Lord of the Rings: Conquest

Anmeldt af: Jesper Thuesen - 1. februar 2009 - kl. 17:48
Del denne artikel:
23 0

Ringenes Herre får et kærkomment historiemæssigt twist i et nyt spil fra Electronic Arts

Spilåret 2009 er skudt i gang og vi lægger ud med et besøg i det velkendte Ringenes Herre univers, hvor Aragon, Frodo, Legolas og de andre velkendte ansigter endnu engang hæver deres våben i kampen mod det onde.

Den stærkt kritiserede spilgigant Electronic Arts sluttede spilåret 2008 af med fremragende titler som Mirror’s Edge, Dead Space og FIFA 09, og med sin nyvundne kreativitet er der igen grund til at stoppe op, når man studser over titler med det velkendte EA-logo på coveret. Sammen med Pandemic Studios forsøger de at følge op på 2008, ved at tage endnu et kig på Ringenes Herre med spillet Lord of the Rings, Conquest.

Nu tillader jeg mig at antage, at den almene dansker efterhånden er lige så dus med Ringenes Herre universet som flæskesteg med brun sovs og kartofler, og hvis ikke så skylder man sig selv at stifte bekendtskab med det. Eventyret om ringen er præcist så fængende som den var, første gang man stiftede bekendtskab med bøgerne eller filmen. Derfor vækker det megen undring, at man ikke har valgt at fokusere mere på den fantastiske historie. Men mere om det senere.






Lord of the Rings, Conquest er et strategisk hack’n slash. Strategien består i, at man ikke udelukkende har en velbevæbnet kriger til sin rådighed, når man slagter sig igennem horder af fjender, men også en troldmand, en bueskytte og en spejder. Hver klasse har sine egne evner og svagheder, og hvor krigeren er en hårdhudet, erfaren sværdkæmper, er bueskytten anderledes svag, men til gengæld god over længere afstande.

Dette giver et anderledes approach til kampene, da man kan få stillet enhver kamplyst, hvad enten man ønsker at befinde sig midt i en hektisk klump af riddere og orker, skyde med pile over længere afstande, hjælpe med magi som troldmanden eller sågar benytte sig af usynlighedsmagi og stikke fjenden ned bagfra som spejder. Én ting har de forskellige klasser dog tilfælles, de bruger alle sammen magiske kræfter for at udføre specielle angreb, og disse magiske kræfter skal genoplades ved at tildele, eller tage imod skade.






Historien består af to forskellige tilgange. Den ene er det godes kamp mod det onde, præcis som vi kender det fra den oprindelige Ringenes Herre historie mens den anden indgangsvinkel er anderledes nytænkende. I den onde kampagne bliver Frodo dræbt inden han når at destruere ringen, og derefter bliver de onde hovedpersoner som Saruman, Sauron og den enorme Balrog genoplivet, og huserer alt fra Minis Tirith til hobitternes idylliske hjemsted, Herredet.

Undervejs i historien får man mulighed for at skifte de forskellige klasser ud med heltene fra historien. Bl.a. kan man tage styringen over Legolas, Gimli og Aragon, mens man får mulighed for at styre Saruman, Sauron, Balrog m.fl. i den onde kampagne. Et udmærket twist til at føre de mange kampe frem over stepperne.

Og kampe er der mange af, og desværre bliver de aldrig så interessante som man kunne håbe på. Dette skyldes til dels et ekstremt repetitivt gameplay og til dels deciderede balanceproblemer. For det første er stort set alle kampe ens, tag kontrol over et område, forsvar et område eller ødelæg nogle genstande om og om igen. For det andet virker nogle af klasserne alt for svage i forhold til hvad man kunne forvente. F.eks. er warrior klassen meget meget svag, hvis man står overfor andre warriors og så virker det en kende underligt, at krigerens primærangreb til tider er svagere end troldmandens, selv når denne ikke bruger magi. Derudover er combo-mulighederne begrænsede og man får derved aldrig rigtigt tag på kampene.






