Året er 2027. Sydkorea og Nordkorea er blevet samlet under et forenet Korea og er nu verdens mest magtfulde supermagt. Landet ledes af Kim Jong-un, arvtageren til den afdøde Kim Jong-il. Imens kæmper den vestlige verden, specielt USA, med økonomiske problemer og faldende oliepriser og de nationale problemer vokser sig større og større. Dele af det amerikanske militær trækkes hjem fra opgaver rundt omkring i verden, for at skabe ro indenfor USAs grænser, men situationen forværres og snart erklæres landet i undtagelsestilstand.
Uroen i USA ser det nye forenede Korea som en mulighed for at angribe landet og kort efter begynder den koreanske invasion af USA. Man tager nu rollen som den tidligere militærpilot Robert Jacobs, der, ad omveje, slutter sig til en oprørsbevægelse. Hans overordnede mission er at stjæle tre tankvogne fyldt med flybrændstof og få dem transporteret sikkert til San Francisco, hvor resterne af det amerikanske luftvåben, skal bruge brændstoffet til at igangsætte et større modangreb på besættelsesmagten.
Historien er som sagt ganske god og den er rent faktisk værd at følge med i i modsætning til mange lignende spil. Den er også barsk og man vil opleve flere scener, som rent faktisk giver et lille sug i maven. En af de grimmeste er, hvor man, ude af stand til at kunne gribe ind, bliver vidne til et forældrepar, der bliver henrettet på et gadehjørne for øjnene af deres grædende 6-7 årige søn. Det gør, at man lige vågner op og følger lidt med.
Gameplayet minder en del om Call of Duty man bliver på samme måde trukket igennem et lineært forløb og man har ikke den store frihed til at undesøge omgivelserne. Men ligesom at det virker i Call of Duty, så virker det også i Homefront. Side om side med ens allierede udkæmper man flere hektiske slag og man får kontrol over både kamphelikoptere og en krydsning mellem en ubemandet 6-hjulet Jeep og en tank hvilket er lækkert legetøj for rigtige mænd og som er temmelig underholdende at lege med. Selv om spillet flere steder føles gammeldags og lidt kluntet, så er historiedelen underholdende så længe den varer. Den kan gennemføres på omkring 5 timer (hvilket er lige i underkanten), men det er 5 timer, hvor man er godt underholdt og der er flere sekvenser, hvor man sidder godt ud på kanten af sofaen og som man vil huske.
Et spil som Homefront skal selvfølgelig også have en onlinedel da det ofte er her, at udviklerne opnår den største popularitet med et spil i denne genre. Den genre, som Homefront er en del af, er samtidig nok den genre, hvor der er den største konkurrence omkring at lave præcis det, som brugerne vil have og mange har fejlet.
Det første indtryk man får af Homefronts online multiplayer er, at THQ har haft kigget godt og grundigt på de øvrige spil på markedet og efterfølgende forsøgt at håndplukke de elementer, som har været mest populære. Det betyder, at der er Challenges, Perks, et pænt udvalg af køretøjer, mulighed for selv at sammensætte sine loadouts og naturligvis mulighed for at stige i rang, efterhånden som man får opsamlet point nok til det. Derudover har man valgt at kopiere styringen fra Call of Duty-spillene, hvilket egentlig er ret lækkert, så skal man ikke bruge så lang tid på at lære en ny styring at kende, og man kan i stedet bare læne sig tilbage og nyde spillet.
Spillet giver mulighed for, at man kan spille op til 32 spillere online, et tal der vist er det højeste set på Xbox 360 indtil videre. Til at starte med er der kun låst op for tre forskellige online spiltyper, nemlig Ground Control, som er nogle taktiske spiltyper, Team Deathmatch og Skirmish, som skifter imellem Ground Control og Team Deathmatch. Efterhånden som man stiger i rang, bliver der låst op for et par stykker mere. System Link er der også blevet plads til, men af en eller anden grund er det kun muligt at spille op til 16 personer over system link. Man skulle ellers mene, at det netop var på et lokalt netværk, at der ville være nok båndbredde til at kunne give gode spilleoplevelser.
