Madden NFL 06

Anmeldt af: Sune Meyer (Goose Fraba) - 29. december 2005 - kl. 17:06
Del denne artikel:
10 0

Lad det være sagt med det samme, Madden NFL 06 er et af de sportsspil, som fra launch af for alvor henrykker en og gør det klart, at nu har vi taget fat på den næste generation af gaming. Allerede i introsekvensen præsenteres man for et nærmest episk udsnit af de afgørende sekunder i en Philadelphia Eagles vs. New England Patriots Super Bowl XL kamp. Eagles er bagud 24-20 og står overfor en 4th and 26 situation netop som spillets frontfigur i dette års EA spil, Eagles quarterback Donovan McNabb, fyrer kanonen af og finder receiveren LJ Smith in-bounds nede i Patriots’ red zone. Sekunderne tikker ned og med et sekund tilbage, får McNabb spiket bolden i jorden og stoppet tiden, alt imens musikken dramatiserer situationen og kommentatoren afslutter med den gyldne sætning; ”Super Bowl Forty will come down to one final play and this is what heroes are made of”.

Sjældent har en introsekvens i et sportsspil formået at skabe en så god atmosfære, og selvom man i dag ikke kan lade være med at tænke på, hvor langt virkelighedens Eagles hold i denne sæson er fra en realistisk Super Bowl plads, så sætter man sig lynhurtigt ud over den slags små detaljer og lader sig istedet imponere af spillets lækre in-game grafik i denne cutscene. Stemningen er lagt til Xbox 360 football, og vi kaster os straks over menuen.





Gameplay
Et hurtigt kig inde i menuen afslører, at navigationen nu er endnu mere intuitiv end nogensinde før. Hver valgmulighed i venstre side af skærmen afslører et vindue længere mod højre, som igen kan åbnes yderligere. Således kommer man med ganske få tryk på knapperne frem til alle spillets muligheder både indenfor options, statistikker og game modes.

Det generelle gameplay læner sig, som forventet, meget tæt op ad Madden 06 versionerne til de gamle konsoller. Truck Stick og Hit Stick gør det henholdsvis nemmere at løbe bolden og forsvare ved hjælp af simple retningstryk på den højre analog stick. Desuden er der dette års helt store nyhed, Vision Cone, som tilføjer nye dimensioner til quarterback spillet. Således markeres quarterbackens synsretning med en lyskegle, og kombinerer man dette med et fake throw for derefter at kaste bolden i en helt anden retning, er der gode chancer for, at man kan snyde en eller flere af modstandernes forsvarsspillere ganske ligesom i virkelighedenes NFL. Det skal lige nævnes, at udviklerne tilsyneladende har valgt lige netop Vision Cone fra som default indstilling, hvorfor man lige må ind i indstillingsmenuen for at aktivere denne feature. Dog dukker den af en eller anden grund alligevel op i spillet i de tilfælde, hvor man ændrer på receiveropsætningen inden et snap.

På kicking fronten har man nu lavet lidt om på tingene, så man nu sparker ligesom i de gamle 2K NFL spil fra SEGA. Det vil sige, at der kører en pil fra side til side, hvor farten er hurtigere, jo højere spillets sværhedsgrad er sat til, som så skal stoppes i den retning bolden ønskes sparket. Ligeledes lades pilen efterfølgende op i tilsvarende tempo og skal stoppes tættest muligt i toppen, hvis man ønsker at sparke med fuld kraft.

Ellers må man sige, at der er tale om det gode gamle Madden gameplay i spillet, som fans af serien har været vante til de sidste mange år. Stort set alle spillets facetter formidles på en overbevisende og underholdende måde - lige fra det overskuelige layout af knapperne til de præcise afleveringer og de hårde hits. Spillets tre sværhedsgrader er desuden ret godt afbalanceret, så der er udfordringer for alle gamere, selvom flere sværhedsgrader naturligvis ville have gjort overgangene mere flydende.




NFL purister vil nok savne den manglende challenge feature fra Madden NFL 06 udgaven til de andre platforme, hvor man gå ind og få gennemset en dommerkendelse i instant replay to gange i en kamp – og tre gange, hvis de to første vurderinger bliver omstødt. Denne mulighed var til stede i SEGA’s gamle 2K NFL spil, hvor det bidrog til en øget fornemmelse af realisme, men omvendt kan der argumenteres for, at det er en overflødig ting i et computerspil, hvor den kunstige intelligens i praksis bør vurdere fejlfrit.

På banen kan man naturligvis løbende justere de fleste aspekter ved sine opstillinger, både på den offensive og den defensive side, i form af audibles, hot routes osv. Det fungerer for så vidt ret godt, omend der er set eksempler på andre NFL spil, hvor dette aspekt er lidt mere omfattende og rokeringerne er mere flydende.

En rigtig god ting ved Madden NFL 06 til Xbox 360 er tilgengæld mulighederne, når man vælger sit play inden et snap. Det er lavet på en meget overskuelig måde, hvor man enten kan spørge selveste John Madden eller holdets coach til råds, hvis man er i tvivl om, hvilken opstilling, der passer til en given situation. Øvede spillere vil dog fortsat blot gå ind og vælge et play ud fra spiltyperne, som man naturligvis også kan sortere i efter eget valg.