Et andet klagepunkt er den meget svage holdbarhed. De to forskellige kampagner kan gennemføres på latterlig kort tid, og hvis man ikke er et onlinemenneske, så får man et absolut minimum ud af de penge man betaler for spillet. Levetiden forlænges af onlinedelen og muligheden for 4-personers splitscreen, men singleplayerdelen er simpelthen alt, alt for kort til et moderne konsolspil.

Den grafiske indgangsvinkel er decideret uholdbar, og til tider virker det som om, at grafikken er revet direkte ud af Return of the King spillet, som udkom til Xbox og Playstation 2 i den tidligere generation af konsoller. Landskaberne er blottet for sjæl og består mest af alt som et sammenkog af grå og brune farver. Animationerne er mangelfulde og textures ligner noget fra de tidligere konsoller. Til gengæld kører spillet uden framedrops og andre irritationsmomenter, selv når der er hundredevis af figurer på skærmen.






Lydsiden er godkendt, intet mere, intet mindre. Fortællerstemmen er stemningsfuld og selve in-game lyden er også solid. Kommandoerne er konstant gentagende og bliver hurtigt irriterende, og dette kan man også sige om de hoverende udtalelser, når man har nedlagt en horde af fjender. Baggrundsmusikken er taget direkte ud fra filmene og man vil hurtigt kunne nikke genkendende til størstedelen af de flotte melodier, som sætter en glimrende stemning.

Onlinedelen består af mange forskellige gamemodes, som spænder fra den traditionelle Team Deathmatch til Conquest mode, Catch the Rings og den nytilføjede Hero Arena, som kan downloades gratis på markedspladsen. Man har rådighed over samtlige klasser fra singleplayerdelen, og hvis man yder en god indsats får man mulighed for at tage styringen over en helt, som har sine egne signaturangreb og generelt virker stærkere end de normale klasser.






Dog er balanceproblemerne igen til gene, og det er generende, at det er så utroligt svært at præstere med en warrior, mens en dygtig bueskytte uden problemer hiver det ene kill efter det andet. Dette ændrer sig dog radikalt alt efter gamemode, men den traditionelle Team Deathmatch lider grusomt under disse problemer. Conquest mode, hvor man skal indtage strategiske punkter er mere åben og teambaseret, mens capture the Ring ligeledes tager en mere strategisk tilgangsvinkel.

Det hele kører flydende og man oplever sjældent store udsving og serverne er stabile, uanset om man er fire eller 16 spillere i kampen. Dette er bestemt et plus, og onlinedelen er da også spillets absolut mest positive side, uden at dette dog kan betegnes som et decideret kompliment.

Lord of the Rings, Conquest er nemlig en meget tynd kop kaffe, som virker halvfærdigt og ikke mindst halvhjertet. Singleplayerdelen er alt for kort, spillet virker forældet på den grafiske front og så er gameplayet ulideligt gentagende. Endvidere er historien mangelfuld og man får aldrig rigtigt et forhold til spillets figurer, da banerne mest af alt minder om brudstykker fra den oprindelige historie, som er kastet ind efter behov.

Hvis ikke man har Xbox Live guld abonnement, så er der absolut ingen grund til at kigge efter Lord of the Rings, Conquest, da spillets 2-4 timers lange singleplayerdel er alt for kort til, at man skal kaste sine surt optjente sparepenge efter det. Har man det, så kan man muligvis for underholdning ud af multiplayerdelen, men det kræver at man er glad for universet og kan se igennem fingre med, at mulighederne er begrænsede og arenaerne livløse.
Fakta
Lord of the Rings: Conquest

Lord of the Rings: Conquest

PlatformXbox 360
UdviklerPandemic Studios
UdgiverElectronic Arts
Spillere1-16
Udgivelsesdato09-01-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:4.0
Grafik:4.5
Online:6.0
Holdbarhed:4.0
Overall 4.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.