Det er efterhånden rutine, at superheltefilm efterfølges af konsoltitler, hvor vi spillere får muligheden for at drøne rundt i farvestrålende kostumer og banke onde skurke. Disse spil baseret på amerikanske blockbusterfilm er ikke altid endt som succeser, og superhelte som Superman og Spiderman har lagt navn til nogle knapt så mindeværdige spiltitler. Nu er tiden kommet til endnu en Iron Man-film, og traditionen tro udgives der samtidig et spil omkring jernmandens bedrifter.
Iron Man 2 er et singleplayerspil, som ikke overraskende handler om at bruge Iron Man´s pansrede jerndragt til at opdrage nogle banditter, som ellers ville omdanne Jorden til rent kaos. Spillet fortsætter, hvor filmen Iron Man 2 slutter. Milliardæren og opfinderen Tony Stark er sprunget ud som Iron Man, og militæret er efter ham for at få deres fingre i teknologien bag Iron Man-dragten. I filmen får de fat i en kopi af udstyret, og de opgraderer den med en anseelig bunke nye våben, hvorigennem figuren War Machine skabes. War Machine er en Iron Man look-alike bevæbnet med alverdens militært isenkram omkring et par niveauer over en gennemsnitlig dansk rocker.
Uden at røbe for meget af filmens indhold, så ender War Machine og Iron Man med at kæmpe skulder ved skulder. Iron Man optages til slut i organisationen S.H.I.L.D. (Strategic Homeland Intervention, Enforcement and Logistics Division), som er en forening af forbryderbankende folk med specielle evner. Spillet starter med, at folk fra firmaet Roxxon bryder ind i Tony Stark´s organisation og prøver at stjæle filerne, som styrer Iron Man´s virtuelle hjælper Jarvis. Denne elektroniske butler er den rare stemme i Iron Man´s øre, og uden hans alvidende backup er vores helt under pres. Med denne gode undskyldning for at slå på tæven, starter Iron Man 2-spillets actionbrag af en historie op. Som helhed er historien i denne spilfortsættelse af filmen udmærket, og udvikleren har da også hentet hjælp fra en forfatter involveret i tegneserieversionen af Iron Man.
Under de første par missioner lærer man alle de basale kontrolfunktioner. Der er en del at holde styr på med to våben på hver skulder plus en mulighed for at slå fjenderne i jorden. Udover dette skal der flyves rundt for at undgå alt det krudt, som fjenderne skyder mod en. Hvor kontrollen i starten kan virke lidt kaotisk, så kommer det indenfor den første halve time til at føles intuitivt, og man er herefter godt hjemme i håndteringen af alle Iron Man´s mange evner. Man er udstyret med et autosigtesystem, som i starten kan virke noget kluntet, hvis der er mange fjender på skærmen. Når man så har luret fidusen med at tænde og slukke systemet efter behov i de mest hektiske slag, så ender dette også med at fungere helt naturligt.
Der er en god variation i missionerne. Flere opgaver foregår inde i bygninger, hvor man render rundt i gange og bekæmper store robotter og andet fjendtligt isenkram. Skiftet mellem at løbe rundt på gulvet og derefter flyve gennem tunneler og gange fungerer ganske fint. Spillet skinner dog rigtigt igennem, når man er på missioner udendørs. Der er en frihed i kampene i luften, som er virkelig underholdende. Nogle af de bedste missioner i spillet foregår omkring S.H.I.L.D. hovedkvarteret, som er svævende højt oppe mellem skyerne. Gentagende gange angribes denne base, og nogle af spillets bedste øjeblikke foregår under drabelige slag deroppe. Under luftkampene kan man bl.a. hive fat i flyvende fjender og smadre deres flyveredskaber eller dræbe dem med deres eget våben. Der er helt klart en god superheltefølelse over sådanne handlinger.
Endnu en mission, som fortjener at blive nævnt, er en eskorteringsopgave ind i fjendens lejr. Iron Man skal flyve over en stor seksbenet robotkampplatform og udpege mål. Følelsen af at hænge over denne store krigsmaskine og udpege fjendtlige mål, for derefter at se dem blive jævnet med jorden, indeholder en stor drengerøvsfaktor. Lidt i samme boldgade er der flere kampe, som foregår i fabriksområder eller små byer. Her kan næsten alt smadres bygninger, parkerede køretøjer og endda træer. Det er rendyrket drengerøv og passer fint ind i Iron Man-universet.
