Grand Theft Auto IV

Lad det være sagt fra starten, jeg er ikke på nogen måde den største Grand Theft Auto IV fan i verden. Alligevel må jeg erkende, at det Rockstar har formået at lave med spillet er intet mindre end fantastisk. Traditionelt set er Grand Theft Auto et helt gennemført politisk ukorrekt spil fyldt til randen med mulighed for meningsløs rå vold, stoffer og sex. Det er ikke helt uden grund, at dette spil har fået en PEGI-anmærkning på 18+ og vel nærmest har samtlige andre PEGI advarselsikoner på bagsiden.

Velkommen til Liberty city
I Grand Theft Auto IV følger man Niko Bellic, en tidligere soldat, der har fået mange ar på sjælen, da han deltog i krigen i Bosnien. Niko’s fætter, Roman, bor i Liberty City i USA, hvor han ejer et taxi-selskab. Mange gange har Roman skrevet hjem til familien om, hvordan han lever den ”amerikanske drøm”. Derfor har Niko naturligvis en forventning om, at han kan lægge sin hårde fortid bag sig, når han tager over og bor hos fætteren. Det går dog hurtigt op for Niko, at fætteren nok har pyntet lidt på tingene.





Som den hårde negl Niko nu engang er, bliver han hurtigt rodet ud i kriminalitet – til at starte med i et forsøg på at købe noget tid til fætteren, som skylder nogle lånehajer en masse penge. Hurtigt eskalerer tingene, og Niko bliver kastet ud i en serie af brutale drab, nakosmugling og fup og bedrag.

Hele plottet udspiller sig i Liberty City, en by, der til forveksling kunne ligne New York. Der er mange af de samme landmærker og de klassiske gule taxaer. Byen er inddelt i flere forskellige områder og virker overraskende levende. Man vil opleve, at byens indbyggere reagerer meget dynamisk i forhold til omgivelserne og forskellige situationer. Et godt eksempel er, at hvis det regner, vil man se dem rende rundt med paraplyer for ikke at blive våde. De forskellig bydele er ligeledes meget forskellige; ligesom i den virkelige verden har alle storbyer mange forskellige slags indbyggere. Det samme gælder for Liberty City, som har alt lige fra den fattige hjemløse til det dyre rigmandskvarter, hvor der holder Ferrarier i indkørslen.

Rundt omkring i gaderne er der placeret forskellige butikker, desværre er det ofte utrolig svært at se, hvad der er en rigtig butik og hvad der blot er en del af gadebilledet. Derfor oplever man tit, at man banker hovedet imod en væg, når man forsøger at gå ind i noget, der godt kunne ligne en butik. Rent grafisk kunne man godt have ønsket sig, at gadebilledet var mere detaljeret, når man eksempelvis går helt tæt på et vindue, er det absolut umuligt at se, hvad det er for nogle ting, der står på den anden side af ruden.

Til at starte med er kun en enkelt del af den store by låst op, men allerede ud fra denne lille del får man et rigtig godt indtryk af, hvor stor Liberty City egentlig er. Alene det at køre fra den ene ende til den anden bliver hurtigt lidt halvtrivielt – måske netop derfor er der mulighed for, at man kan betale sig fra det ved at tage en taxi. Når man hopper ind på bagsædet af taxien, får man mulighed for at blive kørt præcis derhen i byen, hvor man ønsker det. En række af de mest sandsynlige destinationer er i forvejen plottet ind, men man kan også vælge et vilkårligt sted på kortet og blive transporteret hurtigt og nemt derhen. Liberty City er fordelt på i alt 4 større øer, hvoraf to af dem er tilgængelige fra starten.

Et af de helt centrale elementer i spillet er brugen af en mobiltelefon, som man tidligt i spillet får af fætteren Roman. Mobiltelefonen er stedet, hvor man kan ringe til sine venner, kæreste og ligeledes stedet, hvor man kan læse de beskeder om missioner, som man ofte modtager i forbindelse med, at historien i spillet udvikler sig. Det er også via mobiltelefonen, at man kan få adgang til onlinemultiplayer, men mere om det senere.

Selv om spillet er et såkaldt ”Freeroam”-spil, hvor man mere eller mindre kan bevæge sig derhen i byen, hvor man vil, er der naturligvis også en linie i historien, som skal følges til en vis grad. Udviklingen sker ved, at man gennemfører forskellige missioner, som er af meget afvekslende karakter. Sværhedsgraden på missionerne er også rimelig forskellig, det ene øjeblik skal man blot køre en ven ned til en anden ven, det næste skal man ud i nærmest åben krig imod politi eller andre gangstere. Det er også kun muligt at spille spillet på en sværhedsgrad, så der er ingen hjælp at hente, hvis man synes, at det er for svært.





Navigeringen imellem de forskellige lokationer foregår typisk ved hjælp af såkaldte ”waypoints”, man kan sætte på det kort, som man til enhver tid kan kalde frem på skærmen. Efterfølgende bliver vejen til den valgte destination vist med en streg på GPS’en. Dette fungerer ganske udmærket, selv om man engang imellem godt kunne bruge en stor pil i toppen af skærmen til at navigere efter, når det skal gå rigtigt stærkt.

