GRID 2

Anmeldt af: Jakob Tofte - 9. juni 2013 - kl. 18:12
Del denne artikel:
4 0

For fem år siden tog Codemasters verden med storm med deres Race Driver GRID, som satte nye standarder for hybrider mellem arkaderæs og simulation. Nu er de klar med GRID 2.

Efterhånden traditionen tro bliver vi mødt af Codemasters' velkendte og appetitlige menusystemer, bygget op af svævende bokse. Lynhurtigt bliver vi bragt til spillets kerneområde, som denne gang er en garage. Herfra kommer vi til igennem spillets kampagne at styre alt, hvad der har med biler, trofæer og løb at gøre. Det er indbydende bygget op og meget let at overskue.

Udover muligheden for at køre enkeltstående løb for sjov og muligheden for lokal multiplayer gennem splitscreen, så er spillets karriere det centrale omdrejningspunkt og stedet, hvorfra alle løb køres i singleplayerdelen. Codemasters har prøvet at skabe en historie denne gang, og således indtager vi rollen som et nyt og ukendt navn på racescenen. Vi skal være med til at opstarte en ny racerliga med internationale ambitioner ved navn WSR – World Series Racing. Som i så mange andre bilspil starter vi småt med mindre biler og i kortere løb. For at få succes, skabe et navn for os selv samt for at skaffe andre kørere til WSR, skal vi deltage i en lang række løb i lokale bilklubber. Først i USA, men senere i både Europa og Asien. I takt med, at antallet af fans stiger og flere klubber slutter sig til WSR, får vi flere og hurtigere biler, ligesom selve løbsverdenen også åbner sig for os med flere løbsdiscipliner, flere baner og mere modstand.




Selve historien er uden fylde overhovedet og teoretisk set fuldstændig ligegyldig. Men den er lige præcis tilpas struktureret til, at den alligevel hjælper til at give en fin, rød tråd igennem det, der virkelig er vigtigt i et bilspil; nemlig de forskellige løb. Løbene strækker sig over en række forskellige discipliner, og måderne der køres ræs på er markant forskellige, fra USA's muskelbil-løb over Europas mere tekniske løb til Asiens driftscene. Disciplinerne er fint varierede og spænder over almindelige løb, eliminationsløb, drift, overtake (hvor rene overhalinger skal kædes sammen) faceoff, touge, checkpoint, endurance og time attack. En masse interessante baner på smukke lokationer skaber den visuelle og tekniske ramme om løbene. Der er lagt stor fokus på snørklede bjergveje og berømte byer, og undervejs stifter vi bekendtskab med smukke strækninger i Japan, Frankrig, Californien, Hong Kong, imens byer som Paris, Chicago og Barcelona lægger gader til de intense løb. Derudover er der også blevet plads til en række lukkede baner, blandt andet Indianapolis og Brands Hatch.

Gennem interessante discipliner og fremragende og afvekslende banedesigns er rammerne uden tvivl skabt for et fantastisk bilspil. Men herfra begynder der desværre også at komme en smule ridser i lakken. Rent køreteknisk er spillet mere i arkadesiden end simulationssiden, hvilket må være en smagssag, når oplevelsen skal evalueres. For at drage sammenligninger til andre spil kan man vel nærmest sige, at GRID 2 er mindre simulation end Forza Motorsport, men ikke ligeså meget arkade som Need for Speed. Undertegnede er simulationsmand, men stadig fandt jeg 2008's Race Driver GRID ganske fremragende, og det var et spil, der tryllebandt mig til skærmen i mange timer. Derfor gik jeg også til opgaven at anmelde GRID 2 med krum hals og høje forventninger. Forventninger, som Codemasters selv er skyld i at have skabt.




Selve oplevelsen af om bilerne føles rigtigt eller forkert vil jeg ikke kommentere meget på, idet det som nævnt vil være meget afgørende for oplevelsen af denne, om man er mest til arkaderæs eller simulation. Det kan dog siges, at kontrollen med bilerne generelt er godkendt, omend bilerne ofte føles lidt tunge. Codemasters har gjort det til et vigtigt element at foretage drifts i svingene for at holde fart. Det fungerer fint og efter lidt træning bliver man god til at lave lange, vilde drifts for at holde farten ud af svingene. Lidt ærgerligt er det, at der tegner sig et mønster, hvor samme måde at køre på går igen i alle de forskellige discipliner. Det kunne være fedt, når nu Codemasters har velsignet os med så mange interessante discipliner, hvis forskellige køreteknikker blev afprøvet på tværs af disciplinerne. Efterhånden som modstanden bliver hårdere bliver det dog også en realitet, at driftsystemet går igen hele vejen igennem, hvilket gør, at spillet til tider kan føles lidt ensformigt, idet det hele tiden handler om fuld gas på lange stræk og drift ind og ud af svingene. ”Rinse and repeat”.

