Graveyard Keeper

Anmeldt af: Frank Fristed Pedersen - 30. august 2018 - kl. 20:22
Del denne artikel:
2 1

Et talende æsel, et talende kranie, hekseafbrænding og et spørgsmål om man vil sælge kødet af det lig man lige har modtaget til den lokale kro. Man keder sig ikke de første 10 minutter i spillet Graveyard Keeper. Kan det holde dampen oppe?

Din mobiltelefon blev din død. På vej hjem fra arbejde havde du for travlt med at kigge på telefonen i stedet for trafikken og blev kørt ned. Du røg hverken i himlen eller helvede af den grund. Dit liv, som du kendte det, endte dog brat, og du befinder dig nu et underligt sted, hvor kranier og æsler taler, og hvor du har ansvaret for den lokale kirkegård. Den første halve time i spillet Graveyard Keeper er en hektisk, forvirrende og ganske interessant oplevelse. Du bliver gjort ansvarlig for den lokale kirkegård, hvor et talende æsel hver dag leverer et friskt lig. Umiddelbart lyder det måske ikke som så krævende en opgave, men du finder hurtigt ud af, at intet er simpelt i Graveyard Keeper.




Den lokale biskop kræver, som det første, at du får rettet op på den ret forsømte kirkegård, hvilket kræver en del arbejde fra din side. Samtidig har du jo friske lig, der også skal klargøres og begraves. I et forsøg på at finde ud af lidt mere om den underlige verden du pludselig befinder dig i, så besøger du den lokale kro. En kro, hvor du også får betalingen for de begravelser du foretager. De mangler ofte kød, og det har du jo en fast leverance af - hvis altså din samvittighed kan stå model til det. Godt nok skal al kød godkendes med et officielt stempel, men tilfældigvis ved krofatter hvor du kan få fingrene i sådan et stempel, og så er du ellers godt i gang med spillet. Velkommen til din nye virkelighed!




Det er ret tydeligt, at Graveyard Keeper er kraftigt inspireret af Stardew Valley. Men i stedet for en hyggelig lille gård at passe, så har du altså ansvaret for en uhyggelig kirkegård. Det er bestemt ikke en nem opgave, da vedligehold af en sådan kræver en del ressourcer, som skal indsamles og flikkes sammen til noget brugbart. Til at starte med kan du ikke lave ret meget ud over at samle træ og sten. Men du bliver introduceret til et ret omfattende system af teknologier/færdigheder, som du kan/skal lære for at kunne producere diverse ting. Hver aktion du laver giver dig nogle experience points, som du kan bruge til at lære nye færdigheder. Der er tre forskellige typer: rød, grøn og blå, og man skal bruge et vist antal af de forskellige typer for at kunne låse op for nye ting. Det er ret omfattende, og man kan meget nemt fare vild i det og bruge sine point forkert i starten. Måden man bygger ting på er nemlig også ret omfattende. Noget så simpelt som at lave søm kræver at man kan arbejde med jern, hvilket kræver en ovn bygget til dette formål. For at bygge den skal man kunne arbejde med sten, som kræver specifikke værktøjer, og med træ, som kræver nogle andre værktøjer. Dem skal man lige bygge først, men for at bygge dem skal man lige kende nogle specifikke færdigheder, og inden man får set sig om, så kigger man pludselig på et meget komplekst net af færdigheder, værktøjer og ressourcer, som man skal forsøge at jonglere med. Og det er kun for så simpel en ting, som at lave søm.




