Guitar Hero 3: Legends of Rock

Anmeldt af: Carsten Odgaard - 25. november 2007 - kl. 19:26
Del denne artikel:
35 0

Det er endnu engang tid til at finde den indre rockstjerne frem fra skabet. Så på med plasticguitaren, her er Guitar Hero 3

It’s Only Rock n Roll, But I Like It
Det er tid til endnu en gang, at krænge plasticguitaren over den ene skulder: Guitar Hero-serien er nu ude i sin tredje version, denne gang med undertitlen “Legends of Rock”.

Harmonix har stået for at udvikle de to forrige udgaver, men denne gang har de givet guitarstafetten videre til Neversoft, som blandt andet har været med til at udvikle Tony Hawk-serien. Dette skyldes selvfølgelig, at Harmonix har haft travlt med at udvikle det ambitiøse spil “Rock Band”, som er sat til udgivelse i starten af næste år.

Heldigvis, havde jeg nær sagt, så mærker man ikke, at der nu står et nyt hold bag Guitar Hero, for Neversoft har helt klart gået til opgaven med stor respekt for de to forrige udgaver. Udviklingen af “Guitar Hero 3: Legends of Rock” er derfor sket ud fra devisen om ikke at ændre synderligt på seriens succesformular. Så er man allerede bekendt med Guitar Hero-serien, så vil 3’eren føles meget familiært.






Hvad Neversoft dog har gjort er, at inkludere flere af de ting, der helt klart manglede og ikke var færdigudviklede til Guitar Hero 2. Det drejer sig blandt andet om en trådløs guitar og inkorporering af en egentlig Xbox Live-del. Herudover er der tilført et par andre småjusteringer og tilføjelser, som jeg kommer tilbage til senere. Men overordnet set, har udviklerne holdt fast i seriens magiske gameplay-rygrad: Det handler stadig om at ramme en række toner og akkorder i forskellige sange. Disse toner kommer flyvende imod dig på et konstant rullende “gribebræt”, som fortæller dig hvilke toner du skal ramme på din Gibson Les Paul plasticguitar, som er spillets nye controller.

Guitaren er denne gang trådløs, en feature man allerede savnede i Guitar Hero 2. Herudover kan den skilles i to dele, så den er lettere at transportere med rundt til vennerne. Det er selvfølgelig smart, at man kan skille den ad. Problemet er bare, at det bevirker, at halsen kan virke en anelse løs i leddet, når man spiller. Bortset fra dette, så virker den nye guitar faktisk mere solid end X-plorer-guitaren, der fulgte med Guitar Hero 2. Strumbaren virker også bedre. Det er dog lidt ærgerligt, at man kun kan bruge almindelige batterier i guitaren. Der er altså ikke mulighed for at benytte de genopladelige batteripakker, der ellers benyttes til Xboxens almindelige controller.


There’s Gonna Be Some Rockin’
Spillet indeholder igen over 70 sange, og en af de helt positive og gode nyheder i den forbindelse er, at det er lykkedes udviklerne at skaffe licens til rigtig mange originale sange. Det betyder blandt andet, at man kan opleve originale sange fra Guns n Roses (“Welcome To The Jungle”), The Killers (“When You Were Young”), Metallica (“One”), Slayer (“Raining Blood”), Smashing Pumpkins (“Cherub Rock”) og Rolling Stones (“Paint It, Black”). Der er med andre ord et helt klart kvalitetsløft i selve sangenes udformning, der jo alt andet lige er bedre i deres originale form end som coversang. Selvfølgelig er det ikke alle spillets sange der er originale, og derfor må man stadig “nøjes” med coverversioner af sange fra blandt andre The Who, Black Sabbath og The Kiss.

Igen præsenteres et bredt spektrum af forskellige musikgenrer, selvom der nok er lidt færre af de helt ‘tunge’ numre, som der var forholdsvis mange af i Guitar Hero 2. Musiksmag er jo meget individuelt, så nogen vil selvfølgelig være uenig med mig, når jeg siger, at overordnet set, så synes musikudvalget i Guitar Hero 3 stærkere end forgængerens. Det har både noget at gøre med flere originale sange, som nævnt i ovenstående, men også med selve udvalget af sange. Neversoft har skruet ned for de lidt mere bizarre og ukendte bandnavne og op for de mere populære. Et rigtigt valg.






Legends of Rock?
I karrieredelen støder vi på en af seriens nye tilføjelser. Som sagt, så er undertitlen på spillet “Legends of Rock”, og det er disse “legender”, du skal møde og udfordre i din jagt på berømmelse og store pladekontrakter. Efterhånden som du baner dig vej gennem karrieren, støder du på disse “boss-figurer”, som udfordrer dig på guitarfærdigheder. Det gælder her om, at få modstanderen til at kikse nok gange til, at han ikke gennemfører sangen. Undervejs i guitarsoloen optræder således forskellige figurer der denne gang ikke giver dig “star power”, men forskellige våben, der får din modstander til at fejle.

Ideen med disse battles og bosskampe er god. Desværre kunne ideen godt være udbygget noget mere end den rent faktisk er, for der optræder kun tre “legender” i spillet, heriblandt Tom Morello (Rage Against the Machine og Audioslave) og Slash (Guns n Roses og Velvet Revolver). Legenderne har hver især indspillet en særlig guitarsekvens specielt til spillet, og det er så den sekvens der benyttes i kampen. Men da de kun optræder tre gange gennem hele ens karriere, så føles bosskampene mere som underlige vedhæng end egentlige integrerede dele af karrieren.

