Nu er SEGA klar med dette års officielle OL-spil, London 2012, og fans af denne slags spil vil næppe blive skuffede. Den dybe tallerken er ikke blevet opfundet på ny, og spillets opbygning vil for mange virke bekendt, i forhold til for fire år siden i Beijing. Spillet fremstår dog finpudset og bedre på alle punkter. Spillets bærende spilfunktion er Olympic Games, der giver mulighed for at deltage i en hel serie af discipliner varierende fra tolv til 28. Her vælger man fra en mindre liste selv to discipliner pr. dag. Der spilles kvalifikation og finale, som nås, hvis man ender i top fire i kvalifikationen. Herefter opgøres den samlede stilling løbende i forhold til point givet for medaljer. Spillet byder på tre forskellige sværhedsgrader, hvoraf de to letteste ikke byder på de store udfordringer efter en smule øvelse. Sværeste niveau vil også relativt hurtigt være til at overkomme.
Øvelse er virkelig nøgleordet i år, hvor der lægges mere vægt på timing end power og hurtighed. Vi kender alle de gamle spil, hvor det bare handlede om at knalde ud på knapperne så vildt og uhæmmet som overhovedet muligt. Vi opfandt alle vores egne metoder til, hvordan joypad eller joystick bedst kunne klemmes fast mellem lårene så hænderne var frie til de vilde tryk. I London 2012 kræves der præcision, rytme og timing. Kun meget få af de i alt 46 forskellige discipliner kræver hurtige tryk. Dette er en supergod ting, idet man i langt højere grad føler, at man netop kan øve sig til at blive god. Man mærker tydeligt, hvordan øvelsen gør mester, og hvordan man stille og roligt med stadig højere stabilitet hiver de sidste centimeter ud af sandgraven i længdespring eller skærer de sidste hundrededele af sin tid på løbebanen. At spillet, som antydet, mangler lidt sværhed i den høje ende kompenseres der i høj grad for med spillets onlinedel.
Op til otte spillere kan konkurrere imod hinanden online, hvor der vælges imellem ræsbaserede discipliner, det vil sige løb, cykling og lignende, rundebaserede discipliner, altså spring, kast, bueskydning med mere, eller min personlige favorit, den gode blanding af det hele i mix. Derudover kan man også dyste en mod en i konkurrencer over tre set. Det er nemt at finde modspillere, konkurrenterne forløber lagfrit og niveauet er af naturlige årsager meget højt. Der er som altid folk, som ikke laver andet, og derfor allerede nu har oparbejdet et niveau grænsende til umenneskeligt. Men der er ingen tvivl om, at det er onlinedelen, som folk vil få lyst til at komme tilbage til igen og igen. Naturligvis kan man også holde øje med sine venner på ranglisterne og sørge for, at man holder sig øverst på listen.
Udover Olympic Games og onlinedelen, så kan man også spille disciplinerne separat eller i skræddersyede lister, ligesom spillets Party Play funktion lader op til fire spillere på samme maskine dyste i forskellige udfordringer og disciplinserier. Det er et udmærket spil til dig og vennerne. Der er altså alt i alt masser af underholdning i London 2012, men som nævnt med mest holdbarhed i onlinedelen, hvor konkurrenceniveauet er højt. Personligt bruger jeg singleplayerfunktionerne til at tørtræne og finjustere, så man ikke gør Dannebrog for meget til grin når der kobles op til Xbox Live.
Der er som nævnt 46 forskellige discipliner at give sig i kast med. Det er et højt tal og lyder umiddelbart prangende. Det skal dog tages med modifikationer, idet mange af disciplinerne er meget nært beslægtede. For eksempel er der fem forskellige løbsdiscipliner, ti forskellige svømmediscipliner og otte typer af udspring. Det gør dog ikke noget, og til gengæld byder London 2012 også på nogle interessante tilføjelser i form af for eksempel beach volleyball og roning. Kinect er også implementeret på en række af disciplinerne. Som sædvanligt, fristes man desværre til at sige, er det med tvivlsom succes.
Grafisk er niveauet i London 2012 gevaldigt højnet i forhold til Beijing 2008. På fire år manglede det naturligvis også bare. Men grafikken er rigtig flot og især atleternes gengivelse i ansigtsudtryk, mimik og bevægelser er helt godkendt. Stemningen omkring legene rammes også rigtig fint. Der er kælet for alle menuerne, som fremstår flotte og farverige. Alt i alt et rigtig indbydende spil at manøvrere rundt i. På lydsiden er musikken den sædvanlige, lidt kvalmende omgang, som i bedste fald bare er ligegyldig. Kommentatorerne taler naturligvis klingende britisk, og kommer for det meste med passende kommentarer, omend man kunne savne en smule variation. Lydeffekter fra vandplask, buestrenge og knuste lerduer lyder realistiske. Alt i alt er lydbilledet udmærket.
London 2012 er det bedste OL-spil til dato. Det er klart, at finpudsningen og dybden i hver disciplin vil være mere overfladisk end når en producent laver et spil kun med fodbold eller kun med golf. Men i forhold til de mange discipliner leverer SEGA en overbevisende oplevelse over hele linjen. For fans af OL-spil vil London 2012 ikke skuffe. De dejlige, farverige menuer og det trods alt pæne udvalg af discipliner, giver sammen med en især krævende onlinedel masser af underholdning hen over sommeren, imens OL-feberen raser.
Facebook
Twitter
