Homefront: The Revolution

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 24. maj 2016 - kl. 15:24
Del denne artikel:
4 5

Efter en hård fødsel og en udviklingstid på 4 år, så er Homefront: The Revolution endelig udkommet. Vi har leget frihedskæmpere i kampen mod den Nordkoreanske besættelsesmagt.

Året er 2029 og Nordkorea har i fire år været besættelsesmagt i USA. Homefront: The Revolution udspiller sig i Philadelphia, hvor befolkningen lever i frygt for den brutale Korean People’s Army (KPA) og her tager man rollen som Ethan Brady, det nyeste medlem af en gruppe frihedskæmpere, der kæmper for at befri Philadelphia fra det Nordkoreanske jerngreb.



Homefront: The Revolution er, i modsætning til forgængeren, et halvvejs open world spil, hvor man kan påtage sig missioner og opgaver stort set i den rækkefølge man ønsker. Hvis man tror, at man kan gribe et våben og nå langt ved at skyde vildt omkring sig, så tager man fejl. Sværhedsgraden er ret høj og fjenderne er særdeles skarpe, så man bør faktisk gøre alt hvad man kan, for at undgå at havne i kamp med den Nordkoreanske besættelsesmagt.

Det er med til, at opbygge en fed stemning og følelsen af at man er en frihedskæmper, der opererer under radaren for at rive stormagten ned, sten for sten. Det gør man ved blandt andet at ødelægge deres krigsmaskinel, sabotere deres teknologi, sprede budskabet om frihedskæmperne, hjælpe de undertrykte borgere som måtte være tilbage i Philadelphia (så de tager ens side) og ikke mindst at snige sig ind og overtage fjendens baser. Det er altså et actionspil, hvor omtanke er mindst lige så effektfuld som ildkraft.

Det besatte Philadelphia er inddelt i forskellige zoner; røde og gule zoner. I de gule zoner kan man bevæge sig forholdsvist frit rundt og det er her, at befolkningen holder til. Disse områder er meget forskellige, da det kan være alt fra flygtningelejre til områder hvor KPA sympatisører bor og har det godt. De røde zoner er noget lidt andet; det er her at kampene var hårdest under selve invasionen og her er byen godt ødelagt og der er konstante patruljer og droner som scanner omgivelserne. Her skal man passe på med at begive sig ind ved højlys dag.



Hvert område har en såkaldt Hearts and Minds måler. Denne indikerer, hvor stor modstand der er mod besættelsesmagten i lige præcis dette område. Man hæver modstanden ved at udføre missioner og hjælpe de undertrykte borgere og efterhånden som modstanden stiger, ser man revolutionens budskaber spraymalet på vægge og borgere som begynder at gøre mere og mere modstand og tilslutte sig ens kamp.

Undervejs i spillet optjener man penge, som kan bruges til at udvide ens arsenal af våben og gadgets. Man kan låse op for en række forskellige våben, som kan opgraderes med for eksempel lyddæmpere og større magasiner, men det smarte er, at hvert våben kan konverteres til to andre våben. Det betyder blandt andet, at en almindelig pistol kan laves om til en lille maskinpistol og lignede og på den måde, får man adgang til endnu flere våben end det lige ser ud til i starten. Der ud over kan man købe en række gadgets, lige fra sprængstoffer, til diverse hacker-enheder til at hacke fjendens teknik med og en fjernstyret bil udstyret med en bombe, der kan køres dybt ind i fjendens base, for at beskadige de mest vitale dele af deres operation.

Foruden historiedelen, indeholder spillet en lille co-op del, som er forskellig fra historiedelen. Her kan man teame op med tre af ens venner online og begive sig ud på seks missioner af omkring et kvarters varighed hver. Det er alt, hvad co-op delen har at byde på og den virker helt ærlig ret ligegyldig – jeg brugte heller ikke ret meget tid på den, da den mildest talt virkede meget kedelig.



Homefront: The Revolution har været igennem en omtumlet tilværelse og det kan godt mærkes. Spillet har mange gode sider, men også mange problemer og nogle af dem kan formentlig tilskrives den svære vej spillet har haft på sin fire år lange vej til din Xbox One.

Det første spil i Homefront serien blev udviklet af Kaos Studios og udgivet af THQ, men Kaos Studios blev lukket i juni 2011 som et led i omstruktureringen af THQ, så den planlagt efterfølger skulle ifølge planen udvikles hos THQ i Montreal. Det blev dog senere meddelt, at den i stedet ville blive udviklet af Crytek UK, som bestod af tidligere Free Radical folk. I december 2012 gik THQ konkurs og måtte indstille alle aktiviteter og i januar 2013 købte Crytek rettighederne til Homefront serien for lidt over en halv million dollars fra konkursboet.

