Ilomilo

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 7. december 2010 - kl. 16:01
Del denne artikel:
15 0

Kan du godt lide at sætte de små grå på arbejde når du spiller? Så skulle du prøve puzzlespillet Ilomilo, hvor du virkelig får mulighed for at dyrke hjernegymnastik.

Forbered dig på at blive forvirret; Ilomilo udgives den 5. januar 2011 som en del af Microsofts ”Games for the Holiday” kampagne, men faktisk er spillet allerede blevet udgivet. Ilomilo har nemlig været genstand for en af de mærkeligste udgivelsesstrategier jeg længe har set. Selv om det altså først officielt udkommer i starten af januar, så har man siden slutningen af november, kunne man gå ind på et mere eller mindre hemmeligt website og genere sig en kode, som man så taster ind på sin Xbox, hvorefter man henter en demo af spillet. Derefter kan man, for 800 MSP, downloade den fulde version hvis man ønsker det. Men officielt, er spillet ikke udkommet og det kommer altså først til januar.


Ilomilo er udviklet af den lille svenske udvikler Southend Interactive fra Malmø og det er et hardcore puzzle-spil, som nok skal få sat gang i de små grå. Spillet handler om de to små tøjdyr Ilo og Milo, som hver dag mødes i parken for at snakke og lege. Hver aften når de går hver til sit, glæder de sig til at mødes igen næste morgen – men hver morgen er der noget galt, da parken ændre udseende fra dag til dag, så de må altid starte dagen med, at finde hinanden. Målet i hver level er så, at få bragt Ilo og Milo sammen igen og det er langt fra ligeså let som det lyder.

Banerne er opbygget af en række kasser, som man bevæger sig rundt på. Man skal aktivere broer, flytte rundt på kasser, snige sig uden om blokeringer og f.eks. bruge store firkantede køer til at bevæge sig rundt på banen og nå steder man ellers ikke ville kunne have nået. Det snedige er, at man flere steder kan bevæge sig på alle fire sider af kasserne og det er med til at gøre nogle af banerne djævelsk svære.

Man kan skifte mellem Ilo og Milo når man ønsker det og flere gange kræver det, at man får de to figurer til at arbejde sammen, for at kunne få de to venner til at mødes. Undervejs skal man indsamle hukommelsesfragmenter, som låser op for dele af af Ilo og Milos hukommelse og man kan indsamle f.eks. plader som låser op for dele af spillets soundtrack i sanggalleriet og polariodbilleder, som låser op for billeder i galleriet. Man kan også vælge at gå på jagt efter de tre gemte safkaer (som ligner nogle mini-udgaver af Ilo og Milo, blot med moderigtige hatte på hovederne), som man skal redde med ud fra hver bane.


Der er heldigvis ingen tidsfrist på banerne, så man har mulighed for at tænke sig rigtigt godt om i løbet af spillet – og det får man brug for. Efter hver runde bliver ens præstation vurderet; jo færre kasser man har bevæget sig hen over, jo bedre. Man kan desuden se hvad banerekorden er, men også hvad alle andre spilleres gennemsnit er, hvilket faktisk er en ganske sjov ting at holde sin egen præstation op imod.

I starten virker banerne ganske overskuelige, men man skal ikke ret langt ind i spillets fire kapitler, før man virkelig får sat de små grå på arbejde – og som med alle gode puzzle-spil, tager man sig ofte til hovedet når man endelig ser løsningen, da den ofte har ligget lige foran næsen på en, uden at man kunne se den. I løbet af spillet låser man op for nogle minispil, for musik, billeder og andre ting i spillets galleri og såmænd også for ting til ens avatar.

Ilomilo indeholder også en lokal co-op multiplayerdel og det virker jo også nærmest oplagt til denne type spil, hvor det hele endda er bygget op omkring to figurer. Det fungerer dog ikke helt så godt som man kunne forvente, da der sjældent er noget at lave for begge figurer, så det ender ofte med, at man nærmest spiller på tur, da den ene står og venter mens den anden løser en opgave, så den første figur kan komme videre. Men det er dog altid sjovt at finde løsningen på banerne sammen med en ven og to hjerner tænker jo som bekendt ofte bedre end en.


Ilomilo har en helt igennem unik grafisk stil, som er nuttet, men på den fede måde. Faktisk minder den lidt om den vi så i Little Big Planet til Playstation 3 – og så alligevel ikke. Designet er undeligt skævt men også forfriskende, da det alligevel ikke ligner noget vi har set tidligere. Der er masser af fine detaljer i banerne og Ilo og Milo er nogle søde små fyre, som nærmest ligner sådan nogle tøjdyr man kunne finde på at sy tilbage i folkeskolen. En godt eksempel på den unikke og skæve stil er, at hver gang man låser op for noget i spillet, dukker der et lille orkester frem på skærmen, hvor der bliver slået på tromme og truttet i tuba – bare lige for at gøre opmærksom på, at man altså har fået låst op for f.eks. et nyt billede i spillets galleri. Ganske underholdende og bindegalt.

Grafikken fungerer fint og det eneste der er at udsætte på den er, at man godt kan blive lidt forvirret når man konstant snurrer rundt omkring alle tre akser, men jeg kan på den anden side ikke se, hvordan man skal kunne have lavet det anderledes end Southend her har gjort. Lydsiden er ligeledes helt unik, med sjove og passende lydeffekter og et meget ”quirky” soundtrack (specielt i menuerne). Det lyder som noget man kunne støde på til en sangtime i en 3. klasse i hvilken som helst folkeskole. I selve banerne, er musikken dog lidt mere professionel og mere udholdelig at høre på.


Ilomilo er er virkelig godt lille puzzlespil, hvis man er typen som godt kan lide at få rørt de små grå en smule. Den visuelle stil er helt unik og gameplayet er absolut velfungerende og ganske underholdende. Man skal dog have tålmodighed, da man flere gange kan sidde meget fast, men for det meste plejer løsningen pludselig at vise sig og så er det en stor tilfredsstillelse, at få løst banen. Det eneste man kan sætte fingeren på, er co-op delen, som ikke fungerer specielt godt og at spillet bestemt ikke er for alle og enhver.

Ilomilo udkommer 5. januar 2011 til en pris på 800 MSP (72 kr.) – og kan du ikke vente, er det i skrivende stund stadig muligt, at genere en kode, som giver dig adgang til at hente en version af Ilomilo allerede nu. Spillet kan i øvrigt spilles med danske tekster og menuer hvis man ønsker det.
Fakta
Ilomilo

Ilomilo

PlatformXbox 360 Arcade
UdviklerSouthend Interactive
UdgiverMicrosoft Game Studios
Spillere1-2
Udgivelsesdato05-01-2011
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.5
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:8.0
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.