Madden NFL 10

Anmeldt af: Jakob Tofte - 10. september 2009 - kl. 11:37
Del denne artikel:
2 0

Ventetiden for hungrende NFL-fans er ovre, og sæsonen begynder atter i aften. Vanen tro ingen ny NFL-sæson uden en frisk udgivelse fra EA, endnu en gang med ikonet John Madden som frontfigur.

Der er visse ting, som altid vil og skal være det samme når man river folien af og sætter et Madden-spil i maskinen, og så er der visse ting, som kræver fornyelse. Sådan skal det være for, at man på en og samme tid kan tilfredsstille det tilbagevendende publikum og samtidig retfærdiggøre, at ægte fans år efter år lægger pengene på bordet for et spil, som befinder sig i en genre, der i høj grad lever på traditioner frem for fornyelse. 2010 er ingen undtagelse. Fans vil få det, de vil have, og det er tilmed med en række fornyelser og forbedringer, som næppe vil skuffe det kræsne publikum. Madden NFL 10 er et spil, som stadig efterlader plads til forbedringer, men det er muligvis seriens bedste bud på det perfekte footballspil.






Når det kommer til offline gamemodes er der ikke meget nyt under solen. Madden NFL 10 giver endnu en gang spillerne mulighed for at kæmpe om hæder og ære i de to massive, og efterhånden velkendte, modes Franchise Mode og Be an NFL Superstar. I Franchise Mode gennemlever man en lang karriere med et hold efter eget valg. Man står for den administrative del bag holdet samt spiller kampene på traditionel vis. I NFL Superstar er man som spiller og kommende stjerne i fokus. Her er det ikke muligt at vælge sit hold. Nej, her opretter man sig selv som spiller, man vælger position, college, alder og diverse fysiske træk. Herefter er det blot at vente og se, hvilket hold der vil have en når draft-day kommer. Så ganske som de håbefulde rookies i virkelighedens verden, kan man sidde og håbe på et favorithold, men når alt kommer til alt, så er det bare fantastisk, at et hold vil have en. Derfra går kampen gennem trainingcamps, pressemøder, IQ-tests og photoshoots til det forjættede land. Man kæmper på et hold imod de etablerede stjerner, og forhåbentlig kravler man op på de mere attraktive pladser på trænerens depth-chart. Det ultimative mål? Super Bowl naturligvis! Og derefter Pro Bowl, flere af samme slags og forhåbentlig en dag en plads i Hall of Fame...

Udover de to store spilfunktioner på offlinesiden er der mulighed for træning og mini games, som er en gengivelse af nogen af træningsfunktionerne i Superstar. Der er tale om 40 yard dash, bænkpræs, forsvarstræning, rushingtræning, receivertræning med videre. Lidt nye lækkerier er det dog også blevet til. I quickfunktionen Madden Moments er opgaven at træde ind i forudbestemte opgør og genleve mindeværdige øjeblikke fra 2008/2009 sæsonen. Der er i alt 34 forskellige Madden Moments med svingende sværhedsgrad, så der rigeligt at tage sig til.






På onlinesiden ligger det helt store hit. Udover de sædvanlige, enkeltstående kampe kan man nemlig nu spille det såkaldte Online Franchise, hvor man tager kontrol over et hold og deltager i en fuld NFL-liga med 31 andre Xbox Live spillere, enten venner eller bare andre ligesindede Maddenfans. Spillet kører over 10 fulde sæsoner og med glimrende framerates og en serverstabilitet over EA Sports\' normale standard, er der masser af gode timer i denne funktion. Desværre ingen ros uden ris. Folk der kender meget til NFL eller amerikansk sport generelt ved, at amerikanerne lever og ånder for deres dybdegående statistik. Der er praktisk talt statistikker for alt. Nogen synes det er åndssvagt, andre, blandt andet mig, synes det er fantastisk, idet det giver en masse ekstra motivation til at kæmpe sig til den ekstra tomme eller yard og lægge det ekstra hit eller sack, selvom kampen måske er afgjort. Problemet her er, at computeren ikke kan finde ud af at omregne statistikken. Det vil sige, at hvis man for eksempel spiller med 5 minutters quarters, så konkurrerer man stadig mod hold, der spiller 15 minutters quarters. Den statistiske kamp om antal scorede point, antal kastede yards, antal interceptions med videre, er altså ulige. På en almindelig, dødelig spilanmelder som mig, virker det underligt, at det ikke har været muligt blot at lave pro-rata udregninger på statistikkerne, altså i ovennævnte tilfælde blot dividere computeres produktion med 3. Ikke desto mindre er det ikke gjort ordentligt, hvorfor det til tider kan være svært at hamle op med konkurrenterne på statistiksiden. Det skal understreges, at problemet naturligvis kun gør sig gældende, hvis der deltager computerstyrede hold i onlineligaen. Hvis alle 32 hold er brugerstyrede er vilkårene lige. Der er ikke tale om en afgørende minusside, blot et irritationsmoment i et ellers herligt spil.

