LocoCycle

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 16. februar 2014 - kl. 21:39
Del denne artikel:
0 0

LocoCycle er tidligere udkommet til Xbox One og nu er det bindegale spil om en motorcykel, der leder efter friheden, så kommet på Xbox 360. Læs anmeldelsen her.

Twisted Pixel er ikke helt raske – de er nogle af de mest originale og bindegale udviklere overhovedet. Se bare på deres portefølje af spil, der strækker sig fra The Maw og Splosion Man til Comic Jumper og The Gunstringer. Godt nok er deres spil temmelige underlige, men de er altid underholdende, på deres helt egen skæve måde.


Ved lanceringen af Xbox One konsollen, var Twisted Pixel og Microsoft klar med LocoCycle og nu er spillet så udkommet til Xbox 360 via Xbox Live Arcade. Spillet er ikke sådan lige at beskrive, for Twisted Pixel overgår denne gang sig selv med et af de mærkeligste spil jeg længe har prøvet – hør bare hvordan det hele starter.

Man tager rollen som IRIS, verdens mest intelligente motorcykel, der under en fremvisning ved et uheld bliver ramt af lynet, så hendes kunstige intelligens går bananas. Hun ryger på værkstedet, hvor hun i fjernsynet ser en reklame for et motorcykel-show i Indiana og da hun er en motorcykel langt ind i hjertet, vil hun med til dette show og mærke friheden sammen med de andre motorcykler. Mens mekanikeren Pablo forsøger at ordne hende, beslutter hun sig for at tage af sted – desværre sidder Pablos ankel på en eller anden måde fast på siden af IRIS, så han bliver trukket efter hende, da hun begiver sig ud på den lange rejse mod Indiana.


Ja, det lyder mærkeligt og det er det også. Hvis man skal forsøge at putte LocoCycle ned i en genre-kasse, vil der skulle stå racerspil/kampspil/on-rails shooter på kassen, for mens IRIS drøner ned af de brede highways (hvor du nærmest ikke behøver at styre), skal man bekæmpe en lang række fjender. Det kan gøres på forskellige måder; enten ved at skyde fjenderne med IRIS’ maskinkanon eller ved at kaste sig ud i nærkampe. I nærkampene svinger IRIS forhjulet for at bekæmpe fjender forfra eller ved at svinge eller kaste Pablo bagud. Dette krydres med sektioner, hvor Pablo bruges som en slags savklinge, som IRIS kaster igennem luften, andre sektioner hvor man fra siden skal skyde helikoptere ned eller forskellige køretøjer i sænk, mens en arrig robot svinger ud efter en med skolebusser og andet, eller et top-down skydespil, hvor en række hangarskibe og andre krigsskibe skal smadres fra luften.

LocoCycle er et spil, som ikke tager sig selv seriøst på nogen måde – og det bør du heller ikke gøre. Hvis du sætter næsen op efter et spil, med bare en knivspids logik og realisme, vil LocoCycle virke komplet vanvittigt, men hvis du tager det for et over-the-top spil, der forsøger at stikke af i alle retninger, gerne samtidigt, så kan du faktisk være fint underholdt af LocoCycle i perioder.

Gameplayet er temmelig ensformigt og det ville falde helt igennem, hvis det ikke blev krydret med de forskellige spiltyper nævnt ovenfor. Nogle af dem fungerer rigtigt fint, mens andre ikke gør. Spillet kan gennemføre på omkring 3-4 timer og selv om det kan lyde lidt i underkanten, er det faktisk en passende længe til et spil så bizart som dette.


Som altid i spil fra Twisted Pixel, er også LocoCycle fyldt med skæv humor. Efter IRIS er blevet ramt i lynet, har hun en tendens til konstant at misforstå den spansktalende Pablo (selv om hun er flydende i ikke mindre end 5000 sprog) og det giver nogle ganske sjove dialoger ind i mellem – hvor IRIS også refererer til bl.a. The Flintstones, Airwolf og andre film, spil, præsidenter, skuespillere og andet. Generelt er der konstant en humor med et glimt i øjet og man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når der trækker en lastbil ind foran en, og bagdørene går op, hvorefter et par agenter kaster noget der ligner Saddam Hussein dværge med dynamit spændt om maven efter en. Det hele ender naturligvis med, at alle dværgene ender tilbage i lastbilen, som naturligvis eksploderer. Det er bizart, morsomt og det skal ikke tages seriøst.

