L.A. Noire

Anmeldt af: Morten Skou - 20. maj 2011 - kl. 17:24
Del denne artikel:
27 0

Take2 og Rockstar har taget den australske udvikler, Team Bondi, under sine vinger, og sammen har de netop udgivet det længe ventede detektiv-sandkassespil, L.A. Noire.

L.A. Noire startede oprindeligt ud som et PlayStation 3 eksklusivt spil, hvor alle udgifterne blev betalt af Sony. Take2 overtog rettighederne og annoncerede efterfølgende, at spillet ville udkomme til både PlayStation 3 og Xbox 360. Som årene gik, blev spillets udgivelse rykket igen og igen fra dets oprindelige udgivelsesdato i 2008, først til slutningen af 2009 og så senere til 2011.

Historien i spillet tager os tilbage til Hollywood, Los Angeles, i året 1947, altså lige efter afslutningen på anden verdenskrig. Vi følger hovedpersonen Cole Phelps, som netop er vendt hjem fra krigen som en krigshelt, der endda har fået tildelt Silverheart medaljen for hans mod under krigen. Da Phelps gerne vil gøre en forskel, bliver han politimand i LAPD, og ganske hurtigt får hans chefer øje på hans sans for detaljer og flair for at efterforske sager, så han bliver forfremmet til efterforsker. Derefter fører spillets hovedhistorie os igennem en lang række forskellige kriminalsager, som skal efterforskes, vidner der skal afhøres, og forbrydere som skal fanges. Der er en bred vifte af forskellige sager både fra de simple trafikuheld til drab, narkotikahandel, korruption og alvorlige former for svindel.





En typisk efterforskning starter eksempelvis med et mord; man skal så køre ud til stedet, hvor mordet har fundet sted og søge efter forskelligt bevismateriale. Dette gøres ved, at man både leder efter spor på liget og ligeledes i nærområdet omkring gerningsstedet. De ting man finder, kan man så bruge som ledetråde for at komme videre med sagen. Det ender som regel med, at man skal rundt på et par andre lokationer for at finde flere beviser, for til sidst at anholde en eller flere mistænkte, som så skal afhøres.

Afhøringerne er - til trods for, at de i medierne har fået meget omtale - rimelig kedelige at gennemføre, men ikke desto mindre en del af en normal detektivs arbejde. Det er selvfølgelig også her, at man for alvor skal se, om man kan få brikkerne i sagen til at falde på plads, så det bliver den rigtige person, der bliver dømt. Det kan rent faktisk godt lade sig gøre, at man får dømt en uskyldig, hvis man ikke er i stand til at bruge sin viden ordentligt i forbindelse med disse afhøringer. Rent pratisk foregår de ved, at man stiller personen nogle spørgsmål, og efterfølgende skal man så vælge, om man tror de taler sandt, om man er i tvivl eller om de lyver – og derefter fremvise beviser for det, hvis man mener, at de lyver.

Der er 21 forskellige sager, som man skal gennemføre i en 100% lineær historie, de første af dem er indlæringssager, hvor man ligesom bliver præsenteret for de forskellige ting, som spillet har at byde på. Desværre er spillet meget trivielt – det er ofte de samme ting om og om igen, sågar er der genbrugt mange situationer, som eksempelvis at man bliver slået ned eller at man skal løbe eller lave biljagt efter en mistænkt. Det tog undertegnede lidt over 20 timer at gennemføre hovedhistorien, som på ingen måde rigtigt formår at udfordre ens evner på andre områder, end at det kan være svært at få de rigtige svar i forbindelse med de førnævnte afhøringer.





Ganske typisk for denne type spil er der også en lang række ting, som man kan bruge en masse tid på at gå og lede efter. Der er blandt andet 30 forskellige landemærker, altså bygninger og områder, som er kendte fra L.A, og som man kan se, når man kommer i nærheden af dem. Der er 40 mindre sidemissioner, som man finder, når man kører rundt på gaden, 50 forskellige filmruller, som man kan finde, 95 forskellige biltyper, 13 aviser, som kan læses, og så er der naturligvis ”100%” færdiggørelsen af spillet – alle udløser de en lækker achievement.

Imellem de forskellige sager, som man løser, kommer der en række mellemsekvenser, som viser Phelps oplevelser under hans tid som soldat under anden verdenskrig og kampene imod Japan. I disse ret flotte film møder man en række af de andre karakterer, som dukker op i løbet af spillets hovedhistorie. De førnævnte 13 aviser er ligeledes med til at give yderligere baggrundshistorie. Dette betyder, at man igennem spillet ligesom ser tre forskellige historier udfolde sig, men hvor man kun selv har mulighed for at deltage i hovedhistorien.

Selvom spillet reelt er et sandkassespil, så synes jeg alligevel, at det er begrænset, hvor meget man egentlig ender med bare at køre rundt og lave ting, der ikke har noget med historien og sidemissionerne at gøre. Der er eksempelvis ingen butikker, man kan købe noget i, og man kan selvsagt ikke hygge sig med at rende rundt og lave meningsløs kriminalitet. En anden af de ting, som jeg synes spillet mangler for at kunne leve op til den normale Rockstar-stil, er humor. Humoren i Rockstars spil har altid været helt genial, men det er altså en ting, som der ikke er meget af i L.A. Noire, og det er synd. Det er naturligvis en alvorlig ting at efterforske mord og lignende, men når man skal befinde sig i selskab med spillet i over 20 timer, så ville det være rart bare at kunne trække på smilebåndet en gang imellem.





