Lost Planet 2

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 13. maj 2010 - kl. 09:36
Del denne artikel:
40 0

Med Lost Planet i tankerne er det svært at forestille sig, at det kan gå galt for Lost Planet 2. Men mod alle odds, gik det alligevel anderledes - læs her, hvorfor det gik galt for Lost Planet 2.

Med Lost Planet i tankerne er det svært at forestille sig, at det kan gå galt for Lost Planet 2. Men mod alle odds, gik det alligevel anderledes - læs her, hvorfor det gik galt for Lost Planet 2.

Lost Planet 2 er efterfølgeren til hittet Lost Planet: Extreme Condition fra 2007, som var et glimrende actionspil – det var ikke perfekt og ikke uden visse problemer, men det var god underholdning. På en eller anden måde har Capcom i udviklingen af Lost Planet 2 præsteret at tage Lost Planet og derefter skrue på alle de forkerte knapper, så denne efterfølger står tilbage som en stor skuffelse.


I Lost Planet 2 vender vi tilbage til planeten E.D.N. III, som i det første spil var dækket af sne og is, men her 10 år senere er planeten blevet en hel del varmere. Sneen er ved at smelte, og overfladen dækkes nu i højere grad af frodig jungle og glohede ørkener. Historie er der ikke meget af i Lost Planet 2 – og den smule, som der er, er rodet og overfladisk. Det er i høj grad fordi, at spillet er inddelt i seks episoder. I hver af de seks episoder spiller man forskellige figurer, og man får ikke at vide, hvem man er, hvorfor man er der, og hvad man egentlig skal. Hver episode indledes og afsluttes med en mellemsekvens, og i løbet af episoden briefes man i radiosekvenser – ingen af disse afslører ret meget af, hvem man egentlig er. Så det hele ender med seks små historier og en række intetsigende missioner, som jeg i hvert fald ikke har kunnet finde nogen sammenhæng eller rød tråd mellem.

Det er tydeligt, at Capcom tidligt i udviklingen har taget den beslutning, at der i Lost Planet 2 skulle være stor fokus på co-op gameplay, da hele spillet er gennemsyret af, at det skal spilles side om side med et par venner. I nogle missioner er det faktisk ret vigtigt at have et par venner ved sin side til at hjælpe, ellers er de utroligt svære. Måske ikke det bedste spildesign, når det er nærmest påkrævet, at man skal spille det i co-op, når det nu kan spilles alene. Hele karrieredelen kan spilles side om side med tre venner eller med 1-3 computerstyrede spillere ved ens side. De computerstyrede spillere gør det faktisk rimelig fornuftigt, men det er jo altid bedre at have rigtige tænkende spillere med på sit team.


Den store fokus på co-op har resulteret i et lidt anderledes udformet spil, end man er vant til, og det kan virke en smule forvirrende i starten. Jeg blev f.eks. en smule forvirret over, at jeg ikke blot skulle starte karrieredelen, som jeg plejer, men at jeg skulle oprette et spil, ligesom hvis jeg ville spille multiplayer over nettet. Det er fordi, at andre spillere kan joine mit singleplayerspil, hvis jeg tillader det, enten fra Xbox Live eller fra et netværk.

Et andet eksempel er, at hvis man dør, så kører spillet videre, og man respawner ved et af de aktiverede checkpoints – også når man spiller alene. Det er altså ikke som man typisk ser det i en karriere gamemode, at man skal genstarte missionen ved forrige checkpoint og så skal prøve igen. Man kan dog ikke respawne i en uendelighed, da ens team har et såkaldt Battle Gauge, der starter ved f.eks. 2500 eller 4000, alt efter hvilken sværhedsgrad, man spiller på. Dør man, koster det 500 points, og når man ikke har flere points tilbage i ens Battle Gauge, fejler man missionen, og man må starte missionen forfra. Man kan dog sætte 500 points ind på ens Battle Gauge ved at aktivere såkaldte Data Posts rundt omkring på banen, som i øvrigt også fungerer som respawn-punkter.


Noget som dog er noget mere underholdende er spillets mange bosskampe, som ofte er afslutningen på spillets seks episoder. Her støder man på enorme såkaldte Akrids, som er nogle gigantiske insektlignende monstre, der skal nedkæmpes, og disse kampe kan være ganske underholdende, om end noget traditionelle, hvor man skal skyde efter fjendens tydeligt markerede svage punkter.

Bliver man træt af karrieredelen, kan man tage en gang multiplayer, hvor man kan spille mod op til 15 andre spillere i mere eller mindre velkendte gamemodes. De mest spændende er Data Post Battle, hvor to hold kæmper om kontrollen over fem Data Posts og Akrid Egg Battle, som er en variant af Capture the Flag. Endelig er der Fraction Match, hvor man vælger en af fem fraktioner, som man så er tilknyttet i en uge. Man spiller multiplayer som normalt, og når ugen er gået, belønnes medlemmerne af den vindende fraktion med credits, som kan bruges til at optimere ens figur. Det lyder som en ganske sjov idé, men tiden vil vise, om det er noget, som holder – lige nu er der f.eks. meget stor forskel på størrelsen af de fem fraktioner – kan det betyde noget for udfaldet? Og er det for nemt for dovne spillere at tilknytte sig en stor fraktion og blot score credits, når ugen er omme, uden egentlig at bidrage med noget? Jeg kan ikke helt gennemskue det, men på papiret lyder det som en spændende idé.


Lost Planet 2 trækkes af Capcoms nye MT Framework 2.0 engine, som er en imponerende stærk engine. Grafikken ser fremragende ud både teknisk og æstetisk, og det hele kører langt det meste af tiden flot og flydende, selv når man kæmper mod de enorme Akrids, og skærmen bades i kæmpemæssige eksplosioner. Det er et virkelig flot spil, hvor der er knald på alle effekter. Lydsiden er ligeledes glimrende med et flot og passende soundtrack og gode lydeffekter. Ganske overraskende for et japansk spi, er stemmeskuespillet rigtigt godt og troværdigt.

Lost Planet 2 er et spil, man virkelig gerne vil elske, men det er svært. På papiret ligner det et godt actionspil, men Capcom har foretaget nogle meget underlige designvalg, som resulterer i et frustrerende spil. Hvorfor er historien fordelt ud på seks ligegyldige personligheder, man aldrig lærer at kende? Hvorfor har Capcom ikke implementeret checkpoints? Hvorfor er det kun muligt at gemme sit spil imellem spillets kapitler (hvilket betyder, at man måske kan gemme sit spil en gang hver 30-60 minutter)? Hvorfor skal man gætte sig til det meste i spillet? Hvordan er den frygtelige mission (som beskrevet længere oppe) sluppet ud fra Capcoms kontorer, når den burde være blevet fældet i deres egen kvalitetskontrol? Ja, der dukker mange underlige spørgsmål op i ens hoved, når man sidder med Lost Planet 2.


Nu skal ret være ret; det er ikke ren elendighed med Lost Planet 2. Det ligner en million, lydsiden er ligeledes ganske god, der er en række fine multiplayer muligheder, og det er i glimt et ganske underholdende spil sammen med et par venner. Men der er ganske enkelt for mange basale og gennemgribende dårlige beslutninger i dette spil til, at det aldrig kan blive andet end middelmådigt – og dermed en skuffende efterfølger til et ellers rigtigt godt actionspil.
Gameplay:6.0
Grafik:9.0
Online:7.5
Holdbarhed:7.5
Overall 6.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.