Succesfulde rollespil bæres ofte af spændende og engagerende historier. På trods af kulturelle forskelle formår de bedste japanske spil i genren at skabe vedkommende historier og personer, der også kan henrykke et vestligt publikum. Infinite Undiscovery tager solidt afsæt i japansk tradition, og i spillet følger vi den helt almindelige knægt Capell, der bliver kastet ud i kampen mod den grumme Kædeorden; en samling hensynsløse magikere og krigere, der med enorme kæder har fastgjort månen til jorden og nu uhindret hærger spillets verden.
Historien tager sin start, da Capell bliver befriet fra et af Kædeordnens mange fængsler. Til Capells forundring insisterer hans befrier, pigen Aya, på at kalde ham Sigmund. Det viser sig hurtigt, at hun forveksler Capell med den navnkundige helt Befrieren Sigmund, der indædt bekriger Kædeordnen. Capell indvilliger modvilligt i at hjælpe Sigmund og hans gruppe af frihedskæmpere i deres bestræbelser på at frigøre månen og stoppe Kædeordnens rædselsvælde. Hermed er starten lagt til et langt og kompliceret eventyr, der desværre er meget dårligt fortalt.
Velskreven historie det bruger vi ikke
Manuskriptet i Infinite Undiscovery må være skrevet af en pubertetsplaget yngling med hang til fjollede storbarmede pigebørn og storladne episke eventyr. Historien er blottet for spændende personer, og de mange dramatiske scener er overdrevet oppustede og følelsesladede. Hvad der måtte være af meningsfulde replikker drukner fuldstændigt i det dilettantiske engelske stemmeskuespil. Heldigvis mangler stemmerne fuldstændigt i mange af dialogerne, hvilket er held i uheld. Med en PEGI aldersanbefaling på 16+ kunne man med rette forvente en moden historie, men vi bliver spist af med en tynd omgang nonsens på efterskoleniveau.
Hvor tri-Ace fejler eklatant med spillets historie, fornægter deres erfaring med at udvikle actionrollespil sig alligevel ikke - Infinite Undiscoverys spilmekanik er bundsolid, hvilket langt hen af vejen redder spillet fra at blive en komplet fiasko.
Actionunderholdning på alle fronter
Infinite Undiscovery spilles i tredjepersonsperspektiv og foregår i realtid. Kampene er intens action, hvor det gælder om at holde styr på spillets frie kamera samt udnytte et nærkampsystem, der mest af alt leder tankerne hen på God of War og Too Human. Modsat de rene actionspil kæmper Capell ikke alene men følges med op til tre kammerater, der primært kontrolleres af computeren, selvom spilleren også har en vis grad af indflydelse på deres gøren og laden.
Du kan forbinde dig til et gruppemedlem og anvende hans eller hendes evner, som var det dine egne. Den overordnede taktik fastsættes af dig, så dine venner for eksempel angriber det samme monster som dig selv, eller du kan anmode dine folk om at helbrede de sårede. Dine gruppemedlemmers kunstige intelligens er fortrinlig. De følger dine ordrer på bedste vis, tager selv initiativ og udviser omtanke og forståelse. Fra tid til anden agerer de så troværdigt, at man for en kort stund glemmer, at de ikke er af rigtigt kød og blod hvilket pludseligt gør dine hjælperes sind og liv relevant, noget den forvrøvlede historie ellers overhovedet ikke magter.
Som spillet skrider frem melder flere og flere folk sig under fanerne i frihedskampen, og allerede efter få timers spil har man et sandt menageri af figurer til rådighed. Valget af følgesvende har kun ringe indflydelse på succes eller fiasko, man kan ret uproblematisk gennemføre næsten samtlige missioner med tilnærmelsesvis den samme besætning.
Hvad dælen, skal du slå igen?
Rigtig spændende er de niveauer, hvor spillet tager kontrollen over op til otte karakterer, der gennemfører deres del af missionen samtidigt med, at du selv kæmper dig vej imod jeres fælles mål. Når man sammen med otte-ti computerstyrede kammerater kaster sig over gigantiske skeletmagikere og flodbølger af skeletkrigere, skal man tage sig i ikke at råbe opmuntrende og komme med gode råd.
