Halo

Anmeldt af: Peter Dam (Pete the Elite) - 11. januar 2004 - kl. 17:27
Del denne artikel:
9 0

Kæmpe sience-fiction-shooter med flyvende robotter, gigantiske laser-våben, frygtindgydende aliens, hi-tech militær-udstyr, nye planeter og galakser, og kæmpemæssige rumskibe. Velkommen til Halo.

Gameplay
Det hele går, overordnet set, ud på at tæske aliens, en race kaldet the Covenant. Ganske underholdende, og dette kan så gøres på forskellige måder. Senere kommer der nye slags fjender, men dem vil jeg ikke røbe nogen detaljer om, for ellers forbliver det ikke en overraskelse. Man løber for det meste rundt til fods, og skyder med forskellige våben, hvad der nu falder i ens smag. Der er angrebs- og sniper-rifler, pistoler, laser-geværer, raket-kastere, granater og andre sager. Alle våbnene ser vældig interessante ud og holder en vis stil, som ikke er set så meget før, og de virker dog stadig realistiske nok, til at det hele forbliver et troværdigt univers.




I spillet er der 7 (deciderede) våben, og oven i hatten kan du slå på dine fjender med dem, og der er også to slags granater, og stationære kanoner du kan bemande, og sidst, men bestemt ikke mindst, fartøjerne, som jeg kommer tilbage til senere. Mit personlige favorit-våben er angrebs-riflen, bl.a. pga. dens design og lyd, men mest fordi den er effektiv på lange og korte afstande. Men sådan er der våben til de fleste, og det er godt at finde ud af, hvilket man bedst kan lide (og hvilket man er bedst med), og det er fordi Bungie (så geniale som de er) har valgt at begrænse ens kapacitet, så man kun kan bære to våben ad gangen (granaterne inkluderet). Dette er både realistisk, og det for én til at tænke sig mere om, før man braser ud i krig. Hvad er det for et område jeg skal ud i? Et bredt udendørs-areal eller et sammenlukket rum? Og hvis nu jeg skal udenfor men ikke kan finde en sniper-riffel, skal jeg have noget andet der kan zoome, så jeg beholder min pistol i stedet for en plasma-riffel, og så må jeg se om jeg kan finde noget andet brugbart når jeg kommer derud.
Granaterne er der to slags af: Menneskenes fragmentation-grenades og Covenants’enes plasma-grenades. Forskellene på de to er, at plasma-granaten lyser blåt og er let at se, og den sætter sig fast på folk hvis man rammer dem i kastet, mens frag-granaterne er ret svære at se, men de klistrer ikke og skader ikke helt så hårdt.

Fartøjerne er noget af det Halo blev mest omtalt for. Fysikken er vildt god, den føles meget realistisk, og det er vildt sjovt at drøne rundt i en jeep (”Warthog”) og køre aliens ned. Der er også et alien-fly, ”Banshee”, som er ganske godt designet, og føles fantastisk at flyve rundt i. Den har to skuds-funktioner, den ene er en regn af små plasma-projektiler, og den anden er en stor, grøn plasma-klump med en overvældende kraft, der har et ”delay” på omkring 5 sekunder. (Dvs. der går cirka 5 sekunder før du kan skyde igen.) Så er der Ghost’en, hvilket er et alien-køretøj der svæver lavt over jorden, hvilket gør den meget manøvredygtig. Den skyder med samme skud som først blev nævnt i sammenhæng med Banshee’en. Som det sidste, og klart farligste fartøj, finder du tanken – ”Scorpion”.




Den har et eksplosivt projektil, med et delay tilsvarende til Banshee’ens, og der er også en indbygget maskin-kanon på toppen, som man virtuelt set kan skyde med uendeligt. Man sidder godt gemt i kampvognen, og der skal noget af en skytte til at ramme én mens man sidder i den. Der er også plads til at man kan spænde fire andre spillere fast på siderne af den, som kan sidde og skyde løs med de våben de nu har.
Som en mellemting mellem et fartøj og et våben, finder man Covenant’enes stationære kanon, kaldet ”Shade”. Den skyder med lilla-blå laser-skud der hurtigt dræner éns beskyttelsesskjold, men som selvfølgelig også skader én normalt.
Der er også andre fly og tanks, men ikke nogen man selv kan komme til at bemande, desværre.

Ens energi er delt op i to: Et laser-skjold der dækker hele din krop, og så dit liv. Skjoldet genopleder sig selv ofte, det kræver dog at man ikke er blevet ramt af noget i et stykke tid. Ens liv består af nogle blokke der skifter farve fra blå, til gul, til rød, alt afhængigt af hvor mange der er, for at gøre én opmærksom på ens liv. Din skjold-bar vil også blinke hvis du er lav på skjold eller hvis det er drænet fuldstændigt, og der vil komme bippe-lyde fra højtalerne.

