Det er egentlig et ganske interessant koncept, og det bliver endnu mere interessant når udvikleren, Dynamic Pixels, fortæller at naboen, som du for enhver pris skal undgå, hele tiden lærer nyt. Hver gang han fanger dig, lærer han noget nyt om dine metoder, og han bliver dermed bedre og bedre til at forudse dine træk og fange dig. Du skal med andre ord tænke dig godt om for at narre ham. Det syntes jeg lød vældig spændende, og jeg kunne ikke vente med at komme i gang med spillet. En time senere kunne jeg ikke vente med at blive færdig med det.
Konceptet lyder spændende, men det er simpelthen udført fuldstændig elendigt, og jeg blev mere og mere frustreret over spillet. Til at starte med får man intet forklaret. Man starter blot uden for naboens hus og må så selv regne ud hvad man skal. Det er der ikke umiddelbart noget forkert i, men så bør spillet opføre sig forventeligt så man kan regne ud, hvad man kan og skal med sin medbragte fornuft. Det er ikke tilfældet her. Samtidig bør almindelige fysiske regler også overholdes, men også det har spillet svært ved. Noget så simpelt som hvilke knapper på joypadden der skal bruges formår Hello Neighbor også at lave et rod ud af.
Lad mig beskrive mine første 2 timer i spillet. Jeg sneg mig hen til hoveddøren på huset. Anede ikke hvilken knap jeg skulle trykke på for at åbne døren. Et tryk på pauseknappen, og der stod så heldigvis, at spillet brugte to knapper: RB og RT. RB til at interagere med ting og RT til at samle ting op og kaste med dem. Dejligt simpelt men ikke videre intuitivt. Nå, jeg fik åbnet døren og rendte lige ind i naboen, som i mellemtiden havde stillet sig på den anden side af døren. Startede forfra ude ved vejen. Nu sneg jeg mig om til bagdøren, men den var låst. Til gengæld stod et vindue åbent, så den vej kom jeg ind - altså efter at have prøvet at hoppe op til vinduet 5-6 gange med A knappen. En knap man ikke har fået forklaret.
Efter tyve minutters udforskning af huset og en del flere genstarter ude på vejen fandt jeg på at stable tomme papkasser op uden for huset, så jeg kunne kravle op på taget. Deroppe brugte jeg en tom papkasse til at smadre et vindue og komme ind på første sal. Derefter brugte jeg en times tid på at udforske, prøve mig frem og blive taget til fange. Derefter stod jeg med en nøgle i hånden, men den virkede ikke til noget som helst. Uanset hvilken lås jeg prøvede at låse op så skete der intet, lige indtil jeg ved et uheld kom til at trykke på LB i stedet for RB, så virkede nøglen pludselig. Så hvis man har noget i hænderne, så er det altså en anden knap end den beskrevne, der skal bruges til at interagere med ting.
2 timer med dette og nu tog frustrationen over. Jeg tog en god, meditativ pause, inden jeg kastede mig over spillet igen. På et tidspunkt havde jeg fumlet rundt længe nok til at have skaffet mig adgang til kælderen, og jeg følte et kort øjebliks glæde. Det viste sig dog, at kælderen er kæmpestor og meget forvirrende, og hvis jeg troede at udforskning af huset var frustrerende, så var det intet imod hvad der ventede mig i kælderen. På trods af at jeg nu – endelig - havde regnet ud, hvilke knapper jeg skulle bruge.
Grafisk er spillet ikke imponerende. Det er egentlig pænt nok og har en fed stil, og man føler sig ganske lille, når man render rundt. Men det er ikke noget ens 10 år gamle pc ikke vil kunne vise. Samtidig er fysikken så underlig, at det virker forkert, og det ødelægger illusionen. Tomme papkasser, der intet vejer, kan man stå på og smadre ruder med. Kaster man med dem, flyver de ofte rundt og ignorer almindelige fysiske love. For slet ikke at snakke om nøgler – i den periode af spillet, hvor jeg desperat forsøgte at finde ud af hvordan nøgler virkede, kastede jeg ofte med en nøgle (alle knapper skulle jo prøves) og de forsvandt tit ind i gulvpladerne, væggene eller ind i andre aflukkede rum, så en genstart var nødvendig, for man kommer ingen vegne uden den nøgle. Lydmæssigt har spillet lidt pondus, da lyd er en vigtig del af at finde ud af hvor naboen er, så man kan undgå ham. Det fungerer egentlig fint, at man kan høre græsslåmaskinen uden for huset og dermed ved at der er fri bane indenfor, men det er igen ret basalt uden at imponere.
En stor del af spillets koncept er AI’en, som skulle lære mere og mere om din måde at spille på. Jeg syntes nu aldrig rigtigt jeg så det i aktion. Måske var det der og jeg var bare for utålmodig og frustreret til at lægge mærke til det, men jeg havde troet, at det var mere tydeligt, at han blev bedre til at fange mig. Det er jeg ikke sikker på han var, jeg var bare mere utålmodig og lavede flere fejl, jo længere tid jeg rendte rundt i huset eller kælderen. Så nogen god reklame for ”Advanced AI” syntes jeg ikke det er.
Hello Neighbor er ikke sjovt. Det er ærgerligt, for jeg kan lide idéen. Det er bare som om, at udviklerne har lavet et spil, der virker for dem, men de har ikke haft begreb om hvordan de gør det tilgængeligt og interessant for andre. Der skal nok være nogle tålmodige sjæle, der finder fornøjelse i det, men det vil jeg tro er en ret begrænset skare. Jeg hører ikke til dem. For mig var det en prøvelse at komme igennem 6 timer med dette spil. Jeg fandt ned i kælderen, men kom aldrig rigtig videre derfra, og fandt aldrig ud af hvad det var naboen havde gang i. Det var jeg også ret ligeglad med på det tidspunkt, jeg ville bare have skrevet anmeldelsen, så jeg kunne slette spillet og bruge min sparsomme harddisk-plads på noget andet.
Facebook
Twitter
