Killer is Dead

Jeg har et blødt punkt for den japanske spildesigner Goichi ”Suda 51” Suda’s mærkelige stil, fordi man kan være 100% sikker på, at hans spil ikke er lig noget andet man tidligere har set. Han har tidligere stået bag Shadow of the Damned, hvor man var dæmonjæger af den kiksede slags, der ikke var bleg for at blæse hoved og lemmer af dæmoner mens han råbte upassende jokes efter dem. Eller hvad med Lollipop Chainsaw, hvor man tog rollen som den 18 årige Juliet Starling, en slikkepindsuttende blond cheerleader med store bryster, der hygger sig med at være zombiejæger i sin fritid. Og senest har han stået bag Black Knight Sword, der mest af alt ligner en omgang Monty Python teater på den gode måde.


Nu er han på spil igen med Killer is Dead, hvor man tager rollen som Mondo Zappa, en stilfuld superagent og lejemorder med designerbriller, jakkesæt og slips, som er ansat hos Bryan Execution Firm. Han rejser rundt i verden (og universet), for at dræbe farlige kriminelle og andre lejemordere – og det hele med kraftige seksuelle undertoner, som vi kender det fra Suda 51. Med sig har Mondo sit sværd Gekkou og hans venstre arm er erstattet af en gigantisk robotarm, der både kan tage form som et maskingevær, et kæmpemæssigt bor eller en Freeze Shooter, der gør at fjenderne bevæger sig langsommere.

Det lyder måske på overfladen ikke helt så underligt (jo det gør), men i typisk Suda 51 stil, er der absolut intet, der er normalt – se bare på nogle af navnene på spillets 12 levels, de giver et godt indtryk af, at det ikke er helt normale missioner Mondo sendes ud på; The Man who Stole the Moon, She who Eat Dreams og The Giant who Stole a Planet. Og Killer is Dead er et underligt spil – det er det jeg elsker Suda 51 for, nemlig for at lave disse mærkelige spil, der træder frem fra den grå Call of Duty masse.

Men kan spil også blive for underlige? Altså, Lollipop Chainsaw og Shadow of the Damned var bestemt ikke helt almindelige spil, men alligevel hang de på en eller anden måde sammen. Killer is Dead er virkelig mærkeligt og der er absolut ingenting i historien som hænger sammen – selv dialogen giver det meste af tiden slet ingen mening. Man kan godt opgive at følge med i handlingen, hvis der er nogen overhovedet – for mig virkede det som en række missioner uden nogen form for sammenhæng og fyldt med usammenhængende dialog, som man kun kan trække på smilebåndet af, for den er virkelig mærkelig.


Under den underlige overflade, ligger de faktisk et ganske habilt kampsystem – simpelt men overraskende effektfuldt. Man hakker løs på fjenderne i Bayonetta hastighed og efterhånden som man hiver combos hjem, kan man udføre et execution move, hvor man dræber fjenden på brutale måder. Man kan kombinere ens angreb med den venstre robotarm, men jeg fandt det lettere, bare at hakke løs på fjenden. Visse steder er den dog påkrævet. Man kan opgradere Mondos angreb efterhånden som man indsamle de såkaldte ”måne krystaller”, så man kan gøre hans angreb kraftigere, få hans energi til at regenerere hurtigere osv. Kampsystemet fungerer overraskende godt og det er en fornøjelse af hakke sig igennem horder af fjender for at se dem eksplodere i et farveorgie.

Spillet indeholder 12 hovedmissioner, som måske kan lyde i underkanten. De kan også gennemføres ret hurtigt, men vil man have en AAA score i dem alle, er der nok at give sig til. Efterhånden som man gennemfører missionerne, bliver der lukket op for forskellige udfordringer og sidemissioner, så alt i alt, er der faktisk nok at kaste sig over i Killer is Dead. Når vi nu taler om missionerne, kommer vi ikke udenom de meget kontroversielle Gigolo missioner, som har været meget udskældt. Det er nogle valgfrie missioner, hvor man skal forsøge at charmere sig ind på nogle af spillets mange kvindelige personer. Det gør man ved at sidde og kigge dem dybt i øjnene og når de kigger væk, skal man zoome ind på deres bryster, ben eller skridt. Lykkedes dette fyldes en måler op og når den er fuld, har Mondo samlet sig mod nok til, at give kvinden en gave. Hun bliver naturligvis glad for hans gave og belønner ham med f.eks. et nyt våben til hans robotarm – og sikkert også lidt andet. Jeg synes at disse missioner har været for udskældt – ja, de er lidt smagløse, men så er det heller ikke værre og synes man det for klamt, er de heldigvis frivillige, så man kan blot ignorere dem.
Grafikken er meget svær at beskrive – den skal ganske enkelt ses. Èn ting er, om man kan lide den eller ej, men man kan i hvert fald sige, at den meget specielle og unikke stil bliver holdt hele vejen igennem og Killer is Dead ligner noget, du nok aldrig har set før. Rent teknisk, fungerer grafikken nogenlunde; der er fine effekter, men den skæmmes af kraftig screen tear, hvilket betyder at det nærmest ser ud som om, at skærmen bliver revet midt over og de to dele bliver forskudt fra hinanden og det betyder, at det der er på den øverste del af skærmen, passer ikke med det som er på den nederste del af skærmen. Det er ikke noget som påvirker gameplayet, det er bare ikke særlig kønt.

Lydsiden er ligeså mærkelig som resten af spillet. Soundtracket spænder fra noget der minder om jazz, over rock til elektronisk musik. Lydeffekterne er ret gode og er med til at gøre det fine kampsystem ekstra effektfuldt. Man kan vælge om man vil have engelsk eller japansk tale i spillet og de japanske er traditionen tro tilpas overgearede mens det lyder som om, at de engelske stemmeskuespillere ikke rigtigt gad opgaven.

Killer is Dead er et spil, ligesom de andre spil fra Suda 51, der deler vandene. Personlig elsker jeg hans skæve og underlige spil, for man ved aldrig hvad man kan forvente sig af næste level eller hvad der sker rundt om næste hjørne og det holder ens sanser på tæerne. Jeg forstår godt hvis det er nogen, som synes at Killer is Dead ikke er pengene værd, men hvis man er til lidt skæve spil og gerne vil have en spiloplevelse lidt (meget) ud over det sædvanlige, så skulle man tage et kig på Killer is Dead, for det er virkelig et mærkeligt spil – for det meste af tiden på den gode måde.