Det generelle indtryk, man får når man spiller Madden NFL 10 er, at konceptet er gået tilbage for at finde det basale, men velfungerende spil frem. Det vil slå mangeårige fans af spillet, at spillets ydre, når det kommer til fancy menusystemer med videre, er blevet mere basalt. Det lader til, at udviklerne denne gang har ønsket at lægge fokus på det gode spil på banen og selve oplevelsen ved kampene. Det er langt fra en dårlig beslutning. Menuerne er blevet mere tilgængelige og overskuelige, men har stadig et lækkert look. Fokus er som nævnt på begivenhederne på banen, og her finder vi massive forbedringer.






Kampoplevelsen bærer nu et mere broadcastagtigt præg med fokus på alle dele af en kamp. Hvor fokus tidligere lå primært på spillerne, skildres trænerstab, kommunikation mellem quarterback og offensive coordinator, fans, chain-gang og smådiskussioner mellem dommerne inden vigtige afgørelser nu også. Alt sammen foregår i TV-stil, hvilket giver spillerne indtrykket af, at de rent faktisk deltager i en ægte NFL-kamp. Videosekvenserne er mange, men korte, hvorfor de ikke bliver irriterende, men blot giver kampene en ekstra dimension. Dette bakkes op af EA\'s nye PRO-TAK system. PRO-TAK er den nye animationsteknologi, som EA allerede op til spillets udgivelse, proklamerede ville ændre spiloplevelsen massivt. De har holdt, hvad de lovede, for PRO-TAK leverer en fantastisk oplevelse, og det fungerer som annonceret. PRO-TAK er implementeret i mange situationer, blandt hvilke kan nævnes total kontrol i taklinger. Spillerne bliver nu på benene og der skal mere end blot kontakt til for at lægge en spiller ned. Som forsvarsspiller for eksempel, vil man med sin højre stick nu kunne styre sine taklinger fuldstændig. Hvis du forsøger at takle en runningback, som er ved at undgå dig, vil du nu kunne styre din takling i en hvilken som helst retning. Hvis han er for stærk for dig kan medspillere ile til og hjælpe. I alt kan op til 9 spillere deltage i såkaldte gang tackles. PRO-TAK er svært at beskrive. Det skal opleves. Når man sidder med controlleren i hånden, så føler man rent faktisk, at man kæmper for ekstra yards. Den interaktive følelse af, at man ikke blot skal ramme modspillerne, men rent faktisk også kæmpe for at få dem ned, giver en langt større tilfredshedsfølelse når det så endelig lykkes at standse modstanderens runningback på fjerde down. Ved fumbles er et nyt mini-game implementeret. Det virker måske fjollet, men det er simpelt, hurtigt overstået og fungerer fint. Det går i al sin enkelhed ud på, at man skal trykke hurtigt på en række knapper på controlleren for at vinde kontrol over bolden. Det er en fin, lille tilføjelse, som sparer en for tidligere frustrationer, hvor man måske mister en fumblebold, som man ellers troede man havde kontrol over. Nu er det op til dig.

