Denne måde at opbygge spillets historie og dens udfordringer virker utrolig godt. Jeg var fanget af spillet fra jeg startede det op og helt til slutningen, uden på noget tidspunkt at kede mig. Jeg var udfordret på trods af, at der ikke var nogle af opgaverne, der var vanvittigt svære. Man skulle blot lige stoppe op og overveje tingene en ekstra gang, og det kan jeg godt lide i denne type spil. Denne type spil er, ganske som Limbo var det, et 2D platformspil. Rent grafisk virker det faktisk meget som et 3D spil, men selve gameplayet er 2D, så det vil vi kalde det. Det lyder måske for nogle som et lidt simpelt koncept, men der er rigtig mange eksempler på, at der kan laves rigtig gode spil af denne type. Playdeads Limbo var et ypperligt eksempel på dette, og jeg vil ikke tøve med at kalde Inside endnu bedre. Måske endda det absolut bedste spil af denne type, vi har set til dato.
En af de ting der gør Inside så godt er gameplayet. Playdead har tydeligvis finpudset dette til en hidtil uset detaljegrad og det gør, at alle opgaverne er interessante, nye, udfordrende og aldrig trivielle eller kedelige. Det endda på trods af, at man blot bruger venstre joypad og to knapper. Jeg vil ikke komme så meget ind på hvad opgaverne er, for Inside er et spil man skal opleve, og jeg ville ødelægge noget af oplevelsen ved at fortælle for meget om det. Men man bliver introduceret for en masse koncepter, alle sammen 100 % logiske, og skal bruge dem til at komme videre i spillet. En af spillets store styrker er, at Playdead ikke misbruger disse koncepter. Når det er brugt én gang, så ser man det ikke magen til igen. Det kan dukke op igen, men så er det med et nyt tvist eller drejning, som gør at det stadig føles som noget nyt. Inside er fyldt med overraskelser og nye opdagelser fra start til slut, og man keder sig aldrig.
Det fører os til det eneste kritikpunkt, jeg kan finde om Inside. Det er et kort spil. Nu siger jeg så, at det er et kritikpunkt, men det er faktisk også en af spillets store styrker. Det er nemlig med til at sikre, at al den tid man bruger med spillet er interessant. Man keder sig aldrig, som man nemt kan komme til i andre spil, hvor gameplayelementer går igen og igen i hvad der ofte føles som en uendelighed. Da jeg var færdig med spillet, ville jeg så gerne opleve mere af det men måtte også indse, at så var det nok ikke udkommet i år. Når man spiller Inside, bliver det meget tydeligt, hvorfor Playdead udsatte spillet i halvandet år. Det er simpelthen kvalitetsarbejde, hvor der tydeligvis er tænkt længe og arbejdet hårdt på hver eneste lille detalje. Hvert et minut man tilbringer i spillet skal være en oplevelse, og det er det også blevet. Men det kræver selvfølgelig en masse tid og en masse arbejde.
Grafikken er som sagt 2D blandet med 3D. Stemningen er fantastisk med lys og skygge, der spiller en stor rolle. Der foregår altid noget i baggrunden, som har betydning for, hvad drengen foretager sig i forgrunden. Alle elementer opfører sig som man ville forvente rent logisk, og det er fyldt med detaljer, som man ikke kan lade være med at studere og tænke over, for når der ikke er tekst og tale, så er historien jo mere åben for egen fortolkning. Der er ikke meget musik i spillet, men det er der i perioder, hvor det er med til at sætte stemningen, ellers er det kun lyde af det, der sker på skærmen, man hører, og det er som alt andet i spillet spot on og utrolig virkningsfuldt.
Jeg er svært begejstret for Inside. Det er en kort oplevelse; jeg brugte vel 4-5 timer på at gennemføre spillet, og andre vil nok kunne gøre det endnu hurtigere, men den korte oplevelse efterlader så mange fantastiske indtryk, at det er hver en krone værd. Inside er et spil man ikke bør snyde sig selv for, uanset om man er til 2D platformspil eller ej. Playdead fik mange roser for Limbo, men jeg føler mig overbevist om, at Inside vil høste endnu flere roser og i mange år frem stå som det absolut bedste platformspil på Xbox One.
Facebook
Twitter
