Hitman: Absolution

Anmeldt af: Jens Nørup - 20. november 2012 - kl. 16:22
Del denne artikel:
15 0

De lyddæmpede Silverballers er ladt og issen er poleret i dagens anledning. Efter seks års fravær strammer vores skaldede antihelt igen slipset og trækker i habitten.

Som en skygge følger jeg mit intetanende offer gennem klubbens pulserende menneskemængde af svedende, råbende mænd. Jeg ignorerer varmen i lokalet, den dunkende rytme og showet på scenen og fokuserer kun på ét - at blive alene med mit offer. Jeg følger hans rutine gennem den tætpakkede klub og netop som jeg strammer grebet om fibersnoren i min lomme, fanger mit blik diskokuglen over dansegulvet - ophænget er næsten gennemtæret, det ville ikke være godt hvis den pludselig styrtede ned…




En pause på seks år ville være nok til at sende de fleste actionmænd på pension. I spilverdenen er det en evighed, hvor både teknologiske kvantespring og nye helte, hver gør sit krav på forbrugernes opmærksomhed. Nu er Agent 47 dog ikke nogen hr. hvem-som-helst, men har nærmest ene mand været med til at definere sin helt egen spilgenre. Nemlig det nu klassiske stealth eller snige spil, hvor teknik og opmærksomhed belønnes, frem for at buse frem med rygende pistoler.

Men tiderne ændrer sig og selv en Hitman må acceptere at han langt fra er ene om at bevæge sig gennem verden på kattepoter. Spil som Assassins Creed serien, Deus Ex: Human Revolution og senest Dishonored, for ikke at tale om en vis Mr. Sam Fisher, der snart rører på sig igen, trækker alle på stealth elementet og variationer af det. Derfor er det nærliggende at spørge om Hitman overhovedet har sin berettigelse efter så mange år?

Det korte svar er heldigvis et, ja. Desværre er det nuancerede svar lidt mere vævende, men lad os vende tilbage til det senere. For når Hitman: Absolution er bedst, er det en velsmurt maskine, der uden problemer suger dig ind i mørket og lader dig fordybe i kolde kalkulationer, vagters reaktionsmønstre og uheldige indretningsløsninger. Der var heldigvis flere baner, der gav mig samme følelse som da jeg for 10-12 år siden, første gang stiftede bekendtskab med Hitman.




Det er baner, som den der er beskrevet i indledningen, hvor du virkelig føler at du selv kan bestemme præcis hvordan du vil løse opgaven. Vil du snige dig gennem ventilationskanaler og kældre eller vil du finde en forklædning og passere direkte gennem hoveddøren? Det er den slags valg, der er med til at adskille Hitman fra alle de andre. Der er ikke nødvendigvis én rigtig måde at gøre det på og hvis du foretrækker at lade pistolerne tale og møve alle ned på din vej, så er det også muligt, men det er langt fra lige så sjovt.

Som fans af serien ved, består Hitmans univers i høj grad af Trial and Error. Det vil sige, bliv ved med at prøve dig frem, til du finder den løsning, der er mest tilfredsstillende for dig selv og også gerne giver flest point. Denne spillestil er med til at Hitman: Absolution, ligesom sine forgængere i serien, indbyder til fordybelse og ofte fremkalder en nærmest mediterende stemning, der er et forfriskende pust i forhold til den gængse fuld skrue mentalitet der præger de fleste action spil.

Historien i Hitman: Absolution tager sin begyndelse, da Agent 47 lader sig rive med af følelserne og accepterer at beskytte en pige, der på mange punkter minder om ham selv. Det betyder startskuddet til en vild jagt, hvor vores skaldede ven veksler mellem at være både jæger og bytte. Desværre er historien en noget gumpetung en af slagsen. Det er kliché lagt ovenpå kliché, hvor ellers dygtige skuespillere må slås med replikker, der ind imellem er direkte tåbelige. Det var ikke så slemt, hvis ikke det var fordi at historien fylder voldsomt meget og ind i mellem tvangsindlægger dig til nogle mellemsekvenser, der får Kongerne af Marienlyst til at tage sig ud som stor kunst.




Desværre går den akavede historiefortælling, nogle gange også ud over eksekveringen af missionerne. I modsætning til tidligere, hvor man havde mulighed for selv at iscenesætte hver kontrakt ned til mindste detalje, er der nogle baner hvor højdepunktet, elimineringen af en nøgleperson, erstattes af en forudbestemt quicktime handling, hvor det eneste man skal gøre er at time sine knaptryk korrekt og derefter betragte scenen der udspiller sig. Det er heldigvis begrænset til nogle enkelte missioner, men for mig at se er man her inde og pille ved noget af det allerhelligste i Hitmans univers, med et knap så heldigt resultat.

Hitman opfører sig som jeg husker det fra tidligere, han er måske blevet en lille smule bedre til at snige sig rundt i omgivelserne og der er også blevet mulighed for at benytte sig af lidt flere hverdagsting man passerer på sin vej, men bortset fra det er alt ved det gamle. Som tidligere optjener man en score på at udføre sin mission, men nu er det muligt konstant at følge med i hvordan det går, ved hjælp af tælleren i øverste venstre hjørne af skærmen, der øjeblikkelig gør dig opmærksom på hvad dine handlinger betyder for den endelige score. Et ekstra konkurrence-element fortæller dig i begyndelsen af hver bane, gennemsnittet for andre spillere, der har været igennem den samme bane.