Madden NFL 06 har tre game modes: Exhibition, Franchise og Online Play. Exhibition kræver ikke den store forklaring, da det bare er muligheden for at springe ind og tage en hurtig kamp. Franchise er derimod den game mode, der skal give offline spillere valuta for pengene i længden.

Franchisedelen af Madden NFL 06 er desværre blevet trimmet lidt ned til Xbox 360. Der er således hverken mini-camp, practice mode eller mini-games, selvom det var en vigtig del af spillernes opbygning i tidligere NFL spil. Når man samtidigt tager i betragtning, at create-a-player og superstar modes heller ikke er med i spillet, går det for alvor op for en, at der ikke er tale om det mest omfattende footballspil til dato. Heldigvis er kernen i franchise mode stadig intakt, og man kan derfor bruge lang tid på at spille de 30 franchise sæsoner igennem, der er i spillet, komplet med kampe og administration af ens hold.

Onlinedelen byder ikke på de store overraskelser. Det fungerer som man kender det fra andre EA sportsspil, hvor der kan ledes efter en hurtig kamp, eller man kan gå ind og søge efter eller oprette en kamp med specifikke kriterier. Herudover kan man også gå ind i et af spillets online lobbies og chatte med folk eller lave en aftale om at spille. Hele onlinesystemet fungerer udmærket, selvom man godt kunne gøre mere ud af det, for eksempel i form af onlinesæsoner med dertilhørende player trades blandt deltagerne.





Grafik
Der skal ikke være nogen tvivl om, at den største grund til at investere i Madden NFL 06 til Xbox 360 er den opdaterede grafik. Detaljegraden på spillerne og omgivelserne i deres stadion er utroligt imponerende. Man ser tydeligt, at alting har fået en sund indsprøjtning af ekstra polygoner. Spillere og coaches ligner til størstedels deres modparter fra det virkelige liv, ligesom spillernes udstyr ser meget realistisk ud. Man kan spotte enkelte blodårer på spillerne, og musklerne er tydeligt definerede i badende sved, selvom sveden mere fremstår som en skinnende overflade end rigtige dråber, som man kender det fra NBA 2K6. Hvis en spiller bliver skadet, dukker der desuden en imponerende lille illustration op lidt i stil med det, man kender fra CSI tv-serierne, som viser, hvilken skade der er opstået, og hvor lang tid helingsprocessen varer.

Desuden er alle folk på kanten af banen og på tilskuerpladserne fuldt 3D animerede med en flydende framerate, hvilket til tider kan narre en til at tro, at man sidder og ser en rigtig NFL kamp om søndagen på Zulu. Et HD setup giver spillet en yderligere skarphed, men er absolut ikke et must for, at man kan spotte spillets nyvundne grafiske finesser. Animationerne er også med til at adskille spillet fra tidligere NFL spil. Alle spillernes bevægelser ser simpelthen så naturlige ud, at det nogen gange kan være svært at tro, at det ikke er rigtige mennesker, man ser løbe rundt.

Der er dog enkelte visuelle skønhedspletter at spore. Der er desværre ikke lagt så meget arbejde i at få de mindre kendte NFL spillere til at ligne de mennesker, de skal forestille. Desuden ser man ofte, at der ved rokeringer før et snap kan være spillere, som bevæger sig noget stift eller sidder fast i hinanden midlertidigt.




Lyd
Lyden fungerer generelt upåklageligt i Madden NFL 06 til Xbox 360. John Madden nøjes med at uddele taktiske råd, så kommenteringen af kampene er blevet overladt til en ukendt EA announcer, der faktisk gør arbejdet ret godt. Nede på banen lyder alting også meget autentisk, lige fra de hårde hits til spillernes råben og tilskuernes brølende jubel. Soundtracket byder herudover også på en god blanding af hip-hop og rock, der ligger helt i samme stil, som det man kender fra NFL videomontagerne på tv.

Holdbarhed
Hvis man er fan af NFL football, er der en del timer at hente i selskab med spillet til Xbox 360, også selvom enkelte gameplayelementer og nogle af spillets game modes fra tidligere udgaver ikke har fundet vej ind i spillet. Franchisedelen er stadig underholdende, og onlinekampene mod andre øger holdbarheden, når man har fået styret spillelysten offline.





Overall
Madden NFL 06 til Xbox 360 er i sidste ende en blandet fornøjelse, som dog formår at imponere mere end det skuffer. I sidste ende er det et spørgsmål om man er ude efter den flotteste præsentation af et NFL spil til dato, eller om man i første række vil have football spillet med de fleste gameplaymuligheder. Den forbedrede grafik og præsentation er tilsyneladende sket på bekostning af spillets indhold, som ikke helt svarer til, hvad man kan finde i spillet til de gamle konsoller eller NFL spil indenfor de sidste år i det hele taget. Det føles dog stadig som et solidt NFL spil, så kan man undvære ting som play challenges, practice modes og mini-games, kan man roligt gå ud og få fat i Xbox 360 udgaven af Madden NFL 06.
Fakta
Madden NFL 06

Madden NFL 06

PlatformXbox 360
UdviklerEA Sports
UdgiverElectronic Arts
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.8
Grafik:8.2
Online:7.0
Holdbarhed:6.9
Overall 7.6
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.