Men her stopper historien ikke. I juni 2014 opstod der forlydender om, at medarbejderne hos Crytek UK ikke havde fået løn i en periode og at flere nægtede at komme på arbejde – endnu engang hang Homefront serien i en tynd tråd. Måneden efter indrømmer Crytek at der var problemer og at de ville sælge Homefront rettighederne til Koch Media, moderselskabet bag Deep Silver og at al udvikling på Homefront: The Revolution ville blive flyttet til Dambuster Studios i Nottingham, som netop var blevet dannet af Deep Silver. Flere af Crytek UK medarbejderne flyttede sammen med Homefront over til Dambuster Studios og fik dermed mulighed for at færdiggøre deres projekt der.



Spillet har en række hovedsagligt tekniske problemer. Jeg oplevede en lille håndfuld gange, at spillet ganske enkelt frøs og gik ned. Noget andet er, at når spillet gemmer ens fremskridt, så fryser det i op til 3-4 sekunder og det ender med at blive et stort irritationsmoment, da det sker hver gang man for eksempel har købt et nyt våben, nyt udstyr eller andet.

Noget andet er de meget lange indlæsningstider, som man oplever hver gang man bevæger sig fra det ene af de store områder som spilverden er inddelt i, til et andet område. Ligeledes når man starter spillet op, så kan man også godt indstille sig på et vente en rum tid, inden man kommer i gang. På den anden side er det meget positivt, at spillet overhovedet ikke skal indlæse, efter man dør; her genstarter det omgående. Så er der hastigheden på grafikken. Den er meget svingende og når den kører bedst, er den acceptabelt. Der er dog perioder, hvor hastigheden dykker kraftigt – så meget, at det påvirker gameplayet, hvilket er skuffende.

Mange af missionerne er stealth baseret – det vil altså sige, at man skal snige sig uset af sted og undgå fjendernes opmærksomhed. Jeg oplevede dog flere gange, at jeg blev opdaget selv om jeg var helt skjult bag en væg eller et hus, mens jeg andre gange kunne skyde en vagt og kun få skridt derfra stod en anden, som ikke anede at hans makker var blevet skudt. Det er meget frustrerende, at spille et spil hvor en af de grundlæggende mekanikker er som at kaste en terning, om man får succes eller ej.

Spillet kører på Cryteks Cryengine spilmotor og det er ofte garanti for flot grafik og her skuffer Homefront: The Revolution ikke. Grafikken er meget stemningsfuld, meget detaljeret og er badet i flotte lys- og vejreffekter. Både dag, nat og regnvejr ser virkelig flot ud og omgivelserne ændre sig betydeligt, alt efter vejr og tid på dagen. Philadelphia ser hærget og ødelagt ud og det er lykkedes designerne at skabe en by, som ser troværdig og smadret ud, på den helt rigtige måde.



Lydsiden er tung og lækker; både soundtracket og lydene fra våbnene er gode og passende, specielt lydeffekterne er dejligt tunge. Stemmeskuespillerne gør det fint, uden at imponere og alt i alt er lydsiden bestemt godkendt.

Homefront: The Revolution kunne have været rigtigt godt. Desværre har den omtumlede fødsel med flere udviklingshold bag sig ødelagt noget af spillet og der er ting, som bare ikke virker helt færdige. Præmissen er god og spillet formår at opbygge den helt rigtige stemning, både ved hjælp af et intenst gameplay og en rigtig lækker grafik, men indlevelsen bliver ødelagt noget af de lange indlæsningstider, de afbrydelser der opstår, når spillet gemmer og den hakkende grafik.

Homefront: The Revolution er ikke nogen decideret katastrofe, men det er et spil med tydelige problemer, som kun de største fans af serien vil kunne leve med i længden. Det er trist at se et spil, som kunne have været rigtigt godt blive ødelagt på den her måde og i sidste ende blive til et middelmådigt produkt, som sagtens kunne have brugt nogle måneder ekstra i udvikling for at kunne levere varen. Var du stor fan af det første spil, kan du tage et kig på Homefront: The Revolution, men nu er du advaret om de udfordringer du kommer til at møde undervejs.
Fakta
Homefront: The Revolution

Homefront: The Revolution

PlatformXbox One
UdviklerDambuster Studios
UdgiverDeep Silver
Spillere1-4
Udgivelsesdato20-05-2016
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Flot og stemningsfuld grafik, god følelse af at være frihedskæmper
Flere tekniske problemer, spilmekanikker der ikke virker, meget tynd co-op del
Gameplay:6.5
Grafik:8.0
Online:4.0
Holdbarhed:7.0
Overall 6.5
Log ind og stem
5
Der er 5 brugere som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.