Spillets kunstige intelligens kunne stadig være bedre. Dog er der visse forbedringer. Især AI\'ens passing defense er forbedret. I tidligere udgaver af Madden var det relativt let at finde nogen spil, hvor receiverne løb fri hver gang. På denne måde kunne man ”knække” den kunstige intelligens. Det var en kedelig måde at vinde på, men hvem vil ikke gerne vinde? Dette ser dog ud til at være slut. Den forbedrede intelligens tvinger spilleren til at afveksle sine spil mere. Det kan være nødvendigt at løbe bolden et par gange for at kunne lægge det gode pass. Og det duer ikke længere at løbe de samme ruter flere gange i træk. Forsvaret læser det og konsekvensen er der med det samme: Interception. Det er nu absolut nødvendigt som quarterback at blive i lommen og scanne banen mere grundigt for at finde den åbne receiver.






Endnu en tilføjelse i EA\'s stræben efter realistisk kampstemning er The Extra Point. Det er navnet på det show, der kører i halvlegen. Programmet er i videokvalitet og ligner et rigtigt sportsprogram. Det byder på analyser, statistikker, scorer fra andre kampe i ligaen og lignende. Programmet er overfladisk og tyndt i indhold, men giver de samme informationer, man altid har fået i halvlegene, blot på en mere appetitlig måde. Under kampene kan man opleve, at en replayfunktion kaldet backtrack popper op. Det sker, hvis man har lavet en dum fejl ved at kaste incomplete eller måske endda interception. Backtrack er faktisk efter min mening den mest brugbare og ”kloge” del af alle analyseelementerne i Madden NFL 10. Med grafiske farvemarkeringer på de forskellige receivere viser backtrack, hvor stor en fejl du har begået, for eksempel ved at kaste til en receiver, der var dækket op af 3 forsvarsspillere. Samtidig viser den dig måske, at du faktisk i den anden side af banen havde en receiver, der var fuldstændig åben og lige havde smidt sin markering. Backtrack leverer brugbare analyser, som man kan lære af.

Grafisk er Madden NFL 10 det bedste i serien. Grafikken er ikke markant forbedret, men det er dog tydeligt, at især når det kommer til spillernes detaljegrad, så er der arbejdet med tingene. Der er stadig visse elementer rent grafisk, der mangler forbedring for at spillet er perfekt. Spillerne bevæger sig til tider lidt robotagtigt, hvilket minder os om, at det stadig er et computerspil, vi spiller. Sjældne grafikfejl som arme gennem hjelme og lignende glitches, forekommer også. Dog som nævnt sjældent.

Lydsiden er som nat og dag. Musikken er acceptabel og ingame-lydene fra spillere, publikum, taklinger med videre er glimrende. Til gengæld er det stadig ikke lykkedes for EA at levere et ordentligt kommentatorspor. Kommentatorerne fejler egentlig ikke noget, men antallet af kommentarer indspillet er for lavt, hvilket byder på alt for hyppige gentagelser. Efter at have spillet 3-4 kampe har man hørt det meste, og det er irriterende, at man i et ellers glimrende spil ved, hvad kommentatorerne vil sige inden de siger det.






Madden NFL 10 er seriens til dato bedste spil. Glimrende og dybdegående spilfunktioner blandet med massive forbedringer på gameplayområdet sikrer, at fans af genren igen i år vil have en herlig følgesvend som parallel til den rigtige sæson. Hvis du er fan af Madden eller NFL generelt er der en god chance for, at du allerede har investeret i spillet når du læser denne anmeldelse. Hvis ikke, så kom afsted ned til din lokale spilbutik. Hvis du ikke tidligere har spillet serien, men har overvejet det, så er Madden NFL 10 en værdig repræsentant, som med stor sandsynlighed vil være begyndelsen på et langt og godt kærlighedsforhold. Spillet er svært, men er samtidig utrolig givende og et glimrende eksempel på et spil, hvor øvelse gør mester og hård træning belønnes med gode oplevelser.
Fakta
Madden NFL 10

Madden NFL 10

PlatformXbox 360
UdviklerEA Sports
UdgiverElectronic Arts
Spillere1-4
Udgivelsesdato14-08-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:9.0
Grafik:8.0
Online:8.5
Holdbarhed:9.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.