I hele spillet er der ti missioner. De er næsten alle (syv ud af ti vil jeg mene) meget spændende og medrivende. De varierer meget fra hinanden, første og sidste bane foregår godt nok samme sted, men de er dog ikke så ens nu endda. Det eneste kritikpunkt er, at banedesignet kan blive ret monotont i de enkelte baner, faktisk så meget at man til tider tror man er gået i ring, og er havnet det samme sted som man kom fra. Ellers finder jeg banerne meget store og meget smukke.





Der er kun én slags fjende der taler engelsk – alle de andre kommunikerer med lyde, ganske overbevisende lyde. De stakkels små Grunts (de engelsktalende aliens) virker meget svage, og er blevet kritiseret for ikke at skulle have nogen som helst betydning for spillet, men det vil jeg ikke mene, for de kan bestemt blive en udfordring i de senere baner og på de højere niveauer (påkrævet at de er i overtal). Desuden er de i stand til at kaste plasma-granater, hvilket kan være meget irriterende, men stadig ikke betydningsløst.
Fjendernes AI er ganske god. De leger ikke selvmordssoldater som man ser i så mange andre spil. De benytter sig af omgivelserne til at komme i dækning, som et eksempel. En anden ting jeg lagde mærke til, var, at jeg har oplevet, når jeg angreb sammen med en masse AI-styrede mariner, så kastede grunts’ene deres granater efter den største klump af fjender, frem for blot at kaste på spilleren for at irritere ham/hende.



En anden slags Covenant-fjende, Elites (mørke skabninger på størrelse med Master Chief), har en smart idé med at gemme sig bag objekter når de er ramt, sådan at de kan genfylde deres skjold, der virker på samme måde som dit eget. Der er andre ting, men som dog ikke er værd at nævne.

Marinerne kan nogle gange finde på at løbe ind foren én mens man står og skyder, hvilket bliver frustrerende når man så for det første ikke kan ramme fjenden man skød på og så for det andet råber ens teammates op om at man skal have briller. Bortset fra lignende småfejl i deres adfærd synes jeg de er nogle gode soldater at have med som ”backup or bait”, altså som hjælp eller lokkemad, for det er praktisk at kunne løbe rundt i fred og kaste granater på fjenden mens de er helt optagede af at skyde på marinerne. MUHAHAHA…
De kan ikke anvende fartøjer endnu, kun som passagerer og kanonførere. Så hvis der skal køres så bliver det dig der gør det. De er til gengæld også gode nok til at skyde folk fra det sæde de nu sætter sig på i jeepen eller tanken.

Co-op er engelsk for ”co-operation” eller ”co–operative”. På dansk: Samarbejde. Man spiller præcis de samme missioner som man finder i Campaign’en, men du er sammen med en ven, der låner et joystick. Så kan i sidde ved siden af hinanden og skælde ud over manglende backup, skrige om hjælp eller måske tæve ham fordi han kastede granater for tæt på dig. Virkelig en god feature ved spillet. Jeg er helt vild med det.




Multiplayer er vel et begreb alle kender. Der er omkring otte multiplayer-baner, og fire-fem af dem er nogen man vil spille igen og igen. Den mest spillede bane er, forståeligt nok, Blood Gulch, en aflang udendørsbane med en bunker i hver ende, så den kan bruges til alle mulige sjove former for multiplayer, og så er fartøjerne endda også tilgængelige (man kan slå dem fra efter behag), så det bliver endnu vildere. Foruden Blood Gulch er der kun én bane der understøtter fartøjer.
En virkelig god ting ved MP som Bungie har fået en del ros for, er muligheden for at lave sine egne gametypes, eller man kan lave varianter af de allerede eksisterende. Der er masser af fansites på nettet med ”opskrifter” på gametypes som nogen har fundet underholdende, som man så kan printe ud og så bruge selv, og se om det er noget man synes om.

Mine to eneste kritikpunkter til MP, er, at det ikke understøtter Bots, og at der ikke er nok gode baner. Bots blev der simpelthen ikke tid til at lave, da Bungie blev købt af Microsoft og fik at vide at de skulle have Halo klar til xbox’ens udgivelse, og det kunne ellers have været rart, men det er også virkelig morsomt at spille 4-player i Halo. Der er mulighed for at koble op til fire xbox’e sammen og spille op til 16 spillere i MP, men det kræver jo så også fire fjernsyn, så det har jeg desværre aldrig oplevet, men jeg hører det er sjovt.
Og der er simpelthen ikke nok sjove MP-baner, og der er ikke nok af dem der understøtter fartøjer. (Og så finder jeg det lidt snyd at PC-versionen af Halo får nye baner, mulighed for at bruge Banshee i MP, og nye våben.)





