Lovely Planet

Lad dig ikke narre af det søde og farverige udseende, som er det første du bemærker ved Lovely Planet. Det er en hardcore og ubarmhjertig blanding af en speedrunner og en first-person shooter, hvor man overlever udelukkende på reflekserne. Spillet er nærmest minimalistisk; der er ikke noget udvalg af våben, ingen opgraderinger, ingen køretøjer og heller ingen historie, for den er nemlig så abstrakt, at den ikke bliver fortalt og du ville ikke vide hvad der ramte dig, hvis du hørte den, hvis man skal tro den lille udvikler Quicktequila.



I Lovely Planet gælder det om at komme igennem en lille bane så hurtigt som muligt. Banerne er nogle små svævende øer i himlen og er fyldt med fjender og forhindringer. Der er firkantede fjender, som skyder målsøgende skud efter en, trekantede fjender som bare står i vejen, røde slimklatter der pludselig bevæger sig, platforme som forsvinder efter få sekunders berøring og endelig de forfærdige bolde, som bliver skudt op i luften og som skal skydes inden de rammer jorden igen.

Lovely Planet skræller alt det unødvendige, som vores first-person shooters er blevet fyldt op med de sidste mange år og tilbage står et hurtigt, råt og ubarmhjertigt gameplay, som ikke giver ved dørene. Kan du ikke ikke finde ud af det, må du opgive – og det har man lyst til mange gange. Bliver du ramt af en fjendes skud; du dør og må starte forfra. En bold falder ned fra himlen og rammer jorden inden du når at skyde den; du dør og må starte forfra. Du kommer til at skyde en af de venligtsindede sorte fjender i stedet for de aggressive røde; du dør og må starte forfra. Gennemfører du en bane uden at have dræbt alle fjender; du dør og må starte forfra. Det er nu-smadrer-jeg-min-kontroller materiale det her. Men også jeg-skal-da-lige-prøve-igen materiale. Hver af de 100 baner skal altså gennemføres på tid (flere af banerne kan klares på 10-20 sekunder) og man kan tjene op til tre stjerner ved banens udgang. Efterhånden som man klarer banerne, åbnes der op for nye baner.



Der er nogle spil, som man har en fornemmelse af, at man arbejder sammen med, når man spiller dem. Så er der andre spil, som man har indtryk af, vil gøre alt hvad det kan for at gøre livet surt for spilleren – og Lovely Planet er et af de spil. Jeg har undervejs ganske enkelt indset, at jeg ikke har de fornødne reflekser til at spille et spil som dette og man skal være en mere end normalt dedikeret spiller, hvis man vil slå kvalifikationstiderne på alle spillets baner, for det kræver en del trial-and-error, hvor man let kan dø op mod 100 gange på en enkelt bane. Det her spil, er helt klart for de hardcore.

Som jeg sagde i starten, skal du ikke lade dig narre af spillets farverige og glade udseende. Det ligner noget, som kunne være poppet direkte ud fra Japan og minder egentlig mest om et nyt Katamari – altså af udseende. Grafikken er meget simpel, fyldt med pastelfarver og firkantede ansigter og underlige kantede skabninger. Jeg kan egentlig godt lide stilen, da den er retro-japanske på den fede måde, men jeg kan også godt forstå, hvis nogen ikke bryder sig om den. Musikken er fra engelske Calum Bowen og minder også om noget direkte fra Japan – og igen, er det ikke musik for alle og enhver.



Lovely Planet er det første spil til Xbox One i 2016 og det ligger ud med en unik visuel stil, et hardcore og totalt strippet gameplay, som desværre ender med at blive lidt ensformigt i løbet af spillets 100 baner. Dette spil er for den hardcore gamer og man skal ikke lade sig narre af den søde grafik; det her er ikke for børn og for folk, der ikke besidder robotlignende præcision og reflekser.

Lovely Planet kan købes på Xbox Games Store for 75 kr.