Til gengæld skal der roses for den kunstige intelligens, som er over middel. Modstanderne er meget forskellige i evner og tilgang til løbene, og det er en fornøjelse, at de ikke nødvendigvis bare viger deres plads. Visse modstandere er meget aggressive, og det er dejligt at se, at de kæmper for deres plads og ikke er blege for at bytte lidt lak, hvis man presser dem. Netop modstandernes måde at køre på gør til gengæld også, at vigtigheden af placering på vejen bliver afgørende. Her kunne det have været rart, hvis vi havde haft muligheden for at kigge til siderne, som det for eksempel er muligt i Forza Motorsport eller i Codemasters' egen F1-serie. Her er det dog kun muligt at kigge direkte bagud, hvilket gør det svært at se om man har konkurrenter liggende på siderne af bilen. Sidste sure opstød til en ellers rimelig underholdende og velpoleret spiloplevelse er til gengæld også det største. Manglende cockpitview. Der behøver ikke siges så meget andet end at det er mig fuldkommen ubegribeligt, at der anno 2013 stadig laves bilspil uden mulighed for cockpitview.




Anden halvdel af GRID 2 er GRID Online. Onlinesiden lever i GRID 2 sit helt eget liv. Egne biler, egne designs, egen valuta. Man kan køre op til tolv spillere imod hinanden på samtlige baner og over samtlige discipliner. Igennem løbene optjenes der valuta, som kan bruges på at opgradere og male bilerne. Det er nemt at finde folk at spille med og selve løbene kører upåklageligt og uden lag. Det er altid sjovt at køre mod andre spillere, og her har Codemasters vanen tro ramt plet. Samtidig er Codemasters' eget online community RaceNet fuldt fungerende i GRID 2, hvilket vil sige, at der hele tiden laves nye udfordringer, nye løb og man parres sågar med en ny rival hver uge. Eneste minus ved onlinesiden er for mange desværre nok også et markant minus. Man har fra udviklernes side af uransagelige årsager valgt at udelade det populære stockcar fra Race Driver GRID. Det virker meget underligt på mig, at man har valgt at fjerne det, der for mange var den absolutte favorits-disciplin. Jeg tror ikke det ville have krævet meget tid for Codemasters på deres egne fanfora at indse, at langt de fleste brugere af Race Driver GRID endte med til sidst nærmest kun at spille stockcar. Eneste rigtige udvikling for mig ville have været endnu flere stockcarbaner i GRID 2, men i stedet forsvandt disciplinen helt ud af spillet. Virkelig trist.

Grafisk er GRID 2 et meget smukt spil. Ved første øjekast kan det måske snyde lidt og virke grynet. Men når man virkelig begynder at kigge nærmere på især banerne og den detaljegrad omgivelserne omkring banerne er bygget op med, så begynder spillet virkelig at fremstå flot og velpoleret. Brugen af lys og skygger er også fremragende, og når det hele så samtidig fungerer flot og glidende og uden fald i framerate, så bliver jeg imponeret over det resultat, Codemasters har opnået på en snart udskiftningsklar maskine. Detaljegraden på bilerne er også helt godkendt. Her er der stadig et stykke op til Forza Motorsport, men det gør ingenting. I Forza Motorsport er det for mange blevet en del af oplevelsen at kunne ”sætte sig ind” i bilerne og nyde lakeringer, indtræk og detaljer. Dette lægges der ikke op til i GRID 2, og derfor gør det absolut heller ingenting, at detaljegraden er lavere. Især fordi lavere ikke betyder lav. Bilerne er stadig flotte og veludførte. På lydsiden finder vi et soundtrack med behagelig ambient musik. Motorlydene er varierede og for det meste levende, og de øvrige lydeffekter fra kollisioner, hvinende dæk og lignende er godkendte, dog uden at levere noget ud over det sædvanlige.




GRID 2 er et ganske glimrende spil, der lægger sig i grøften mellem simulation og arkade, dog med en overvægt mod arkadesiden. Med undtagelse af nogle få brølere som manglende cockpitview og udeladelsen af det utroligt populære stockcar fra Race Driver GRID, så fremstår GRID 2 solidt og underholdende. Med et spændende udvalg af smukke banedesigns og en for det meste veludført kunstig intelligens og en meget stærk onlinedel, så er GRID 2 bestemt et godt bilspil. Når jeg alligevel står tilbage med et lidt skuffet indtryk, så skal det mest ses i lyset af Codemasters' egen succes. Forstået på den måde, at de i 2008 med Race Driver GRID satte en standard, som de i min bog med GRID 2 ikke har været i stand til at leve op til. Slutkommentaren skal dog stadig være, at GRID 2 er et velpoleret og godt spil.
+ Smukke banedesigns, god kunstig intelligens, sjov onlinedel
Manglende cockpitview, lidt ensformigt, hvor er stockcar?
Gameplay:7.5
Grafik:8.5
Online:8.5
Holdbarhed:8.0
Overall 7.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.