IL 2 Sturmovik har fået sin debut på next gen konsollerne, efter at have været tilgængelig til PC et stykke tid. Det er Gaijin Entertainment der har udviklet konsolporten mens 1C Company har gjort det muligt for konsolejerne at stifte bekendtskab med flysimulatoren.
Lad mig lægge ud med et statement. Der er få ting man aldrig nogensinde havde forestillet sig at komme til at opleve i sin gamer-karriere. For mit vedkommende er det blandt andet at se sin redaktør Morten Skou spille My Horse And Me 2, at jeg ville smadre en controller i afmagt over Call of Duty 4 og at jeg nogensinde ville spille et flysimulationsspil. Alle tre ting er nu gået i opfyldelse.
Historie er der ikke så meget af i IL 2 Sturmovik men for dem der har misset storyline kan man formulere den ganske kort; et underkuet Tyskland sætter deres lid til Adolf Hitler, som går i krig med stort set hele verden og taber til de allierede, som derefter skriver historien. Spøg til side, IL 2 Sturmovik fokuserer på krigens allervigtigste luftslag, og man kommer dermed vidt omkring og skal deltage i storstilede kampe i blandt andet Tyskland og Italien.
Undervejs skal man deltage i over 50 forskellige missioner og flyve et væld af kampfly, som hver især har deres forcer og opgaver undervejs i de enkelte missioner. Typisk vil disse være nedskydning af fjendtlige fly, taktiske bombetogter eller beskyttelse af vigtige transportfartøjer til lands og vands.
Lad mig slå fast med det samme, Sturmovik Birds of Prey er tre forskellige spil, alt efter hvilken sværhedsgrad man vælger. Dette vender vi tilbage til, men på Arcade sværhedsgraden, som er den nemmeste sværhedsgrad, kan man stort set give den gas med alle midler, uden at det har den store indflydelse. De primære værktøjer består, alt efter flymodel, af et sæt kanoner, bomber, lavtgående missiler og eventuelt en kanon der peger bagud.
Man kan styre flyets hastighed og svaje sidelæns med højre styrepind, mens venstre styrepind bruges til at styre flyets højde og flyretning. Dette kræver en del tilvænning, men når man først har kontrollen falder den naturligt og man tænker til sidst ikke voldsomt meget, når man navigerer sit fly rundt i luftrummet.
På Arcade mode får man hjælp på forskellige måder. Blandt andet af en lock-on funktion der tillige sætter et sigtekorn på det fjendtlige fly, så man kan se hvordan man skal tilpasse sine skud. Dette er, til trods for de mange hjælpemidler, utroligt svært at mestre, og man skal virkeligt time sine skudsalver for at få noget brugbart ud af dem. Missiler og bomber bruges primært til fartøjer og fæstninger på jorden, og her har man en skydeskive til hjælp, der viser hvor bomberne vil lande.
På Arcade mode er Sturmovik en halvkort oplevelse og de mange missioner er hurtigt kørt igennem. Hvis ikke man forstår spillet i sin form vil man umiddelbart blive skuffet over dette. Det er der dog ingen grund til, for det er først når man tager fat i de to andre sværhedsgrader, at spillet for alvor udfolder sig.
På Realistic har man pludseligt intet hjælpe-sigtekorn og target funktionen til bomber er forsvundet. Endvidere medvirker skudsalver at flyet ryster mens hurtige bevægelser sender flyet i stall og dermed i potentiel risiko for at knalde ned i jorden med øredøvende fart. Med andre ord er det sværere at nedlægge fjendtlige fly, eller i hvert fald sværere at ramme dem.
Træder man skridtet videre til simulations-mode finder man virkeligt ud af, hvor omfangsrigt Sturmovik er. Pludseligt er al hjælp forsvundet. Ingen lock on funktion, man kan brænde motoren af, stalle ud og ikke mindst skal man pludseligt også til at holde øje med flaps og andre navigationsmidler. Modstanderne er ikke længere markeret og man skal pludseligt til at kende til diverse fartøjer for at få mest muligt ud af sine skudsalver.
