Halo Wars

Anmeldt af: Morten Skou - 20. februar 2009 - kl. 15:01
Del denne artikel:
36 0

Der er ingen tvivl om, at Halo-spillene har været et af de absolut største titler til Xbox. Nu forsøges der endnu engang, denne gang med et spil i RTS-genren.

Der er ingen tvivl om, at Halo-spillene har været et af de absolut største titler til både Xbox og Xbox 360. Det fantastiske miljø og historien, som serien er bygget op omkring, har i mange år henrykt spillere over hele verden.

Indtil nu har Halo udelukkende været et førstepersonsskydespil, hvor man rendte rundt i futuristiske omgivelser og forsøgte at bekæmpe fjenden; The Convernant. Muligheden for at spille imod andre online var super populær, og en masse klaner er blevet dannet igennem tiden. I Halo Wars er The Convenant stadigvæk den brutale fjende, men titlen dækker nu over et såkaldt ”Real Time Strategy”, eller RTS-spil, i stedet.



Genren ”Real Time Strategy” dækker over spil, hvor man skal opbygge en eller flere baser på et verdenskort for derefter at bygge enheder til at bekæmpe fjenden, som typisk ligger i den anden ende af kortet. Afhængigt af hvilket spil i genren man vælger, er der forskellige muligheder for såkaldt micro-management, hvor man løbende skal udvikle nye teknologier og opgradere sine enheder for bedre at kunne klare sig. Fjenden skal naturligvis gøre præcis det samme, hvilket som regel udvikler sig til et rent våbenkapløb, hvor spilleren med flest enheder måske ikke altid kan formå at slå spilleren med en bedre teknologi.

Historiedelen af spillet, som finder sted ca. 20 år før historien i Halo 1, giver spilleren mulighed for at give sig i kast med 15 forskellige baner. Fælles for dem alle er, at man spiller som menneskerne UNSC og skal forsøge at udføre en række forskellige missioner, som typisk går ud på at eliminere alien Covenants tropper fra verdenskortet. Der er fire forskellige sværhedsgrader, og hvis man vil have fingrene i alle de lækre, men til tider ret tricky, achievements som er i spillet, skal man som minimum igennem de to sværeste.

Eftersom man spiller som menneskene, er det også fra deres perspektiv, man primært ser historien. De forskellige mellemsekvenser, som udgør selve fremgangen i historien, er utroligt flotte, og dem, der har spillet de originale Halo-spil, vil naturligvis kunne nikke genkendende til en lang række forskellige detaljer.






At spil har mulighed for, at man kan gennemføre selve hovedspillet i samarbejde med en ven over Xbox Live, er vel efterhånden ved at være et krav frem for en overraskende feature. Det er der naturligvis også mulighed for i Halo Wars, hvor man kan spille sig igennem samtlige 15 missioner sammen med en ven. Eneste ulempe ved det er, at sværhedsgraden bliver lidt lavere, da man pludselig er to til at tage sig af diverse strategier og opbygning af baser og enheder. Det stiller selvfølgelig også krav til, at man kan blive nogenlunde enige om, hvilken fremgangsmetode man ønsker at benytte for at gennemføre banen.

Har man lyst til at prøve kræfter imod andre spillere over Xbox Live, så er der også rig mulighed for det. Der er mulighed for at spille to forskellige spiltyper, nemlig standard og deathmatch i kampe med henholdsvis en mod en, to mod to og tre mod tre. Der er meget overraskende ikke mulighed for at spille alle mod alle – dette skyldes med stor sandsynlighed det meget moderate antal enheder, som det er muligt at bygge, hvis man kun har en enkelt base, og hvis man skulle spille imod 5 andre spillere, så ville 15 enhedsressourcer ikke give de store muligheder for taktisk at kunne overvinde fjenden med særlig meget taktik.

