
Traditionen tro indeholder Magic 2014 10 forskellige kortbunker fra starten, som hver indeholder 60 kort. Når man vinder en kamp får man et nyt kort, og så må man vælge og vrage, for at holde sin kortbunke så stærk som muligt. Desværre har kortbunkerne visse balancemæssige problemer, som ikke var der i forgængeren. Der havde man valgt 10 meget stærke kortbunker, som dermed kunne matche hinanden nogenlunde i styrke, men i Magic 2014 er man gået tilbage til at forsøge sig med 10 svage kortbunker. Det er dog ikke helt lykkedes, og et par af kortbunkerne er væsentligt stærkere end de andre. Det svarer til, at et våben i et skydespil simpelthen er dobbelt så kraftigt som de andre - så er der ikke så stor en grund til at vælge de andre våben.
Derudover kan man undre sig noget over fordelingen af farver. I Magic er magierne og væsnerne i fem forskellige farver (sort, hvid, grøn, blå og rød), og de repræsenterer hver især forskellige ting. Derfor kan man undre sig, at man er gået væk fra den klassiske formular med cirka to kortbunker af hver farve - i Magic 2014 er grøn heftigt repræsenteret, da farven er med i fire kortbunker, mens blå kun findes i to af dem. Det er naturligvis også en effekt af, at der er kommet flere kortbunker i denne her omgang, som bruger mere end én farve. For eksempel er der en kortbunke fokuseret på Sliver-væsnerne, som hver især gør hinanden stærkere, med både grønne, hvide og røde kort. Det er dejligt, at der er flere muligheder for at bruge forskellige farvekombinationer, men man burde have sørget for en mere ligelig fordeling - og samtidigt burde man have sørget for, at de alle sammen var bare nogenlunde værd at spille med, og at der var mere forskellighed i deres måder at vinde på.

Ikke desto mindre er det stadigvæk et sjovt spil. Onlinedelen fungerer lige så fantastisk som sidste gang, uanset om man spiller to eller fire spillere, og det er stadigvæk dejligt at finde en holdkammerat og banke modstandere online - ingen problemer der.
Hver Magic-udgivelse indeholder en 'speciel' mode, ud over standard-indholdet. I det foregående spil var det "Planechase", hvor Planechase-kort kunne ændre spillets gang ret drastisk og gøre det hele lidt mere uforudsigeligt, men denne her gang er det "Sealed", som leverer noget spillerne længe har skreget efter: Muligheden for at lave sin egen kortbunke fra bunden. I Sealed får man således seks pakker, hver bestående af 14 kort, som man så skal bruge til at lave sin egen bunke på 40 kort.
I sig selv er idéen rigtig god: Sealed er også populært, når man snakker rigtige Magic: The Gathering-kort. Desværre falder konceptet lidt til jorden her, da man kan gennemføre en Sealed-kampagne, hvor man får flere pakker. Dermed er chancen for at få flere stærke kort større, hvilket gør at Sealed-moden ligeledes får et balanceproblem, som primært ses i, at der ikke er den store grund til ikke at spille sort, da sorte kort har magier, som kan dræbe modstanderens væsen og kort, som kan finde andre kort. Det er lidt ærgerligt, at konceptet ligger op til stor diversitet mellem folks kortbunker, mens at det i realiteten, blandt andet grundet de kort man kan åbne i pakkerne, ender med at folk er nærmest tvunget til at spille sort og grøn eller sort og blå, for at have en realistisk chance.

På den visuelle front er der sket store ting siden sidste år. Interfacet er generelt set blevet meget bedre, og selvom man ikke ligger mærke til det, så er bordet man spiller på blevet meget pænere - det føles helt forkert at gå tilbage til Magic 2013. Samtidig er nogle af kortene blevet animeret, så der faktisk er bevægelse på dem, når man zoomer ind på kortet. Dette gælder kun få, specielle kort, men ikke desto mindre er det rart at se at den engel, man lige har påkaldt, spreder vingerne ud og hiver sværdet frem. Magic 2014 fremstår mere klart, farverigt og grafisk interessant end forgængeren, og det er rart at se, at der bliver rettet op på et punkt, som ellers har været meget svagt gennem hele serien.
Man kan ikke komme uden om, at Magic 2014 byder på flere skuffelser end det foregående spil i serien. Spillets kampagne er primært fokuseret på såkaldte "Encounters", hvor modstanderen trækker og spiller de samme kort hver gang, mens man så skal finde en måde at forhindre hans strategi. Det er ret ærgerligt, for det er egentligt ikke det, som Magic handler om, og det gør ikke rigtigt en klar til spillets online-del, som givetvis er det vigtigste i spillet.
Ligeledes er spillets "Challenges", nogle puzzle-lignende udfordringer, hvor man skal spille de rigtige kort i den rigtige rækkefølge for at vinde i en håbløs situation, blevet meget nemmere end de forrige år. I Magic 2014 virker de mest af alt til at være et tutorial for nye spillere, som endnu ikke helt ved, hvordan spillet fungerer - det er ærgerligt, at man vælger at bruge en del af spillet, hvor målegruppen tidligere har været hardcore spillere, som har ledt efter en udfordring, til at undervise nye spillere.

Er Magic 2014 anbefalelsesværdigt? Bestemt. Hoveddelen af spillet, nemlig onlinedelen, er i hvert fald ikke blevet dårligere. Hvis man er på udkig efter en god singleplayer-oplevelse, så er der dog ingen tvivl om, at de tidligere udgivelser i spillet ville være en bedre idé. Der er rettet op på alle de åbenlyse klager fra de tidligere spil, men mange af de ting, som fungerede rigtigt godt, er der simpelthen ikke lagt lige så mange kræfter i, som sidste gang. Magic 2014 minder, desværre, mest af alt om en lille dans: et skridt frem og to tilbage.
Magic 2014 Duels of the Planeswalkers kan købes på Xbox Live Marketplace for 800 MSP.