Som spil fungerer LocoCycle ikke specielt godt. Der er stort set ingen udfordring i det, det er forholdsvis ensformigt, styringen er elendig og det er hurtigt overstået. Men som underholdningsprodukt, fungerer det faktisk – det er et af den slags spil, som faktisk er sjovere at sidde ved siden af og se på, ens at spille det selv. Det er et spil i ren Twisted Pixel ånd – og enten synes man det er totalt latterligt, ellers holder man af den skæve humor og det anderledes gameplay. Det er så bizart, at der stort set ikke er nogen mellemvej.


Grafikken i LocoCycle har en svag tegnet og karikeret stil. Denne grafikstil passer fint til spillets vanvittige univers, men kønt er det ikke. Jeg oplevede ikke noget decideret fejl, men grafikken lever ikke på nogen måde op til standarden for Xbox 360 spil – heller ikke Arcade spil. Lydsiden fungerer fint, med et anonymt soundtrack – men den helt store stjerne på lydsiden er IRIS’ mekaniske stemme (leveret af Lisa Foiles) og som nævnt tidligere, er dialogen ret morsom, når hun konstant misforstår Pablo, der bliver mere og mere frustreret over at blive slæbt bag IRIS. Andre stemmer til spillet leveres fint af personligheder som Freddy Rodriguez (Planet Terror, Six Feed Under) og Robert Patrick (Terminator, Die Hard, The Sopranos). I spillets menu, kan man lukke op for massevis af ekstra indhold, f.eks. info om skuespillerne, hele soundtracket, masser af ”behind the scenes” videoer, knap 200 fotografier bl.a. fra udviklingen af spillet og opbygningen af IRIS motorcyklen og 420 stykker concept art.

Det er lidt svært at anbefale LocoCycle, til andre end fans af Twisted Pixel. Der er ikke meget spil under overfladen og det hele er ret hurtigt overstået – man kan dog vende tilbage og forsøge at gøre det bedre i de 17 forskellige levels hvis man har lyst til det. På trods af dette, var jeg dog alligevel svagt underholdt af LocoCycle, som nok fungerer bedst som underholdning og ikke så meget som spil – hvis det havde været en animationsfilm, som havde til formål at tage tykt gas på kiksede B-film, havde det nok set lidt anderledes ud. Hvis man var underholdt af andre spil fra Twisted Pixel, skal man da bestemt tage et kig på LocoCycle, for man får samme vanvittige rusketur, som man kan være sikker på, at Twisted Pixel altid er garant for.


LocoCycle på Xbox 360 er, så vidt vi lige kan se, helt identisk med spillet fra Xbox One, så der er ingen grund til at kaste penge efter 360 versionen, hvis man allerede har spillet på One. LocoCycle kan købes for 75 kr. på Xbox Games Store og skal downloades af to omgange. Spillet kunne ikke passes ind i Microsofts regel om, at Xbox Live Arcade spil kun må fylde max. 2 GB, så først skal man downloade 1,99 GB og første gang man starter spillet, skal en gratis såkaldt ”datapack” på yderligere 1,98 GB downloades, så spillet i alt kommer til at fylde lige under 4 GB.
Fakta
LocoCycle

LocoCycle

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerTwisted Pixel
UdgiverMicrosoft Studios
Spillere1-64
Udgivelsesdato14-02-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 12 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Fin humor og sjove referencer, enkelte fjender er sjove at kæmpe imod
Ensformigt gameplay, forældet grafik, for meget genbrug
Gameplay:5.5
Grafik:6.0
Online:-
Holdbarhed:4.0
Overall 6.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.