GRID Autosport

Anmeldt af: Palle Havshøi-Jensen - 1. juli 2014 - kl. 22:33
Del denne artikel:
0 0

GRID Autosport er formentligt det sidste spil i serien på den aldrende Xbox 360 og det er en glimrende svanesang for serien. GRID Autosport er det spil, som GRID 2 skulle have været.

Det er kun lidt over et år siden, at vi fik GRID 2, som var efterfølgeren til det fremragende GRID fra 2008, men det kunne ikke helt leve op til originalen og Jakob Tofte endte med at give det et respektabelt 7,5 her på Xboxlife. Nu kommer så GRID Autosport, som er det spil GRID 2 skulle have været, da fokus er på racing og ikke så meget alt det andet. Det virker lidt som om, at Codemasters godt ved, at de har trådt lidt i spinaten med GRID 2 og nu vil rette lidt op på fejlen med GRID Autosport. Spørgsmålet er så, om det lykkedes for dem.



Som sagt, er der skåret helt ind til racing-benet i GRID Autosport. Efter at have startet spillet op, præsenteres man hurtigt for spillets fem løbstyper, som er Touring Car, Endurance Racing, Open Wheel, Tuner og Street Racing. Touring Car er tætte løb med modificeret standardbiler på racerbaner rundt omkring i verden, Endurance Racing er langdistance løb, Open Wheel foregår i mindre formel-biler, Tuner er i tunede japanske eller amerikanske biler mens Street Racing foregår på offentlige veje rundt omkring i verdens storbyer, som San Francisco, Dubai, Paris og Barcelona.

De fem løbstyper føles ret forskellige; i Touring Car er det ikke usædvanligt, at der er kontakt imellem bilerne og man ser ofte at kofangere og andet falder af. Kontakt kan derimod være katastrofalt i Open Wheel racing, mens der er helt anderledes fokus på bilens holdbarhed i Endurance Racing, hvor dækkene skal holde til et længere løb, som dog ikke er voldsomt langt, men det er længere end de andre løb i spillet.

I de forskellige løbstyper er der en række sæsoner, hvor man deltager i et forskelligt antal løb i den givne sæson. Når en sæson er overstået, kan man hoppe over i en anden løbstype hvis man ønsker det, eller man kan blive i den type man er i gang med og fokusere på at blive rigtig god til den. Hvis man vil deltage i den prestigefyldte GRID serie, bliver man dog tvunget til at køre i alle løbstyperne, da man skal nå en bestemt level i dem alle, for at få adgang til GRID serien. Det virker som en lidt underlig beslutning fra Codemasters side at bygge løbsstrukturen op på denne måde. På den ene side laver de et spil med fem ret forskellige løbstyper og giver spilleren fri mulighed for at udforske dem alle eller fokusere på den man bedst kan lide - men alligevel tvinger man halvvejs spilleren igennem dem alle alligevel, hvis man altså vil låse op for GRID serien.



GRID Autosport er ikke en simulator, men vil man have en seriøs udfordring, kan man skræddersy sværhedsgraden så den passer præcis til ens niveau. Man kan vælge at slå diverse hjælpesystemer fra, vælge kun at køre med on-board kamera (ja, det er tilbage) og gøre modkørernes kunstige intelligens mere livagtig. Der er massevis af områder man kan skrue på, så spillet kan underholde både erfarne racerkørere og glade amatører. Alt efter hvor mange af spillets hjælpefunktioner man slår fra, optjener man flere XP, som i løbet af spillet giver adgang til nye sæsoner og lignende.

Noget som er vigtigt i racerspil, er den kunstige intelligens hos ens modstandere. Her halter det lidt for GRID Autosport. Selv om de fem løbstyper er meget forskellige, virker det som om, at den kunstige intelligens er ens for dem alle. Det vil sige, at for nogle løbstyper virker den kunstige intelligens rigtigt godt, mens den i andre løbstyper virker lidt malplaceret. Når det er sagt, skal det også siges, at de computerstyrede biler aldrig kører som perler på en snor og de kæmper indbyrdes og er dermed altid god for en omgang drama på banen når de kører hinanden af banen eksempelvis i et skarpt sving.



Ønsker du at køre mod andre spillere og ikke mod den kunstige intelligens, kan det gøres i multiplayer-delen. Her kan man opbygge sin egen garage og deltage i forskellige løb mod op til 11 andre spillere over Xbox Live - og man kan lade de resterende huller i feltet udfyldes af computerstyrede biler hvis man ønsker det. Man kan også modtage forskellige RaceNet Challenges, hvor der er mulighed for at optjene XP, alt efter hvor godt man klarer sig når udfordringen udløber. Man kan lave sin egen RaceNet bilklub med ens venner og man kan endda spille i splitscreen sammen med en ven hjemme i sofaen - ikke noget man oplever ret tit længere. Multiplayer delen af GRID Autosport er ganske omfattende og velkørende og er nærmest et helt separat spil i spillet.

Første gang man kører et par runder i GRID Autosport, virker styringen lidt upræcis og som om, at der er en elastik i den, men efter ganske kort tid, fungerer den faktisk rigtigt godt. Der er stor forskel på, om man kører i de små og præcise hatchbacks i Touring Car eller de store amerikanske muskelbiler i Tuner. Helt uden for kategori ligger drift-bilerne, der næsten er umulige at køre, da bagenden helst vil køre forrest. Disse drift events virker malplaceret og jeg har aldrig brudt mig om dem - og det er ikke noget GRID Autosport laver om på. Man kan hele tiden mærke, når man nærmer sig sin bils grænse og får man indstillet brugen af hjælpemidler rigtigt, kan man virkelig rive bilen rundt på banerne.

Grafikken er rigtig fin og velfungerende - både bilerne og banerne er flotte og fyldt med detaljer - specielt natløbene er flotte. Jeg oplevede dog en sjælden gang, at grafikken hakkede en smule når der skete rigtigt meget på skærmen, men det var ikke noget, som direkte ødelagde spiloplevelsen. Menuerne er usædvanligt konservative for et spil fra Codemasters, der ellers tidligere har sat nye standarder for, hvordan menuer i racerspil kan se ud. Lydsiden er ligeledes fin og bilerne lyder for det meste troværdige og soundtracket er passende og afdæmpet i menuerne.

GRID Autosport trailer - se i HD her

GRID Autosport udkommer kun på Xbox 360 og PlayStation 3 og vi kan ikke vente med at se, hvad Codemasters kan vride ud af Xbox One - men tag ikke fejl, GRID Autosport er et ganske fint racerspil, selv om det kommer ganske kort tid efter GRID 2. Det er imponerende den mængde arbejde Codemasters har lagt i spillet, både med hensyn til mængden af indhold og den forskellighed, de har forsøgt at lægge de fem forskellige løbstyper med respekt for de virkelige løbs regler og reglementer. Der er massevis af løb at give sig i kast med og man kommer både rundt på verdens bedste racerbaner og en række af verdens storbyer i biler fra bl.a. Audi, Mercedes, Ford og VW. Så der er rigeligt at lave i spillet og oven i alt dette, er der også en fin multiplayer. GRID Autosport er et fint farvel til Xbox 360 for GRID serien.
Fakta
GRID Autosport

GRID Autosport

PlatformXbox 360
UdviklerCodemasters
UdgiverNamco Bandai
Spillere1-12
Udgivelsesdato27-06-2014
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 3
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Meget indhold og stor variation, god styring, intense ræs
Mærkelig løbsstruktur, lidt underlig kunstig intelligens
Gameplay:8.5
Grafik:8.0
Online:8.0
Holdbarhed:9.0
Overall 8.0
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.