Hit Me With Your Best Shot
En anden vigtig tilføjelse til Guitar Hero-serien er integrationen af Xbox Live, noget vi savnede meget i 2’eren. Den gode nyhed er, at Live-delen fungerer rigtig godt, omend Neversoft har truffet et par uforståelige valg i opbygningen af den. Men det kommer vi tilbage til.

Der i alt fire forskellige multiplayer-modes tilgængelige over Live: I “Face-off” skiftes man til at spille forskellige dele af sangene, i “Pro Face-off” spiller man de samme del af sangene samtidigt på samme sværhedsgrad. “Battle” er en online udgave af bosskampene i karrieredelen; her gælder det altså om at få modstanderen til at fejle og spille forkert.






Ovenstående kan spilles både ranked og unranked, mens den sidste del, co-op, udelukkende kan spilles unranked. I co-op deles guitardelen ud på henholdsvis leadguitar, rytmeguitar og bas. Man kan spille op til syv sange i streg.

Desværre er det - af uvisse årsager - ikke muligt at spille karrieredelen igennem som co-op over Xbox Live. Man kan sagtens spille co-op, men udelukkende udenfor selve karrieredelen. I det hele taget kan man godt savne en højere integration af selve Live-delen og karrieredelen, som man ser det i så mange andre spil. Det er heller ikke muligt, at arrangere turneringer, hvilket spillets battlemode eller ligger op til.

Underligt er det også, at ikke alle sange er umiddelbart tilgængelige i singleplayerkarrieren. Flere sange er kun spilbare i multiplayerkarrieren, som altså ikke kan gennemføres over Xbox Live. Sange af The Strokes, Beastie Boys og Red Hot Chili Peppers dukker således kun frem, hvis du kan lokke en ven til at duellere på plasticspade hjemme i stuen.

Bortset fra disse punkter, så fungerer spillets Live-del rigtig fint, og den er uden tvivl med til at forlænge spillets holdbarhed væsentligt. Og så er det underholdende som bare pokker! Spillets partykvaliteter blomstrer virkelig op i fuld flor, når man spiller med andre over Xbox Live. Rock on!


Slow Ride
Når man først begynder at spille Guitar Hero 3, så vil man måske føle det som om, at Neversoft har slækket lidt på sværhedsgraden i forhold til Guitar Hero 2. Det skyldes, at tonepræcisionen er mere tilgivende i denne udgave. Det betyder med andre ord, at der er lidt større margen for, hvornår man har ramt indenfor tonefeltet - og ikke udenfor. Derudover er det også blevet væsentlig lettere, at lave hammer-ons og pull-offs.

Eventuelle bekymringer om at spillet er for let forsvinder dog som dug for solen, når man kommer til Hard- og Expert-niveauerne. Her får man virkelig kamp til stregen, og fingrene kommer i den grad på overarbejde hen over plasticgribebrædtet. Sværhedsgraden peaker med Dragonforces “Through the Fire and Flames”, som fungerer som et slags ekstranummer i spillet (sangen kan spilles under rulleteksterne), men også Metallicas “One” og Slayers “Raining Blood” burde være en udfordring for selv de mest garvede Guitar Hero-spillere. Men især “Through the Fire and Flames” er så vild og så sindssyg at spille, at min hjerne i hvert fald har svært ved at sende beskeder ud til mine fingre hurtigt nok.

Sværhedsgrad er vanskelig at balancere helt rigtigt i et spil som dette, der i den grad handler om øvelse og atter øvelse. Hvor garvede Guitar Hero-spillere måske føler at 3’eren er lidt for tilgivende føler begyndere måske, at sværhedsgraden er lige tilpas. Lidt problemer er der da også med denne balance på letteste niveau, hvor tonerne man skal spille ikke altid synes at matche de toner og den rytme der rent faktisk er i sangen. Men Neversoft har overordnet set formået at balancere spillet på en fin måde, der hverken skræmmer de øvede eller begynderne væk.






Desværre optræder der slowdowns i flere af sangene, især når man aktiverer Star Power. I et spil der baserer sit gameplay på præcision, er den slags lidt uheldigt, for det kan fuldstændig ødelægge spillets flow. Spillets slowdowns er ikke graverende, men de er der.

Det grafiske udtryk gør igen tykt grin med rockmusikken, rockbranchen og alle dens medfølgende klicheer. Denne gang er der skruet lidt mere op for crazy-komikken, ligesom selve grafikken er blevet mere “tegneserie”-agtig. Det er ikke særlig kønt at se på. Grafikken er ikke særlig flot, men selve udtrykket er ret komisk og originalt. Scenerne antager for eksempel helt groteske former i deres overbud af vilde effekter. Spillets figurer er desværre mere eller mindre dem vi kender fra forgængeren, og det kunne nu have været sjovt, hvis man havde fundet på nogle nye.


Rock n Roll All Nite
Guitar Hero er også i sin tredje udgave et fantastisk spil. Det har et fantastisk og helt unikt gameplay. Neversoft rører ikke ved spillets grundformel, men tilføjer flere ting - både gode og ikke så gode. Til det ikke så gode hører spillets momentvise slowdowns og bosskampe mod legenderne. Legende-ideen er ganske sjov, men i den nuværende udgave fungerer det desværre ikke optimalt.

Til de gode hører spillets Live-del, som var så savnet i 2’eren. For selvom man godt kan savne en større integration mellem karrieredelen og Live-delen, så er dét der bliver præsenteret velfungerede og rigtig underholdende, og er med til at forlænge spillets levetid væsentligt. Også spillets mange originale sange - og i hele taget dets soundtrack - hører til det positive.

Alt i alt står vi med et spil, der får mig lyst til at udbryde: “I wanna rock n roll all night, and party everyday”.

Gameplay:9.0
Grafik:7.0
Online:8.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.3
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.