Sværhedsgraden er holdt på et niveau, hvor alle kan være med, og skulle man blive i tvivl om, hvad man skal gøre næste gang, så kan man spørge sin partner til råds. Dette betyder også, at udfordringen for de mere erfarende sandkassespillere egentlig ikke er særlig høj. Man har dog muligheden for at slå noget af hjælpen fra – nemlig musikken, som indikerer, når der ikke er flere spor at finde, og ligeledes kan man slå viberationen fra, så man ikke bliver gjort opmærksom på, at man er i nærheden af et spor.

Ligesom det har været tilfældet med mange andre spil fra Rockstar, er der mulighed for at gøre brug af deres ”Social Club”. I Social Club kan du følge din fremgang i spillet, sammenligne med dine venner og ikke mindst kan du få hints til at finde de ting, du måtte mangle. Rockstar Social Club kan du finde på http://socialclub.rockstargames.com – det kræver et login, men der er til gengæld en lang række lækre muligheder derinde.

Når det kommer til det grafiske, er der blevet brugt enormt meget energi på at lave spillet flot grafisk, desværre har det primære fokusområde uden tvivl været de forskellige karakteres mimik og ansigtsudtryk, som er meget imponerende. Et andet område, som Team Bondi har brugt lang tid på, er gengivelsen af Los Angeles, som den så ud tilbage i 1947, faktisk skulle hele 90% af bygningerne i det område af byen, hvor L.A. Noire finder sted, være gengivet meget nøjagtigt. Der, hvor spillet derimod halter bagud på det grafiske, er den normale grafik, som man ser hele vejen igennem spillet. Der er typiske fejl, som at billedet ”hakker”, at der er meget store områder, som er decideret slørede, og at der til tider ganske enkelt mangler grafiske elementer. Som spillets titel afslører, så er L.A. Noire lavet med udgangspunkt i ”noir” filmtypen, som var populær tilbage i 1940-50’erne – vil man gå helt tilbage til dengang, er der mulighed for at spille hele spillet udelukkende i sort/hvid-format.





Derudover er der den lidt klodsede AI, altså måden som de øvrige karakterer opfører sig på – som bestemt godt kunne have været bedre. Undertegnede oplevede mange gange igennem spillet at sidde fast, udelukkende fordi min partner stod i en position, som gjorde, at jeg ikke kunne bevæge mig væk fra der, hvor jeg stod – eller at partneren ganske enkelt ikke kunne komme forbi en af de andre karakterer i spillet. En anden lidt kedelig ting er de få sætninger, som ”statisterne” i spillet har at sige, bliver man stående ved dem, bliver de ved med at skifte imellem de to samme, det ville have været mere elegant, hvis de bare ikke havde sagt noget efter de to sætninger var blevet brugt.

Et par gange oplevede jeg også, at man ganske enkelt ikke kunne komme videre i historien, eksempelvis fordi den person, man skulle afhøre, pludselig ikke kunne aktiveres – en genstart af de pågældende sager gjorde så, at alt virkede som det skulle igen, men alligevel trist, at man skal starte helt forfra på en sag på grund af en så banal ting som aktivering af en karakter, man skal snakke med.

Selvom det naturligvis er nævneværdigt, at byen er genskabt i så høj detaljegrad, som det skulle være tilfældet, så havde det nok været en bedre ide, hvis de istedet havde brugt tiden på at gøre selve spillet pænere – der er alligevel ingen af dem, der spiller spillet, som vil bemærke, om bygningerne ser ud præcis som i 1947 eller om det bare ligner noget i nærheden, men som var fiktionelt.

Lydsiden er dejlig stemningsfyldt, den er primært præget af jazzmusik, som jo var en populær ting på den tid. Når man er igang med en sag, så kommer der lidt mere gang i musikken og dermed den anspændte stemning. Derudover er stemmeskuespillet også helt i top, det er blandt andet Aaron Staton fra den amerikanske TV-serie ”Mad Men”, der har lagt stemme til hovedpersonen.





Holdbarheden af L.A. Noire afhænger meget af ens lyst til at jagte alle de små ting, som spillet har at byde på. Selve hovedhistorien tog mig som tidligere nævnt lidt over 20 timer, og set i lyset af, hvor mange timers underholdning de fleste andre spil i dag har at byde på, så er det jo ganske udemærket. Har man derimod mod på at forsøge at samle og gennemføre alle de små ekstra ting, så kan man nok godt regne med at smide 10 timer oveni hatten, før man har en gennemførselsprocent på 100.

Alt i alt er L.A. Noire et ganske udemærket spil. Man skal dog være klar over, at det ikke er et spil, der helt kan måle sig med de spil, som Rockstar Games selv har stået for udviklingen af. Meget af spillet føles som sagt meget trivielt, og det er ærgerligt, at man sidder lidt med en fornemmelse af, at Team Bondi har forsøgt at forlænge spillets historie på en lidt kunstig måde.

Allerede nu er der et par ekstra sager, som man kan hente ned, hvis man vel at mærke har købt den nordiske udgave af spillet – vi andre må pænt vente på, at de bliver tilgængelige på Xbox Live markedspladsen efter et stykke tid. Det er dog et godt tegn, at man allerede nu kan se, at der kommer flere sager, som kan få en til at tage spillet ned fra hylden fremover. Som et sidste hint, så husk at se alle credits, der kommer en lille godbid efter de er overstået.
Gameplay:8.5
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.