Netop enhedsressource og strøm spiller en stor rolle i Halo Wars, det er nemlig disse elementer der afgør, hvor mange enheder man kan have på kortet og hvilke opgraderinger, man kan udføre i baserne. Som standard er baserne begrænset til 15 enheder, men der er mulighed for via baseopgraderinger at komme op på 25 pr. base. Nogle enheder kræver mere end en enhedsressource – men er typisk også mere effektiv.






Lige som i de andre Halo-spil bliver der også gjort brug af både TrueSkill rang til at matche folk op imod hinanden i online multiplayerspil. Der er også mulighed for at stige i en anden rang, som går op til General. Det sidstnævnte er en rangstige, som udelukkende går fremad, og hvor ens fremgang afhænger af, hvor mange points man formår at opsamle igennem forskellige onlinesessioner. For at blive General kræver det ca. 3.2 millioner points, men så får man også en achievement for det.

Til forskel fra kampagnen i spillet har man mulighed for at vælge hvilken af de to sider, man vil spille, når man spiller over Xbox Live. Der er tre forskellige ledere på hver side, som hver især har deres specielle evner. De to sider har ligeledes forskellige bygningstyper, forskellige enheder og ikke mindst er der stor forskel på helt basale ting som eksempelvis, hvordan man får mere strøm til sine baser – som menneske skal man bygge kraftværker, som The Covenant skal man bare opgradere en bygning igen og igen.

Har man ikke mulighed, eller måske bare ikke lyst til at spille online imod andre, så har spillet også en lokal multiplayermulighed, kaldet Skirmish, hvor man udelukkende kan spille imod computerstyrede modstandere. Igen kan man spille i hold af op til tre personer – det vil sige, at man kan få to computerstyrede spillere på sin side. Der er flere forskellige sværhedsgrader at vælge imellem, og der spilles på de samme kort, som man bruger på Xbox Live.






Et af de største problemer med Halo Wars er den yderst haltende AI, altså intelligensen af enhederne såvel som modstanderne. Man oplever ofte, at hvis man har en gruppe enheder stående, markerer dem alle og beordrer dem til at bevæge sig hen til et andet sted på kortet – så står de bare og kører frem og tilbage, fordi de blokerer for hinanden. Netop dette gav i forbindelse med denne test ofte anledning til diverse højtråbende udbrud.

Halo Wars byder helt sikkert på nogle gode elementer, men hvis man kigger rundt på de andre spil i samme genre, som findes til Xbox 360, så er der uden tvivl et godt stykke igen, hvis udvikleren Ensemble havde en formodning om at skulle konkurrere om RTS-fans. Spillet byder næsten ikke på noget ”micro management” af enhederne, hvilket fjerner en lang række taktiske elementer, som ellers typisk er at finde i andre spil i denne genre. Det kunne eksempelvis have været rart med nogle flere funktioner til enhederne, eksempelvis en ”stå stille her og bevogt”-funktion og andre ting i samme stil. Udover de manglende features i forbindelse med enhederne, så føler man sig også ret begrænset, når det kommer til at bygge diverse bygninger. Det maksimale antal bygninger man kan lave på hver base er syv – derefter kan man naturligvis opgradere dem i et begrænset omfang. Det er endda forudbestemt, at man kun kan placere de forskellige bygninger på forudmærkede områder lige ved siden af basen.

Med det sagt, så er der ingen tvivl om, at Halo Wars vil være et godt udgangspunkt for folk, der aldrig har spillet RTS spil før, men hvis man vil have et ordentligt RTS-spil, så er det nok nærmere i retning af Command & Conquer-titlerne, man skal overveje at kaste sine penge.
Fakta
Halo Wars

Halo Wars

PlatformXbox 360
UdviklerEnsemble Studios
UdgiverMicrosoft Game Studios
Spillere1-6
Udgivelsesdato01-01-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:7.0
Grafik:8.5
Online:7.0
Holdbarhed:7.0
Overall 7.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.