Alle man møder i spillet har en eller flere opgaver, som man også skal forsøge at komme i mål med. Ret hurtigt inde i spillet begyndte det at blive ret uoverskueligt. Én ting er de mange ressourcer, værktøjer og færdigheder man skal jonglere med, men man kan kun møde folk på bestemte dage på bestemte steder, så det skal man også holde styr på. Læg dertil at man sjældent har energi til det hele og konstant må drøne hjem og passe sine sengetider, og så ender man med et spil, som jeg, på trods af at konceptet tiltaler mig, fandt unødigt kompliceret og stressende. Jeg kan virkelig godt lide de skæve personligheder man møder. Lige fra det talende æsel og den heksebrændende inkvisitor til det fordrukne kranie. Men man har bare sjældent tid og ro til at fokusere på noget bestemt. De mange opgaver spænder ofte ben for hinanden. For hvis du vil hjælpe inkvisitoren med at brænde hekse og skaffe ham papir til hans brochurer, så kræver det mange timers arbejde, blot for at lære at lave papir, og i den tid må du så ignorere alle andre opgaver. Bruger man nok tid på at nærstudere teknologitræet kan man måske ane lidt sammenfald mellem nogle opgaver, men det er al for sjældent tilfældet, og jeg følte hele tiden at jeg brugte min tid og ressourcer på en uhensigtsmæssig måde. At passe kirkegården er faktisk en af de mindre opgaver i spillet. Der bliver hele tiden læsset mere og mere på, og det bliver ret uoverskueligt. Man har frihed til at gøre hvad man vil, og man bliver ikke straffet for ikke at hjælpe folk, men der er bare så meget at lave, at man bliver overvældet og ender med at fokusere på for mange ting.




Grafisk minder spillet utrolig meget om Stardew Valley. Det er helt den samme grafiske stil, selvom Graveyard Keepers udtryk er noget mere dystert end sit muntre forbilledes udtryk. Det er en grafisk stil som passer perfekt til et spil af denne type. Man kan se hvad tingene forestiller og hvad der foregår på skærmen, og samtidig udstråler den hygge og sjov. I hvert fald for en gammel anmelder som mig, hvor denne grafiske stil minder om det ypperste grafik vi havde da jeg var ung. Desværre er den ikke særlig godt implementeret rent teknisk. Jeg er normalt ikke typen der lægger mærke til små ændringer i frameraten, og om det er 30 fps eller 60 fps er for det meste ret ligegyldigt for mig. Men frameraten i Graveyard Keeper er så ustabil, at det virkelig generede mig. Når man går, bevæger skærmen sig i tydelige ryk i stedet for blot at flyde med personen, og samtidig er det ikke konstante ryk, men det virker til at skifte tempo konstant. Jeg fandt det virkelig irriterende, og når jeg finder det irriterende, er der nok mange der vil finde det ret uudholdeligt. Jeg ved ikke om det er en sideeffekt af at spillet ikke er lavet til Xbox men til PC, men jeg syntes at Lazy Bear Games burde have brugt lidt tid på at optimere dette.




Jeg kan vældig godt lide konceptet i Graveyard Keeper men syntes det spænder ben for sig selv ved at gøre tingene alt for komplicerede. Det skal gerne være afslappende og afstressende at placere sig foran sin Xbox og spille, men det er ikke for mig i dette tilfælde. Der er konstant ting der skal gøres, som føles som sure pligter og ikke som sjov. Jeg har ikke noget imod komplicerede spil, men unødvendigt komplicerede spil har jeg noget imod . og Graveyard Keeper er et unødvendigt kompliceret spil. Når man føler det er en nødvendighed at bruge spillets wiki for at spille det, så er det i mine øjne unødvendigt kompliceret. Der er essensen af et godt og underholdende spil her, men man skal grave meget længe for at finde det, og det er min tålmodighed ikke til. Så er der andre spil, jeg hellere vil bruge min tid på.
Fakta
Graveyard Keeper

Graveyard Keeper

PlatformXbox One
UdviklerLazy Bear Games
UdgivertinyBuild
Spillere1
Udgivelsesdato15-08-2018
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 16 Stoffer
Følg Xboxlife her
Xbox Support
+ Underholdende koncept, interessante karakterer
Unødvendigt kompliceret, ustabil framerate
Gameplay:8.0
Grafik:5.0
Online:-
Holdbarhed:7.0
Overall 6.5
Log ind og stem
1
Der er 1 bruger som med til at gøre Xboxlife et bedre sted, ved at vurdere vores indhold.
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.