Legendary

Et ragnarok af monstre slippes løs da du ved et uheld åbner Pandoras æske. Der er nu kun én der kan redde verden – dig.

Hvad kan man forvente af udvikleren, som stod bag det stærkt kritiserede Turning Point: Fall of Liberty? Måske en spændende historie, for det er lige hvad Legendary er; en glimrende idé og en spændende historie. For dem der endnu ikke har spillet Turning Point: Fall of Liberty kan det afsløres, at Legendary’s udvikler er Spark Unlimited og at Legendary udgives af Gamecock og Atari.

I Legendary tager du styringen over mestertyven Charles Deckard, som hyres til at stjæle den sagnomspundne Pandoras Æske. Ved et uheld åbnes æsken og alskens uhyrligheder i form af monstre, som vi kun kender fra mytologi og gyserfilm, slippes løs i gaderne. Samtidigt befinder du dig i midten af en kamp mellem to uenige fraktioner, som begge vil have kontrol over æskens utrolige kræfter, og dermed er der ellers lagt op til et hæsblæsende kapløb mod tiden, for at forhindre, at det ondsindede hold af soldater, The Dark Order, får kontrollen over Pandoras Æske.






Legendary er et godt gammeldags FPS spil og er man fan af genren, vil man meget hurtigt finde sig til rette i rollen som Deckard, da styringen læner sig op af det vi kender fra størstedelen af FPS spil og våbenarsenalet består af de obligatoriske pistoler, shotguns, automatvåben og så videre. Dog er der et enkelt twist i form af Animus, som bedst kan kategoriseres som monstrenes sjæl. Da Deckard åbnede Pandoras Æske fik han nemlig muligheden for at suge Animus til sig, og derefter benytte det til egen fordel.

Animus kan bl.a. benyttes til at heale Deckard, man kan lave et Animus push, som skubber overnaturlige væsener væk og man kan benytte Animus til at omvende monstrene til at kæmpe med dig mod Dark Order. Animus kan findes rundt omkring på de forskellige baner, men fremkommer som oftest når man har slået et overnaturligt monster ihjel.






Og netop overnaturlige uhyrer er der nok af, så man vil uden tvivl få stillet sin tørst efter varulve, griffer, minotaurer og ildspyende øgler. Primært vil man støde på varulve, mens griffer, minotaurer og sågar den fra flere piratfilm kendte Kraken, primært fungerer som bosser og mini-bosser. Derudover skal man også døjes med nogle uhyggeligt præcise soldater fra Dark Order, og dette mix af uhyrer og menneskelige fjender fungerer faktisk udmærket.

Desværre er der ikke noget positivt at sige om spillets styring, som mildest talt er pinlig upræcis. Dette er naturligvis en irritationsfaktor når man vil sigte, men i særdeleshed når spillet kræver, at man laver en række præcise spring fra den ene afsats til den anden, hvilket umuliggøres da man stort set ikke har nogen kontrol over, hvor man lander efter man har taget afsæt.






Endvidere har Spark Unlimited valgt at krydre banerne med et alt for stort antal ”stop moments”, hvor man skal åbne døre ved at holde X nede i 5-10 sekunder. Dette virker akavet og malplaceret, da det medvirker til at pulsen kommer ned, således at tingene aldrig bliver rigtigt spændende. Derudover virker banerne døde og til trods for enkelte lyspunkter i form af episke ødelæggelsesscener, så fremstår banerne som uinteressante og upolerede.

Netop denne kedsomhedsfornemmelse er Legendary’s største fejl, for til trods for at historien er anderledes og fjenderne interessante, så formår spillet på ingen måde at hæve sig over middelmådigheden. Det byder simpelthen ikke på noget nyt indenfor genren og en række graverende fejl, som fjender, der forsvinder ind i vægge og soldater som tilsyneladende er ligeglade med, om man pumper deres overkrop fulde af varm bly, er blot medvirkende til, at man efter spillets credits sidder tilbage med en noget tom fornemmelse i kroppen.






Denne fornemmelse følger spilleren ind i Legendary’s multiplayerdel, som består af en enkelt gamemode, fordelt over fire forskellige maps. Som i singleplayerdelen er det Animus der er omdrejningspunktet og Live-delen går således ud på, at skaffe sig rigelige mængder Animus ved enten at slå monstre eller modstandere ihjel. Derefter skal det indsamlede Animus overføres til en maskine, og det hold der først får sin Animus accelerator fyldt op, vinder kampen. Live delen er faktisk ganske underholdende, men grundet det lave udbud af såvel baner som gamemodes, så er det næppe noget der kan underholde i mere end en enkelt aften.

Grafikken formår ikke at hæve sig op på noget der ligner next-gen standard, og til trods for enkelte flotte momenter, som f.eks. et totalt smadret New York, så kan den grafiske side bedst beskrives som værende middel. Miljøerne er uden sjæl og stort set uden varians, persongalleriet er kantede, upolerede og elendigt animeret, og når spillet så endeligt accelerer grafisk, så føles det hele utroligt scriptet, til trods for at det få gange er flot at se på.






Lydsiden følger desværre den grafiske indgangsvinkel slavisk. Der er enkelte lyspunkter, men oftest vil man græmme sig over det rædselsfulde stemmeskuespil, og et soundtrack, som primært består af to-tre lydspor, der gentages til det uendelige igennem spillets 10 chapters. Monstrenes brøl er godkendte ligesom der også er god styrke, når bygninger rives fra hinanden og falder metervis mod det hårde underlag. Desværre er dette langt fra nok til at opveje et særdeles negativt helhedsindtryk.

Legendary efterlod undertegnede med et indtryk af spildt potentiale, for såvel idé som historie er faktisk udmærket. Desværre er ingen af delene nok til at opveje et særdeles middelmådigt skydespil, som på ingen måde skiller sig ud fra mængden, eller i hvert fald ikke på en positiv måde.






Med julesalgets tætpakkede spilkalender, er der ingen grund til, at du bruger surt tjente penge på Legendary medmindre du virkeligt føler trang til at skyde hovedet af varulve. Hvis ikke, så er der absolut ingen grund til at erhverve dig Legendary, som, ligesom Pandora’s æske, har det bedst med at være uåbnet.