Alt i alt har Infinite Undiscovery et fremragende og lettilgængeligt kampsystem, der fordrer, at man kan styre Capell optimalt samtidig med, at man bevarer overblikket over krigspladsen. Selv på den normale sværhedsgrad er Infinite Undiscovery bestemt ikke nemt, og du kommer ingen vegne uden taktisk snilde og evner indenfor actionspil.
Fjender så langt øjet rækker
Infinite Undiscovery byder på en veritabel encyklopædi af monstre, der spænder fra tonstunge trolde, over sumpslanger og til dansende sværd. Fjenderne varierer både fra egn til egn og over tid, så selvom man ofte skal igennem de samme områder flere gange, afhjælpes dette af nye spændende modstandere.
De mange veldesignede fjender og frænder er uden tvivl det grafiske højdepunkt i et spil, der ellers ikke imponerer særligt udseendemæssigt. Infinite Undiscoverys forskellige miljøer er forholdsvist varierede og ganske pæne. Spillet kan ikke måle sig grafisk med titler som for eksempel Oblivion, selvom kampene kan blive sande festfyrværkerier af neonspor, lysfontæner og eksplosioner. Når det går rigtigt hårdt for sig med mange fjender og effekter på skærmen, kan spillets grafikmotor ikke helt holde pusten, hvilket resulterer i en noget svingende skærmopdateringsfrekvens.
Som forventet indeholder Infinite Undiscovery mange af de klassiske rollespilsdyder; man kan for eksempel forarbejde magiske drikke og andet grej, kaste formularer der kortvarigt forbedrer ens kampevner eller gå på jagt i spillets mange butikker og boder efter bedre udstyr til sine favoritkarakterer.
Variation over kendt tema
Udover at kunne gå på opdagelse i spillets små byer og tygge sig igennem de lange træge mellemsekvenser, byder Infinite Undiscovery ikke på megen anden underholdning end horder af fjender, der skal nedkæmpes. tri-Ace varierer elegant tempoet og væver enkelte puslespilsopgaver ind i rækken af udfordringer, så der skabes tiltrængt variation over kamptemaet. Det undgås dog ikke helt, at der er perioder i spillet, hvor tænderne bides hårdt sammen, mens man overvejer, om det er umagen værd at kæmpe sig frem til det næste sted ens fremskridt kan gemmes, men det hører bestemt til undtagelserne.
Man kan forvente mellem 20 og 30 timers underholdning og gode oplevelser alt efter egne evner, samt hvor mange af de små sidemissioner man vælger at kaste sig ud i. Infinite Undiscovery formår at holde energiniveauet oppe, sværhedsgraden stiger helt perfekt undervejs i spillet, og kampsystemet vedbliver at føles friskt og fængende. For dem, der virkeligt vil have det hele med, skulle spillet angiveligt åbne for ekstra indhold på de højere sværhedsgrader.
Infinite Undiscovery har ingen onlinedel eller understøttelse for flerspiller i nogen form. En funktionalitet, der ellers ligger lige til højrebenet givet spillets solide kampsystem samt et banedesign, der umiskendeligt leder tankerne hen på de vestlige onlinerollespil.
Komponisten Motoi Sakuraba, der også har leveret musik til Star Ocean og Valkyrie Profile serierne, har skabt et velklingende og energisk orkestralt lydspor, der fint komplementerer handlingen i Infinite Undiscovery. Desværre svinger musikken sig aldrig op til at være andet end rar baggrundsmusik. Kampeffekterne er velvalgte; sværdslag, eksplosioner og skrig fra faldne modstandere rammer perfekt. Udover kamplarm byder spillet ikke på synderligt mange effekter, hvilket efterlader mange af spillets områder sært flade og livløse.
Desværre kun for fans
Fyldes du af galde bare ved tanken om at skulle trækkes igennem endnu et sødmefyldt og pompøst japansk rollespil fyldt med teenagere og andet godtfolk, der redder verden fra den ultimative ondskab så tag imod et godt råd: lad Infinite Undiscovery stå på hylden, det er bedst for dit helbred. Genrefans derimod kan trygt give sig i kast med det traditionsfunderede spil, men man skal ikke sætte næsen op efter mere end en rollespilsoplevelse af mellemklasse, da tri-Ace teknisk endnu ikke er helt oppe i omdrejningshastighed på Xbox 360, og Infinite Undiscoverys triste manuskript er en brøler af rang fra det ellers så stilsikre firma.
Facebook
Twitter
