Vi befinder os omkring år 1936, Vito Scaletta - som på daværende tidspunkt er blot 11 år gammel - og hans familie immigrerer til Amerika for at forsøge at udleve den amerikanske drøm. Desværre lykkedes sådan noget jo kun for et fåtal af dem, der prøver, og Vitos far ender da også med at måtte tage et hårdt arbejde i byens havn. Vito bliver sendt i skole for at lære engelsk og møder her en anden ung fyr, der hedder Joe. Joe og Vito bliver hurtigt bedste venner, og eftersom de begge er børn af fattige forældre, så roder de sig hurtigt ud i nogle småkriminelle ting. Under et indbrud bliver Vito anholdt, men Joe når at slippe væk. Eftersom Vito er blevet 18 år, da det sker, står den enten på en tur i fængsel eller en tur til Sicilien, hvor USA er godt i gang med at overtage øen under anden verdenskrig. Turen går derfor til Sicilien, hvor Vito kæmper under det amerikanske flag.
Efter to år i uniformen bliver Vito sendt hjem til Empire Bay, da han har været så uheldig at komme lidt til skade. Da han ankommer på togstationen, bliver han mødt af sin gamle ven Joe, og det går hurtigt op for Vito, at Joe er fortsat i de kriminelle baner, og at han endda har gjort det ret godt og er kommet til penge. Vito flytter midlertidigt ind hos hans mor og finder ved et tilfælde ud af, at familien skylder en lånehaj nogle penge, som faderen havde lånt, inden han døde. Vito bliver nu nødt til at snakke med Joe for at få fat i nogle hurtige penge til at betale familiens gæld dette bliver starten på en ganske interessant historie om, hvordan en ung fyr går fra ingenting til at blive en vigtig del af mafiaen med alle de intriger og udfordringer, som dette måtte give på vejen op af den kriminelle rangliste.
Spillet består af i alt 15 forskellige kapitler, som fortæller historien om Vito. Netop det, at spillet er opdelt i kapitler gør, at spillet er fuldstændig lineært. Man har selvfølgelig mulighed for at bestemme, hvilken vej, man vil køre ned til der, hvor kapitlets mission starter, men der er ikke nogen mulighed for at vælge, i hvilken rækkefølge, man vil tage de forskellige missioner. Dette er uden tvivl nok det, som de fleste folk vil blive overrasket over, når de sætter spillet i maskinen. Vi er efterhånden blevet vant til, at når et spil er open world, så har man som regel en eller anden mulighed for at vælge, hvilke missioner man vil tage hvornår og eventuelt krydre det med en række sidemissioner. Det er altså ikke tilfældet med Mafia 2, og det er først på det tidspunkt, hvor man har indset dette, at man for alvor bare kan læne sig tilbage og nyde spillet i fulde drag.
Det går også ret hurtigt op for en, at selv om historien og de enkelte missioner i kapitlerne er forskellige, så er der alligevel noget lighed over det. Typisk starter et kapitel med, at man bliver vækket i sin seng af telefonen, der ringer. Personen der ringer giver en et mødepunkt, som man så skal køre over til, derefter får man en briefing om den egentlige mission, som kapitlet handler om, og så kører man ned og sønderskyder alt og alle, som befinder sig indenfor rammerne. Når det hele er overstået, kører man hjem og sover igen, og sådan kører det ret meget i loop. Dette gør egentlig lidt, at selv om historien er en gangsterfilm værdig, så får man aldrig helt fornemmelsen af, at Vito laver andet end at sønderpløkke folk og sove.
Ligesom i det oprindelige Mafiaspil foregår en stor del af spillet bag rattet i en bil. Man bruger enormt meget tid på at transportere sig fra den ene ende af kortet til den anden for derefter at køre tilbage igen. Dette gjorde sig også tidligere gældende i andre open world spil, men både i Grand Theft Auto og Red Dead Redemption har man alligevel valgt at tilbyde alternative former for transport, uden tvivl fordi man indså, hvor trivielt det egentlig er at køre fra punkt a til punkt b og tilbage hele tiden. Men når man nu endelig er tvunget til at køre så meget i bil, så er det da godt, at der er hele 36 forskellige bilmodeller, som man kan få fingrene i. Meget lig de fleste andre spil i open world genren får man ikke fat i en ny bil ved at købe den med sine surt optjente penge. I stedet går man blot over til en hvilken som helst bil, man måtte have lyst til at køre i, og vælger om man vil smadre sideruden eller dirke låsen op. Det er selvfølgelig hurtigere bare at smadre ruden, men det skaber også mere opmærksomhed. Vælger man derimod at dirke låsen op, så starter et lille og meget simpelt minispil, som man skal gennemføre, før døren bliver låst op.
Når man så begiver sig ud på vejene med sin nye bil, er der nogle færdselsregler, som skal overholdes, ellers kommer lovens lange arm og giver dig en bøde eller det, der er værre. Politiet stopper dig eksempelvis, hvis du kører for hurtigt eller banker op i andre biler, imens de er i nærheden. Der er dog ingen undskyldning for ikke at overholde fartbegrænsningerne, da der er indbygget en fartbegrænser i alle bilerne, som man kan slå til og fra, som man har lyst til. Det er jo trods alt nok smartest at overholde reglerne, hvis man forsøger at gemme sig fra politiet.
