eks. rotter og papegøjer. Deres stemmer er dog ganske forfærdelige og alt for overdrevne, mens Tepeu og troldens stemmer er noget bedre og mere afbalanceret. Musikken er til gengæld meget stemningsfuld og virkelig smuk til tider.
Majin and the Forsaken Kingdom er et fint og anderledes actioneventyr, som kan få lidt følelser frem i spilleren noget ikke ret mange spil kan præstere. Grafikken er ganske fin uden at imponere, musikken er stemningsfuld, og forholdet mellem de to hovedpersoner udvikler sig fint igennem spillet. Desværre kan de forfærdelige stemmer fra de talende dyr og de mange lange rejser tilbage gennem områder, man tidligere har været i (mens man bekæmper de samme fjender, som man allerede har bekæmpet én gang tidligere), godt være meget frustrerende og blive for meget for nogen det blev det f.eks. for mig.
Er du ude efter et lidt anderledes actioneventyr, hvor du gerne vil have lov til at bruge de små grå en lille smule og har du ikke noget imod, at dit spil til tider bevæger sig baglæns, så skulle du tage et kig på Majin and the Forsaken Kingdom. Jeg vil dog ikke anbefale det til andre end de mest ivrige spillere af denne genre.
Facebook
Twitter