Styringen er faktisk overraskende god, og den har sat en god standard inden for FPS’er til konsoller. Jeg vil mene at det har haft en indflydelse på styringen i alle FPS’er efter Halo. Jeg vil ikke komme med en manual, men alt sidder som det bør, på en ret intuitiv måde. Der er selvfølgelig mulighed for et par ændringer, fx hvis du hellere vil kigge på pinden til venstre og bevæge dig på den til højre.
Alt i alt fungerer styringen helt upåklageligt.

Lyd
Lyden af alle våbnene passer virkelig til dem. Det er ikke lyde man får ondt i ørene eller bliver trætte af, og man vender sig hurtigt til dem, dog uden at ignorere dem. Marinerne har nogle gode replikker, indspillet af professionelle skuespillere, der for det meste klarer jobbet ret godt, og de passer godt ind i stemningen i kampens hede, og i jeepen, og andre tidspunkter. Man kan faktisk le af dem, så gode kan de være.

Lyden af granaterne der springer synes jeg mangler lidt knas, eller hvordan man nu forklarer det. De er i hvert fald acceptable, dog har jeg hørt bedre. Lyden af skud der preller af på væggen og flyver rundt om ørene på én er også meget god, den hiver én ind i stemningen, og de gør mig til tider helt panisk og jeg begynder at råbe op og spørge hvor der er fjender, og hvor jeg kan gemme mig.
Alle fartøjerne har gode lyde, for eksempel lyder det som en rigtig motor når man kører i jeepen, og hvis der så er en bagpå der fyrer løs med maskinkanonen, og han så lige råber op om at han har nakket en fjende, og så er der lige en sur Elite der brøler ad en, og så er der fed musik i baggrunden.. DER kan man næppe sige at det er dårlig lyd.
De forskellige lyde fjenderne kan finde på at udstøde er gode, og spillets musik er simpelthen så god at Bungie udgav en CD med soundtrack'et. Virkelig noget god musik, og som alt det andet, så passer musikken også ind i spillets atmosfære.
Af kritikpunkter vil jeg sige, at Master Chief virker lidt kedelig, og så er der faktisk ikke rigtig andet.





Grafik
Overordnet set er grafikken meget velpoleret. Omgivelserne er pæne og lette at leve sig ind i. Vandet er ganske pænt, men man ser det dog ikke så meget. Baggrundene man ser når man er udendørs er også meget smukke, såvel som de små detaljer man finder indendørs. Våbnene er som sagt stilfyldte, men også pæne, dem er der ikke så meget at sige om. Master Chief er også lækkert designet, en grøn mand med lækker orange skærm foran øjnene.. Xbox Live-farver! Det er nok derfor man synes han er så pæn..
Alle marinerne er også meget pæne, deres bevægelser ligeså.
Fartøjerne er også rigtig flotte, især fjendens lilla dropships når de daler ned til jorden for at smide nogle aliens af.

Holdbarhed
Jeg kan ikke huske hvornår i år 2002 jeg fik det, men jeg spiller det i hvert fald stadig. Der er fire sværhedsgrader at gennemføre spillet på, og den sværeste, kaldet "Legendary", er ikke noget man bare sådan klarer. Jeg kæmper selv stadig løs i fjerde bane med at dræbe de mange fjender før de får kål på mig. Oven i dette, kan alle disse baner på alle disse sværhedsgrader jo som sagt gennemføres med en ven, der giver det hele endnu længere holdbarhed. Og multiplayeren spiller jeg også stadig når mine venner er på besøg, da der er masser af gametypes, og man kan lave sine egne, så det kan spilles flere år frem, så længe dine venner også gider.




Overall
Dette spil er et mesterværk. Det følger alle reglerne for hvad der kræves af et godt spil, og oven i det har Bungie lagt en masse nyskabelse, en virkelig god stemning, enestående grafik, og frem for alt en nærmest uendelig multiplayer-underholdning. Dette kan stadig hives frem af kassen om to år når i alle trænger til en god klassiker, ligesom så mange andre stadig spiller på deres Nintendo64. Dette spil er grund nok til at investere i en xbox - mange har tvivlet på dette, men det er min holdning. Køb det for din egen skyld, og for at Bungie kan tjene flere penge til at forbedre et vist spil kaldet Halo 2.
Fakta
Halo

Halo

Platformnone
UdviklerBungie
Udgiver-
Spillere1
UdgivelsesdatoUde nu
Officiel websiteKlik her
PEGI:
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:10
Grafik:10
Online:-
Holdbarhed:9.0
Overall 9.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.