Man kan også få politiet på nakken, hvis man bliver taget i at lave noget kriminelt. Der er flere forskellige grader, som politiet kan eftersøge dig ud fra. Derudover kan både din bil og din egen beklædning være årsag til, at du bliver afsløret igen, hvis du endelig er sluppet væk. Det er selvfølgelig der mulighederne for at få omlakeret bilerne, skiftet nummerplader og købe nyt tøj, kommer ind. Begge dele skal man gøre i de forretninger, som sælger den service, man nu har brug for.
Da det første Mafiaspil udkom tilbage i 2002 var der en del elementer med, som var med til at gøre det banebrydende indenfor dets genre. Blandt andet var ting som det, at man kunne skyde benzintanken på bilerne samt bilernes skadefysik noget, man ikke havde set før. Flere af disse elementer går igen i Mafia 2, hvor man også kan skyde dæk og benzintanke på bilerne - desværre ser det lidt sløjt ud med andre nyskabende ideer. Faktisk kan man på en pæn måde sige, at den tjekkiske udvikler har været meget tro imod deres originale koncept men har holdt sig lidt fra at prøve at skabe noget nyt.
Hvis man træder mafiaen over tæerne eller bare glemmer at overholde sine aftaler, så står der bly på menuen. Til at servere den helt rette portion i den rette situation, indeholder Mafia 2 en lang række forskellige våben. Der er alt lige fra den gode gammeldags knytnæve over håndgranater til håndpistoler og blyspyttende maskingeværer. Man tilgår det hele via et ganske simpelt våbenhjul, og det er muligt at bære flere af samme våbentype af gangen, dog kun et af hvert våben. I de situationer, hvor man hellere vil uddele øretæver, er der også mulighed for det via spillets ganske simple men effektive kampsystem.
Alt efter, hvilken af de tre sværhedsgrader, som man vælger at spille sig igennem spillet på, så vil man uden tvivl blive mere eller mindre frustreret over checkpoint / save-systemet. Problemet er ganske enkelt, at der går for lang tid imellem, at den gemmer, hvor man er nået til, og hvis man bliver slået ihjel, skal man som oftest starte meget langt tilbage i den mission, man er i gang med. Det er selvfølgelig fint nok, at man bliver straffet lidt, når man dør, men her virker det altså som om, at det er lige en tand for meget.
Når det kommer til det grafiske i spillet, er det desværre bare ikke helt som man burde kunne forvente det af et spil i 2010 og det er lidt synd. Af gode ting hæfter jeg mig specielt ved alle de små fine detaljer, som eksempelvis når man er ved at stjæle en bil, så kan man lige se, at Vito læner sig ned under rattet for at kortslutte den. En anden ting, der er værd at nævne, er spillets brug af mellemsekvenser. Flere og flere spil går vel egentlig i retningen af, at man laver interaktive mellemsekvenser i stedet for disse lange klip, der i dette tilfælde udgør hele historien i spillet. Det virker dog som et dejligt pust midt i alt det andet, at man her kan slappe lidt af med en flot mellemsekvens i ny og næ, uden altid at skulle tage stilling til et eller andet.
Jeg har allerede nævnt det i mit preview af spillet, men lydsiden er altså i en liga for sig selv. Ligesom bybilledet, bilerne og beklædningen udvikler sig i takt med, at årene går, så lader det også til, at musikken, som prægede de enkelte år, også er gengivet i spillet. Det giver den helt rigtige stemning, at der kører julesange i radioen, når det er juletid, og at bluesgenren pludselig gør sit indtog. Der er tre forskellige radiostationer, man kan vælge imellem, når man befinder sig i en bil eller i sin lejlighed. Hver af radiostationerne har deres egen musikstil, så man er ikke tvunget til at høre på en sang, hvis man synes, at den er dårlig desværre må jeg nok skuffe en del, når jeg siger, at Wu-Tang-Clan og lignende kunstnere altså ikke eksisterede tilbage i 40-50erne.
Der er ingen online eller multiplayer muligheder i Mafia 2. Dette er ikke nødvendigvis et minus, da det i undertegnedes øjne er bedre, at spiludviklerne vælger at bruge energien på at lave et ordentligt spil fremfor at forsøge at smide en halvtynd multiplayer spiltype i. Det går selvfølgelig godt for nogle spil, men der er også uendeligt mange spil, hvor online lobbyerne står tomme ganske kort tid efter, at spillet er blevet udgivet.
Efter at have spillet mig igennem Mafia 2 i løbet af ca. 12 timer, gik det op for mig, at selv om spillet egentlig ikke er nyskabende på nogen måde, så er det alligevel et dejligt frisk pust. I nutidens spil skal man efterhånden træffe så mange valg hele tiden, at man nogle gange glemmer at læne sig tilbage og nyde det det føler man, at man kan gøre med Mafia 2.
Derudover er Mafia 2 selvsagt et spil, som man lige kan tage et kapitel af, når man har lyst. Og eftersom det kan gennemføres på omkring 12 timer, burde det være realistisk for de fleste en ting, der kan være svær at opnå i mange af de andre open world spil, som ofte nærmer sig 40-60 timers spilletid, før man ser rulleteksterne.
Har du besluttet dig for, at du bare må eje Mafia 2, og er du klar på at kaste dig ud i den rå mafiaverden, så husk at købe den nordiske bonusudgave af spillet. Der får man lidt ekstra guf med i form af et nyt køretøj og noget tøj, som kan bruges i spillet. Egentlig er det begrænset, hvad man kan bruge dem til, men når nu prisen er det samme, så kan man jo lige så godt få dem med.
Facebook
Twitter
