Lost Odyssey

Anmeldt af: Rasmus Abildgaard Slot (Gamemakerman) - 5. marts 2008 - kl. 18:58
Del denne artikel:
34 0

Lost Odyssey kommer fra hjernen bag Final Fantasy serien, men er det et spil der kan matche den allerede store serie?

Hironobu Sakaguchi er manden der anses som værende skaberen af en af spilverdens største spilserier, nemlig Final Fantasy serien. Spillet Chrono Trigger anses dog som værende det største spil han har været med til at lave, som han valgte at følge op med en spirituel opfølger, Blue Dragon.

Fans af Final Fantasy serien har dog ventet på at et spil i samme stil skulle udkomme på Xbox platformen. Blue Dragon fulgte stilen fra Chrono Trigger og folk mente det var det de ledte efter. Enchanted Arms kom tæt på, men i sidste ende så mente de fleste at det også var en skuffelse. Hironobu Sakaguchi er så parat med et helt nyt spil som direkte går efter den stil vi kender fra Final Fantasy serien, men er det så også det Japanske RPG vi har ledt efter?

Lost Odyssey er navnet på spillet der skal konkurrere imod Final Fantasy serien og spillet har ramt stilen helt perfekt, hvis man kan lide Final Fantasy X og titlerne før det.






1000 år i drømme
Lost Odyssey handler om en udødelig mand ved navn Kaim der, til trods for at have levet i over 1000 år, ikke kan huske noget. I et slag imellem landene Uhra og Ghotza er der en meteor som slår ned og destruerer alle der er lidt for tæt på stedet. Kaim og en kvinde ved navn Seth Balmore er blandt de eneste der overlever ulykken som følge af deres udødelighed.

Snakken om de 2 udødelige når hurtigt lederne af Uhra, som mener at ulykken er skabt af et sted kaldet ”Grand Staff”. Grand Staff er et sted der producerer magisk energi og stedet der skal være redningen af Uhra selv, men det lader til alt er gået galt og Kaim bliver derfor sendt ud for at se hvad problemerne kan skyldes. Kaim er dog ikke alene da han bliver hjulpet af Seth og en troldmand ved navn Jansen, der har et godt øje for kvinder.






Selve historien er et af spillets helt stærke sider, da den er meget interessant fortalt og ikke alt er lige hvad man forventer. Historien døjer dog med et meget spøjst problem som man egentligt ikke ser alt for tit. Spillets historie har problemer med at tage form før man kommer hen imod slutningen af den anden skive og i løbet af de første 15 timer er der flere twists i plottet, end en formiddags tv-serie. Når spillet dog finder ud af hvilken retning det gerne vil hen i, så er det en oplevelse som sagtens kan matche dem vi ser i storfilm.

Der er ikke brug for fortiden
Spillet kommer på intet mindre end 4 DVD skiver og selvom det lyder som om vi er tilbage i Playstation 1 eraen, så er det tvivlsomt at man kommer til at skifte diske mere end en gang, i en spilsession. Spillet tog lige under 50 timer for undertegnede, endda uden at have rørt ved de mange sidemissioner og indsamlingen af udstyr.






Har man spillet et af de ældre Final Fantasy spil, så vil man ikke have problemer med at hoppe ind i Lost Odyssey. Lost Odyssey ligner specielt Final Fantasy X i dets spillestil, dog med nogle markante ændringer. Det er turbaseret action som vi kender det i Final Fantasy og der er egentligt ikke så meget man skal tænke på i selve kampene, udover at kunne læse hvad fjenderne er svage overfor.

Det handler mere om at vide hvor stærke ens personer er samt hvilke våben og færdigheder de har lært, da man ikke kun kan slå sig igennem spillet her. Det er stort set umuligt at få sine personer op i level da det er designet sådan at ens personer ikke får flere erfaringspoint efter en bestemt level, ud fra hvor du nu end er i spillet. Dette gør at spillet bliver usandsynligt svært, hvor det egentligt ikke skulle være det. Specielt boss-kampene bliver sværere på grund af man ikke kan stige i level og nogle af de almindelige monstre man møder kan snildt dræbe en.

Den første og sidste sektion af spillet er uden tvivl de sværeste, men har man ikke noget imod en udfordring så vil man nemt kunne bruge mange timer på spillet. En sværhedsgrad for begyndere ville dog have været passende.






En smuk drøm
Der er meget få spil der har et så smukt design som Lost Odyssey. Universet er utroligt flot lavet på den visuelle stil og der er herlig variation i de mange steder man besøger på sin lange rejse. Der er mange timer med super flotte og vel lavede mellemsekvenser, der er også en del pre-renderet mellemsekvenser, men ikke så meget i forhold til spil såsom Blue Dragon.

Det er dog ikke helt uden skår i glæden at spillet er så flot som det er. Selve loadetiderne kan være et problem for nogle, da det oftest er nogle sekunder man skal vente, før man kan komme ind i et nyt område eller i en kamp. Det er dog sjældent at man skal vente længere end 10 sekunder og det vil næppe være et problem for folk som spillede Oblivion, da det ikke er så slemt igen. Når man starter en kamp så skal ens personer også lige sige en ting til at starte med, men man kan undre sig lidt over hvorfor deres munde ikke bevæger sig i sådan en situation.

Stemmeskuespillet er blandt det bedste i nyere tid og musikken leveret af Nobou Uematsu er et episk mesterværk som kun de færreste spil kan rivalisere. Til trods for at spillet er meget tungt på tale, så er der intet mindre end 5 sprog på diskene, blandt andet de originale japanske stemmer. Selve teksten vil dog kun være på engelsk, men det er næppe et problem for de fleste.






Et af spillets bedste elementer er ”1000 Years of Dreams” som er en samling af små historier, fra Kaims tusindårige rejse. De små historier er så velskrevne at de sagtens kunne være udgivet alene som supplerende materiale til spillet. At de er med i spillet er en fantastisk god beslutning og en af de ting man som spiller gerne vil se mere af.

Bedre end de fleste
Kan man godt lide spil såsom Final Fantasy så vil man uden tvivl kunne lide den måde som Lost Odyssey er lavet på. Efter undertegnedes mening så rammer historien i Lost Odyssey stærkere end de fleste Final Fantasy spil og gameplayet føles som det Final Fantasy fans kender, dog med nogle kærkomne tilføjelser.

Til trods for at loadetiderne ikke er optimale og der kan være enkelte fejl, så er der nok tale om et af de mest imponerende spil i genren. Kan man lide en god historie der er serveret med et simpelt, men alligevel hårdt gameplay, så vil man elske Lost Odyssey. For nye spillere af genren så skal man tænke sig om en ekstra gang da det er et meget svært, men også et meget belønnende spil.
Fakta
Lost Odyssey

Lost Odyssey

PlatformXbox 360
UdviklerMistwalker
UdgiverMicrosoft
Spillere1
Udgivelsesdato29-02-2008
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.5
Grafik:9.5
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 9.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.