Det giver nemlig større effekt at ramme de forskellige fly på deres svage punkter. Skud der snitter vingerne er ikke effektive, mens enkelte patroner i motorrummet eller i cockpittet hurtigt gør det af med såvel modstander, som dig selv, hvis modstanderne rammer. Luftdueller bliver sindssygt svære, da man typisk står over for mere modstandsdygtige fjender, og mange vil føle sig særdeles pressede, når man pludseligt mister den overlegenhed man havde i Arcade mode selv som et bombefly og pludseligt må kommandere sine wingmen til at beskytte sig.
At lette og lande, som på Arcade var nogenlunde tilnærmeligt, er pludseligt raketvidenskab, og man skal være mere end ualmindeligt dygtig for ikke at ende med snuden i jorden eller i en gedigen maveplasker med fatale følger. En præcision og et overblik som kan synes fuldstændig umulig at mestre, men som tid alene kan gøre én mester i.
Grafisk set er IL 2 Sturmovik helt fantastisk flot. Lyssætningen er eminent, modeller og skadesmodeller fremragende gennemarbejdet og så er landskaberne helt unikke. Hver en bygning er 3D modeller og man vil undervejs stifte bekendtskab med såvel nye som gamle kendinge i form af Brandenburger Tor og andre før-krig bygninger, som grundet krigens ødelæggelser ikke står mere.
Selve luftkampene føles fantastiske, og i særdeleshed når skærmen nærmest er stoppet til med venner og fjender som hver især styrer deres egen lille krig, deres egen kamp for overlevelse, deres egen jagt. Der sker så utroligt meget på skærmen samtidigt. Fly, luftartilleri, kampvogne og man kan blive ved. Og det er selvsagt imponerende!
Lyden følger trop, og på trods af en virkelig monoton fortællerstemme, så er såvel team-kommandoer og i særdeleshed lydene under de gigantiske luftkampe får maven til at snøre sig sammen og håndfladerne til at svede, når den karakteristiske lyd af luftartilleri bomber dit surroundanlæg, mens dit fly grundet dine paniske fagter staller, og hviner mens det styrter mod jorden.
Onlinedelen byder på fire forskellige gamemodes. Dogfight (deathmatch), Team Deathmatch, strike, hvor man skal bombe fjendens stillinger på jorden samt et gamemode hvor man, som en slags capture the flag, skal lande i modstanderens område for at samle points. Der er god underholdning i multiplayerdelen, men det er på ingen måde så vanedannende som singleplayer, som klart er spillets perle. Derfor kan man dog stadigvæk få gode timer i selskab med andre piloter på xbox live.
Som nybegynder indenfor flysimulatorer er det svært at vurdere, hvor IL 2 Sturmovik befinder sig på 10-skalaen, men man er dog ikke i tvivl om, at spillet lægger sig i den høje ende. Virkelig høje ende! På den negative front er flere af missionerne gentagende og hurtigt overstået, og så er der et gennemgående problem med dine allierede, som har svært ved at følge de ordrer man udsteder.
På den positive side er realismen, den fantastiske grafik, det eminente gameplay og den stemningsfulde lyd, som sætter prikken over iet på den overordnede fornemmelse af, at man befinder sig tårnhøjt over jorden i et fly, som ikke er mere robust at et enkelt forkert ryk kan sende dig i jorden.
Som allerede skrevet har jeg intet at sammenligne med, men IL 2 Sturmovik er i sig selv et mesterværk dog et mesterværk, som vil skille vandene. For er du til Arcade skyderi og simpelt gameplay, så er spillet alt for kort. Vil du derimod mestre alting ned til mindste detalje og virkeligt have et rigtigt feel af at sidde bagved styrepinden, så er Sturmovik Birds of Prey så omfangsrigt og gennemarbejdet, at man vil få massevis af underholdning ud af det. PRØV DEMOEN!
Facebook
Twitter
