Guacamelee! STCE

Anmeldt af: Jakob Helms Andreasen - 2. juli 2014 - kl. 20:57
Del denne artikel:
2 0

Så er det frem med Luchador-masken! Sidste års storhit vender tilbage i en forbedret udgave, nu på Xbox One – men hvor godt er det? Læs vores anmeldelse her.

Guacamelee! Super Turbo Championship Edition er en flot action-platformer i mere eller mindre klassisk Metroid-vania stil. Som spiller tager man kontrollen over Juan, en simpel bonde, som tager en tur ind til byen. Uheldigvis har skurken Calaca besluttet sig for at lave ravage og kidnappe præsidentens datter (som naturligvis er forelsket i Juan), og når man som spiller forsøger at stoppe ham, bliver Juan prompte dræbt.




Heldigvis for Juan får han en chance til – i de dødes verden får han nemlig fingrene i en luchador-maske, og som maskeret wrestler får han chancen for at vende tilbage til de levendes verden og så går jagten ellers over stok og sten, for Calaca skal slås og pigebarnet skal reddes, og selvfølgelig skal man lige tage sig af alle hans underordnede først.

Historien er meget simpel og let at følge med i – desværre for simpel. Den virker ligegyldig og prøver ikke at engagere spilleren med plottwists, veldesignede skurke eller lignende, men formår dog at holde bare en smule på interessen ved hjælp af god humor.

På gameplayfronten er der dog mere styr på spillet. For det første er der sofa-co-op for to spillere, hvor spiller to til enhver tid kan springe til og fra, hvilket fungerer meget godt og er en rar bonus. Derudover er kampsystemet meget interessant – man spiller trods alt som en mexicansk wrestler, en luchador, og dermed er ens arsenal af tricks bygget op omkring flyvespark, kast med fjender, bodyslams og lignende. Det er dog ikke særligt dybt, men på trods af, at man ikke har særligt mange tilgængelige angreb, så er det nemt at kæde dem sammen til komboer og det føles fedt at kaste en fjende ind i en anden eller ud over en kant.




Fjenderne er ligeledes med et mexicansk tema – det er forskellige former for skeletter med sombreroer, flyvende drage-lignende monstre, små hoppende dværge i inca-kostumer og hvad der mest af alt ligner store rullende bæltedyr med pigge på. Der er ikke mange forskellige fjendetyper, men spillet formår at bruge dem meget godt, og det føles aldrig som om at man sidder fast og kæmper mod de samme 2-3 fjender hele tiden. Spillet gør rigtigt godt brug af et skjoldsystem, når man kommer cirka halvvejs, hvor at visse fjender har en aura rundt om sig, som kun kan fjernes med et super-angreb af samme farve som skjoldet. Bosskampene er der en del af, og selvom ingen af dem vil gå ned i historien er de alle sammen gode og fine.

Selve atmosfæren i spillet er det, der kæder et hele sammen – nemlig det mexicanske tema og den gode humor. Undervejs i spillet bevæger man sig for eksempel igennem gamle inca-templer med store statuer, øde ørkenområder og selvfølgelig små byer med sidequests, som for eksempel at hente alle ingredienser til tortilla eller at finde en guitarist, som er blevet væk fra sit mariachi-band. Byerne er ligeledes fyldt med reklamer for andre luchadorer, samt referencer til spil som fx Castle Crashers og Viva Piñata-serien. Ligeledes fejres det med flotte farver når man låser op for en ny evne, mens at hver bosskamp starter med en plakat, der reklamerer for kampen. Det er fedt, og det giver spillet et ekstra nøk opad at have så dejlige detaljer med.




Den grafiske udførelse i Guacamelee! Super Turbo Championship Edition er overraskende detaljeret. På trods af, at man kan skifte frem og tilbage mellem de levende og dødes verden, så alle områder har to sæt grafik, så er der tydeligvis lagt meget arbejde i det. Det er en fryd for øjet at se den lidt kække tegneseriestil, når man render rundt i et gammelt inca-tempel med store statuer, pragfulde vægdekorationer og lava eller vand (alt efter hvilken verden man er i), der flyder ned i for- og baggrunden. Det samme gælder skeletfjenderne med de kække sombreroer og specielt bosserne, som er rigtigt flot tegnede.

Nu er Guacamelee! Super Turbo Championship Edition jo en opgraderet genudgivelse af Guacamelee, men der er faktisk overraskende meget at komme efter for folk, som allerede har spillet spillet. Ud over at tidligere udvidelser er inkluderet, så er der et par helt nye områder, som faktisk er nogle af de sjoveste i spillet, hvoraf et af dem kulminerer med hvad der må være spillets bedste bosskamp. Det er fedt at se, at Drinkbox Studios har været opsat på at forbedre deres produkt, og ikke bare genudgive det.




I sidste ende er Guacamelee! Super Turbo Championship Edition et udmærket spil. Det er luchador-action med et fint kampsystem, som snildt kan gennemføres på 6 timer og ikke rigtig ligger op til, at man gider at spille det igennem igen. De eneste punkter hvor at det brillierer er atmosfæren og grafikken, mens resten af spillet bedst kan beskrives som godt. Kampsystemet er ikke innovativt, men til gengæld ret intuitivt og det stopper ikke med at være sjovt at klaske skeletter. Historien er middelmådig og føles ubetydelig, men spillet er alligevel sjovt at spille igennem og evnerne som man lukker op for uden med jævne mellemrum, sørger for at drive spillet fremad og giver en dejlig følelse af fremdrift, hvilket er herligt, når nu historien ikke formår at gøre det samme.

Guacamelee! Super Turbo Championship Edition kan hentes nu for $14.99 (cirka 82kr) på den amerikanske Xbox Games Store. Spillet er derudover en del af Games with Gold-kampagnen, så hvis man har et Xbox Live Gold-abonnement kan man derfor hente spillet helt kvit og frit i juli måned.
+ Veludført grafisk stil, intuitivt og fedt kampsystem, god humor
Alt for kedelig historie, føles kort
Gameplay:7.0
Grafik:8.5
Online:-
Holdbarhed:5.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.