Selve kampene foregår som i de fleste andre spil i denne genre ved at man bliver kastet ned på en bane, og så skal man ellers kæmpe imod det andet hold. Der, hvor Homefront adskiller sig lidt fra eksempelvis Call of Duty, er den indbyggede in game økonomi. Vil man eksempelvis bruge sit MQ50 MG Wolverine-køretøj, en slags radiostyret minitank, så skal man have opsamlet penge nok til, at man kan købe den inde i selve spillet. Det samme gælder de øvrige ting som våben og granater, som man har med i sit loadout mulighederne for, hvilke af disse ting, man kan bruge i kamp, afhænger af, hvilken af de seks loadouts, man har valgt. Man kan vælge imellem Assault, Smg, Heavy, Sniper, Tactical og Explosive. Vælger man ikke at bruge pengene, bliver de opsparet, så man kan bruge dem i efterfølgende onlinekampe.
Bliver man træt af at løbe rundt og skyde til fods, er der også en lang række køretøjer og helikoptere, som man kan købe inden kampen og bruge som loadout det vil sige, at man kører rundt i dem, indtil man dør.
Ligesom det efterhånden er tilfældet med så mange andre konsolspil, er det nødvendigt at indtaste en kode for at kunne få fuld udnyttelse af onlinedelen. Denne kode følger naturligvis med, når man køber et nyt spil, men hvis man ikke køber fra nyt, så skal man ud og smide nogle Microsoft Points efter koden hvis man vel at mærke vil kunne avancere sin rang til over niveau 5.
Desværre er det jo sjældent, at et spil er helt perfekt og det gælder da også Homefront, hvor onlinedelen har nogle fejl hist og her. En af de fejl, som undertegnede løb ind i ret ofte, var problemer med såkaldte spawnpoints altså de steder, hvor man bliver genoplivet, efter at man er død. Her oplevede jeg ret ofte at blive kastet ind lige bag en af fjenderne. Det er naturligvis ikke et problem for mig, men vel nærmere for fjenden, som gang på gang bliver skudt i ryggen af en person, der ikke var bagved ham lige før. Et andet irritationsmoment, som også hænger sammen med disse spawnpoints, er, at man som regel starter i udkanten af kortet og hvis man da ikke lige løber ind i førnævnte fejl, er der ofte et stykke vej, før man møder noget modstand igen.
Det sidste som jeg vil nævne af problemer er, at jeg ikke rigtig synes, at der er nogen fornemmelse af, om man rammer fjenderne eller ej. I mange andre spil kan man ligesom høre det på lyden, men her må man bare skyde løs i håb om, at man rent faktisk rammer. Det er måske i virkeligheden mere realistisk, da man jo ikke kan skyde en modstander i den virkelige verden fra 100 meters afstand og så høre, om man rammer eller ej.
Selv om Homefront ikke er et specielt teknisk flot spil, er grafikken stadig ganske fin at se på, takket være de omgivelser man kæmper i. Det er ikke de traditionelle slagmarker, men derimod i baghaver i forladte forstadskvarterer i USA, på en besat Golden Gate bro, i et smadret indkøbscenter og igennem intermistiske Koreanske installationer. Grafikken kører flydende, den er stemningsfuld og lyseffekterne er flotte men den er ikke blandt de flotteste på Xbox 360 og kan virke lidt flad visse steder, men den fungerer og skaber ikke problemer for spilleren. Soundtracket er som man kunne forvente i et spil af denne type; noget til den patriotiske side og lydeffekterne er fine. Man savner dog lidt oomph i eksplosionerne og ens kammeraters dialog og stemmer må kandidatere til årets kliché-pris. Lydsiden fungerer men den imponerer ikke på nogen måde.
Med Homefront prøver THQ at få en bid af Call of Duty kagen og det er et godt første forsøg. Historien er god, grafikken er stemningsfuld, gameplayet hektisk og med sekvenser som vil printe sig ind i ens hukommelse i et kort stykke tid i hvert fald. På samme tid føles det hele lidt gammeldags og kluntet, historiedelen slutter meget pludseligt og spillet har sine problemer både i historiedelen og i multiplayerdelen.
Der er uden tvivl noget at bygge videre på for THQ og Kaos Studios, hvis de går med planer om at skabe sig en længerevarende serie i stil med Call of Duty og Medal of Honor. Vi gætter på, at Homefront 2 allerede er i støbeskeen.
* Multiplayerdelen er testet af Morten Skou *
Facebook
Twitter