Det er også blevet indført en mulighed for at vælge checkpoints, ofte før vigtige begivenheder på banen. Det er ikke et decideret savegame, men en mulighed for at have et punkt hvor man kan fortsætte fra, hvis noget går galt undervejs. Det er en fin idé, men virker alligevel noget gammeldags, da checkpoint funktionen, blot lader dig starte fra et givent sted, men samtidig nulstiller alt hvad du har foretaget dig på banen indtil da.

Et nyt element er Agent 47's 6. sans, i Absolution kaldet for Instinct. Med Instinct kan du ved at trykke på højre skulderknap orientere dig om hvor genstande befinder sig og nok så vigtigt, hvor vagterne er. Som en ekstra bonus har du en Instinct måler, der afhængig af hvor meget du har til rådighed, giver dig chancen for at passere vagter uden at blive bemærket, eller markere dine mål i slowmotion, for derefter at aktivere en nøje koreograferet ballet, hvor du skyder dine ofre ned - lidt i stil med Deadeye fra Red Dead Redemption. Instinct giver en mere flydende spillestil, i forhold til at skulle pause spillet for at orientere sig på kortet, som man gjorde tidligere, men føles nogen gange som en lidt overmenneskelig tilføjelse, der mest virker som en gimmick. Der er dog fem sværhedsgrader i spillet og jo sværere det bliver, jo mindre indflydelse har Instinct.




Som noget nyt for et udpræget singleplayer spil som Hitman serien, bydes der nu også på en multiplayer del, kaldet Contracts. Det er dog ikke multiplayer som vi kender det fra andre spil, men muligheden for at genspille spillets missioner, blot på den måde som andre spillere har gjort det. Det betyder du selv kan opbygge en mission fra bunden af og både udvælge målet og hvilke forudsætninger, der skal opfyldes før mission er udført. Dette kan krydres med forskellige begrænsninger, såsom ingen forklædninger eller ingen drab udover målet. Det giver god spænding at spille sig igennem disse baner, især når man ved at man kun kan oprette en mission man selv har fuldført - så det skulle være muligt at gennemføre alle. Contracts rokker dog ikke meget ved det samlede indtryk af Hitman: Absolution, nok især fordi det baserer sig på spillets allerede kendte baner, men mon ikke der bliver mulighed for en udvidelsespakke eller to?

På den tekniske side, benytter IO Interactive sig af Glacier 2 motoren, en opdateret version af den oprindelige Hitman mekanik. Dette betyder blandt andet at der flere steder i spillet optræder store menneskemængder man kan gemme sig i og som opfører sig fuldstændig som man ville forvente det i virkelighedens verden. Der bliver talt i mobil, skubbet og maset, og ofte stopper man op et par sekunder for at følge med i en tilfældig forbipasserendes samtale.

Rent grafisk løfter Hitman: Absolution ingen øjenbryn, bevares det er da pænt, men bryder ingen grænser for hvad vi har set tidligere. Mange gange ligner spillet sin forgænger, Bloodmoney, lidt for meget - på trods af vi har at gøre med en nyudviklet grafikmotor. Specielt de tidligere nævnte mellemsekvenser veksler mellem flotte scenerier, blandet med groft karikerede ansigtsanimationer, der er alt andet end kønne. Jeg vil dog gerne fremhæve lyssætning og lyskilder, som noget af det, der er med til at gøre universet levende og spændende at kigge på. Glacier 2 døjer dog med nogle af de samme fejl som serien har budt på tidligere, for eksempel våben der stikker ud gennem vægge og eller vagter, der gerne lader armen forsvinde ind i væggen når de runder et hjørne. Spillets kunstige intelligens byder også på nogle sjove oplevelser en gang i mellem, for eksempel når politifolk skyder direkte ind i en menneskemængde for at få ram på dig eller vagter, der skyder direkte ud i luften, selvom du befinder dig lige ved siden af dem.

På lydsiden stiller Hitman: Absolution med en stærk flok skuespillere, der dog som tidligere nævnt ikke har det bedste manuskript at arbejde med. For første gang i seriens historie, er det ikke Jesper Kyd der står for lydsiden. Det kan mærkes, lydbilledet er ikke dårligt, men mangler den helt specielle stemning der kendetegnede de tidligere udgivelser.

Mange af banerne er lige så opfindsomt opbygget som vi kender det fra serien, hvor fantasi og morbid humor spiller perfekt sammen. Men der er desværre også steder hvor Hitman: Absolution virker som en træt gentagelse af sig selv - alt for mange grå og triste kældre, som man bare skynder sig at gå i gennem for at komme videre til næste og forhåbentlig mere interessante bane. Og her kommer vi frem til den lidt mere vævende del af svaret, der gælder Agent 47's eksistensberettigelse. For selvom der ikke er nogle spil, der er perfekte, svinger Hitman: Absolutions pendul alt for ofte mellem det sublime og den kedelige metervare.




Hitman: Absolution byder på mange timers underholdning - for de der kender og elsker universet. Men det prædiker også for koret, for nu at blive i spillets terminologi. Jeg holder selv meget af Hitman og den særlige måde missionerne skal/kan udføres på, men må også erkende at objektivt set er der ikke noget nyt at komme efter. Det er forfriskende at spille Hitman igen efter 6 års pause, men samtidig frustrerende at mange af banerne giver mig lyst til at finde de gamle spil frem og spille dem i stedet.

For gammelt venskabs skyld og frygten for Agent 47's repressalier ville jeg gerne svinge mig op på et 8-tal, men det bliver altså kun 7,5 med pil opad. Og lad os så håbe at der ikke går lige så lang tid før vi får næste omgang.
+ Veldesignede baner, friheden til at udføre opgaverne som du selv vil
For mange baner der ikke holder niveauet, klichéfyldt historie
Gameplay:8.0
Grafik:7.5
Online:6.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.