Mellem missionerne er man i Iron Man´s hovedkvarter. Her er det muligt at opfinde nye våben og ammunition, hvilket basalt set bare er at købe det. Herefter kan man udbygge sine dragter. Der er nemlig mere end bare én klassisk Iron Man-dragt tilgængelig. Udover muligheden for at vælge og spille med War Machine i de fleste missioner, så låses nye dragter op gennem spillet. Disse kan så opgraderes og udbygges med nye våben. Køb eller opfindelse af nye våben og ammunition fungerer ganske godt, og enkelte missioner bliver noget nemmere, hvis man har udstyret jernskallen med de rigtige våben og kugler. Resterende køb af ting til dragterne samt tilkøb af nye melee-handlinger virkede dog noget kedeligt. For at få stor glæde ud af at klare missionerne i forskellige Iron Man og War Machine-dragter kræves det nok, at man lever og ånder for Marvel-universet. For os andre dødelige virker det lidt unødvendigt.
Et af de store minusser ved Iron Man 2-spillet er grafikken. Der er langtfra kælet for detaljerne i spillet, hvilket skinner igennem næsten hele vejen gennem historien. Cut-scenerne er generelt af meget ringe grafisk standard, hvorimod selve spillet stort set er acceptabelt men så heller ikke meget mere. Enkelte bossfights mod slutningen af spillet skæmmes dog af noget grafisk sjusk. Særligt er én af de sidste kampe mod en højhusstor fjende noget rod, alene ud fra den ringe grafik. Kommer man helt tæt på fætteren, så virker grafikken meget klodset. Da man flere gange skal lande på ham for at udføre diverse quicktime-handlinger, så kunne udvikleren godt have brugt lidt mere energi på at få grafikken pudset noget af her. På et tidspunkt endte jeg faktisk med at flyve igennem ham, hvilket igen kraftigt peger mod, at titlen godt kunne have klaret en finpudsning eller to, inden den kom ud i spilbutikkerne. Man kunne måske forfalde til at tro, at spillet er blevet presset lidt hurtigt igennem de sidste faser af udviklingen for at kunne ramme gaden samtidig med filmen.
Musikken og hele lydsiden af spillet er velvalgt og passende for en actiontitel som denne. Flere passager er fyldt med heftig rockmusik, og dette passer perfekt ind i stemningen. Cut-scenerne har flere prominente stemmeskuespillere med. Chefen for S.H.I.L.D. spilles i filmen af Samuel L. Jackson, og han lægger også stemme til figuren i spillet. Iron Man´s ven James Rhodey Rhodes spilles af skuespilleren Don Cheadle i filmen, og han har ligeledes valgt at deltage i spillet. Robert Downey Jr., som spiller Tony Stark og Iron Man i filmen, er ikke med på spillets lydside. Som Iron Man´s stemme har man derimod fået hjælp fra tegneserieverdenen og hentet en af stemmerne fra den animerede version ind. Alt i alt retter det høje niveau i stemmeskuespillet lidt op på den stemning, som ellers tabes via den grove grafik.
Holdbarheden er nok spillets virkelige akilleshæl. På normal sværhedsgrad spillede jeg titlen igennem på lidt over fire timer. Det lineære forløb i historien giver ikke meget lyst til at genspille titlen, medmindre man er ivrig efter at støvsuge de sidste achievements op. Dette er ganske simpelt for lidt spil for pengene. Udvikleren kunne med rette have inkluderet en multiplayerdel. Det ligger lige til højrebenet at lave en co-op oplevelse, hvor to spillere kaster sig ind i kampen som henholdsvis Iron Man og War Machine side ved side via splitscreen eller på Xbox Live. Baner som blandt andet den svævende S.H.I.L.D. base ville også være gode miljøer for en omgang deathmatch eller andre klassiske multiplayerspilmodes. Så selvom dette spil er en god omgang action spilmediets svar på at tage i biografen og se et actionbrag af en film bevæbnet med en stor bøtte popcorn og lidt sodavand, så har jeg svært ved at anbefale, at man render ud og køber det nu. Omvendt så er dette spillet, som på en kedelig regnvejrsdag virkeligt kan holde dig underholdt en eftermiddag, hvis man kan abstrahere fra den til tider klodsede grafik.
Facebook
Twitter
