Kameo: Elements of Power

Rare har haft travlt op til udgivelse af Xbox360, hele 2 launch titler, og vi har en anmeldelse klar af den ene.

Kameo har været igennem en hel del, det startede ud som et projekt til Nintendo Gamecube, så blev spillet rykket over til Xbox, og langt om længe sidder vi nu og spiller det på vores funklende nye Xbox360’ere.

Gameplay:

Vores eventyr begynder i det skønne Enchante Kingdom, hvor alt ånder fred og ro. Kameo bor sammen med hendes mor og hendes familie. Men en dag bliver Kameo benådet med kræfterne fra Element of Power, dog er det kun Kameo, der får disse fantastiske kræfter.






Hendes søster Kalus er dog ikke helt enig i, at Kameo skal have disse kræfter, og i ren jalousi slipper hun troldenes konge Thorn løs. Med Thorn på fri fod bliver alle troldene sat på fri fod, og der udbryder åben krig mod elverne. Alt imens går Kalus og Thorn sammen om at bortføre hele familien. Spillet starter så, mens Kameo er i gang med et enmandsangreb på Thorns palads.

Styringen i Kameo er meget standard stillet op, man bevæger sig rundt med venstre analog stick og styrer kameraet rundt med den højre. Dog kommer Kameo’s unikke kræfter til brug, så snart vi bevæger os op til knapperne, disse bliver nemlig brugt til at skifte mellem de elementkrigere, Kameo har adgang til. Der er 10 af dem i alt, og til hver en tid kan tre af dem sættes til B, X og Y knappen, så man kan skifte mellem 3 af dem, som situationen kræver.






Bagknapperne bruges til at udføre angreb og andre ting, som er helt unikke fra figur til figur.
Styringen i Kameo er præcis, og kontrollen er utroligt flydende, velfungerende og giver en komplet kontrol over Kameo og hendes mange former.

Skiftet mellem de 10 forskellige krigere sker flydende og kan endda gøres midtvejs i luften, hvilket lægger op til en masse spændende puzzels, og dem er Kameo rig på. Puzzels’ne er utroligt underholdende og konstant varierende, specielt fordi de ikke er monotone standard puzzels, men langt mere actionorienterede og sørger for at holde tempoet højt i spillet.

Men tilbage til Kameos angreb på paladset. Efter at have kæmpet sig til toppen af paladset ser Kameo til sin gru, at hendes søster er ved at torturere hele hendes familie. Kameo prøver at redde dem men bliver overrasket af Thorn, som sender hende på en flyvetur og efterlader hende så svag, at hun mister de krigere, hun havde i besiddelse.

Det er nu op til dig i rollen som Kameo at finde de 10 elementkrigere og redde din familie fra Kalus og Thorns klør. Kameos rejse rundt i den vide verden bringer hende rundt til landets mange forskellige stammer, der alle har deres små problemer, som Kameo kan ordne, mens hun jagter elementkrigerne. For at Kameo kan komme rundt i den store verden, får hun en hest stillet til rådighed, for det er ikke kun et stort område, hun skal krydse, der er nemlig også fyldt med farer i det grusomme Badlands.

Badlands fungerer som en stor Hub-verden, som samler de forskellige områder, dog er dette område plaget af krig, idet troldene prøver at ødelægge de fire Element Towers, som beskytter Enchante Kingdom fra angreb udefra.







Undervejs i rejsen bliver Kameo hevet ud af hendes eventyr for at træde til og stoppe troldenes massive angreb på disse tårne. Kameo byder også på en co-op del, som dog desværre ikke er gældende gennem hele eventyret, men der er co-op store actionbaner, så man kan være to om at skrabe de store highscores sammen.

Dog er alting ikke rosenrødt, der er problemer med Kameo. Først og fremmest føles det som om, at Rare har været tvunget til at undlade en masse ting. Specielt fordi Kameo’s verden er så stor og levende, føles det virkelig som en forspildt chance, at man ikke får lov til at udforske alt dette, da spillet er meget lineært og ikke lægger op til, at man skal udforske undervejs.

Dette skyldes til dels spillets høje tempo og meget lineære storyline, men også det, at udover spillets historie er der ikke meget at udforske i Kameo. Spillet byder på en gigantisk verden, som der egentlig ikke er noget at udforske i, og det trækker bestemt ned.

Grafik:

Grafisk er Kameo en absolut fantastisk oplevelse. Man ser virkelig, hvad der ligger under kølerhjelmen på maskinen, spillet er fyldt med partikeleffekter og er virkelig et imponerende skue.

Animationerne er i topklasse, utroligt flydende og ekstremt vellykkede, dog er det mest imponerende i spillet Badlands-sekvenserne. Krigen mod troldene resulterer i, at der er op til 5000 fjender på skærmen af gangen, og hvad endnu mere imponerende er, at frameraten er klippefast, og der ingen slowdowns er at spore nogen steder.

Kameo skal dog have stor ros for at have stort set ingen loadingskærme, og spillet loader rigtig hurtigt, hvilket sørger for en utroligt glidende oplevelse. Men mens man stormer rundt og tramper trolde ihjel under ens hest, skal man huske at stoppe op og kigge sig omkring, for Kameo’s verden er utroligt fantastisk. Hele verden ånder af liv, alle figurerne løber rundt og hygger sig og snakker sammen, og der er altid gang i den.






Texturene i spillet er åndeløst imponerende, dog er der til tider nogle knap så pæne texturer, men de er få og kommer ikke i vejen for spiloplevelsen.

Alt i alt er Kameo en virkelig grafisk imponerende oplevelse og viser, hvorfor det er man skal eje en Xbox360.

Lyd:

Kameo byder på et imponerende soundtrack, stort, episk og virkelig velkomponeret. Alt lige fra de episke musikstykker når man rider over Badlands, til hver af områdernes betagende og smukke stykker musik.

Kameo leverer virkelig i lydafdelingen og ikke kun på grund af det fantastiske soundtrack, men også takket være spillets fantastiske lydeffekter. Alle lydeffekterne er vellavede og føles helt rigtige lige fra dragernes ildsprudlen til troldenes køller, der slår i jorden. Alt lyder helt som det skal lyde og giver et utroligt godt og meget varieret lydbillede.

Dog er alt ikke godt, stemmeskuespillet føles desværre alt for overfladisk og er mildest talt elendigt. Kameo’s stemme er lavet uden indlevelse eller følelse, den eneste præstation, der er acceptabel, er Kameos følgesvend, bogen Wotnot.






Desværre er der også problemer med overbevisningen i stemmeskuespillet, da der er mangel på lip-sync, og det skader en del for indlevelsen.

Holdbarhed:

Kameo er en kort oplevelse, 8 timer varer det, dog er der mulighed for efter at eventyret er slut at rejse rundt i verden og udføre de side-quests, man mangler, og indsamle diverse ting man har overset.

Der er også mulighed for at genspille spillets store actionsekvenser, hvor man kan kæmpe mod tiden og pointtavlen i håbet om at placere sig så højt, at man kan åbne op for bonusting. Desværre er spillets korte levetid alt for overskyggende, og efter eventyret er slut første gang, mangler man motivationen for at gennemfører det endnu engang eller gå på opdagelse i verdenen.

Overall:

Kameo er en imponerende oplevelse, der formår at imponere på alle punkter. Kameo leverer et forunderligt gameplay, som er godt og underholdende og en fantastisk grafik, der formår at få ens underkæbe til at falde på jorden mindst 20 gange undervejs.

Desværre er spillet alt for kort, og co-op er ikke særligt imponerende, hvilket forhindrer Kameo i at nå de absolutte højder inden for genren.