Til vands, til lands og i luften
Spillet er fyldt til randen med forskellige transportmidler. Alt lige fra biler til helikoptere får man mulighed for at prøve kræfter med igennem historien. Til at starte med er det primært biler og motorcykler, som man kan suse igennem de mange gader med. Det tager lidt tid at lære at køre ordentligt, da styringen umiddelbart virker lidt for løs – når man først har fået det lært, viser styringen sig dog at være ganske udmærket.

Der er mange måder, hvorpå man kan skaffe sig adgang til et køretøj. Man kan ganske enkelt vælge at stjæle biler, der holde rundt omkring i byen, ofte ved at smadre sideruden for efterfølgende at kortslutte tændingen – en ting der kan gøres hurtigere, hvis man samtidig trykker febrilsk på ”RT” eller ”LT” knapperne. En anden mulighed er naturligvis at bevæge sig ud i trafikken og hive en intetanende bilist ud af sin bil for efterfølgende at køre væk i den. Nogle af disse ofre vælger at forsøge at gøre modstand, andre ser bare frustrerede på. En ting er dog værd at bemærke, der er rimelig meget politi på gaderne, og hvis man kommer til at stjæle en bil i nærheden af politiet, så bryder helvede løs.

Liberty City’s politikorps er uden tvivl stærkt inspireret af det amerikanske politi, der har et rygte som værende meget kontante, hvis man ikke vælger at følge deres anvisninger. Dette afspejles ved, at man ofte bliver skudt efter, hvis man bare har valgt at stjæle en bil og ikke stopper, når de beder en om det. Ligesom i de tidligere udgaver af Grand Theft Auto er der en indikator i højre hjørne af skærmen, som indikerer, hvor intens politiets jagt er på dig. Der er mulighed for at få op til seks stjerner på denne indikator, hvilket betyder, at man virkelig skal tage sig sammen for at slippe væk.





Når man har politiet i hælene er det eneste man kan gøre for at slippe af med dem igen ganske enkelt at trykke speederen i bund og sørge for at komme udenfor deres rækkevidde. Rækkevidden kan ses på den lille GPS, som man under hele spillet finder nede i venstre hjørne af skærmen. Når man er kørt langt nok væk, vil politijagten blive indstillet, og man kan frit bevæge sig rundt igen. Politiet i spillet virker primært som en irritationsfaktor – man kan ikke starte missioner så længe de er efter en, og hvis man bliver lidt for ”populær”, ender det ofte med en tur på hospitalet.

Hospitalet er stedet, hvor man kommer hen, hvis man skulle være så uheldig at løbe tør for energi. Når man ryger derind og bliver behandlet, kommer man pænt til selv at betale en sjat penge for deres tilsyneladende udmærkede service. For at undgå at ryge på hospitalet skal man naturligvis sørge for ikke at løbe tør for energi. Energien bliver vist ved siden af GPS’en i venstre side af skærmen. Der er flere forskellige måder, hvorpå man kan få fornyet sin energi. Det nemmeste er, at man enten spiser en burger hos en af de små burgersælgere, der står på gaden, eller at man går tilbage til sin lejlighed og vælger at ”sove”, det vil sige vælger at gemme spillet. Andre alternativer er at dyrke noget sex med kæresten eller ganske enkelt samle førstehjælpskasser op, som dog ikke er at finde specielt mange steder.

I løbet af spillet får man mulighed for at skabe nye bekendtskaber i form af venner og kærester. Selv om muligheden for at tage en ven med ud til en af de mange underholdningssteder måske godt kan virke lidt som tidsspilde, så er der rent faktisk mening med galskaben. Bruger man nok tid med sine venner, får man nemlig på et tidspunkt mulighed for at få adgang til nogle specielle muligheder, som de stiller til rådighed. Eksempler på dette kan være, at man får mulighed for at købe våben til billigere penge eller bilbomber. Der er mange forskellige former for ting, hvor man kan hygge sig med sine venner eller kæreste – alt lige fra at spille dart til at gå på stripbar med mulighed for at få en privat dans af op til flere af stripperne, ganske detaljeret endda.

Traditionen tro er spillet også fyldt op med et super fedt soundtrack. De fleste sange er blevet tilpasset til spillet, og dele af teksten er blevet ændret, så de handler om ting, der har relation til Liberty City. Som i de andre titler i serien er det muligt at zappe igennem en lang række forskellige radiostationer på bilradioerne. Der er alle mulige forskellige genrer lige fra Reggae til Rock.

Social gaming
Grand Theft Auto IV har også en ganske udmærket online multiplayerdel. Der er mulighed for at spille ganske traditionel Deathmatch og Team Deathmatch, men også en lang række nye spillemodes.

Tidligere i anmeldelsen nævnte jeg, at man ikke kunne modificere udseendet af Niko, hvilket vel egentlig er fair nok, eftersom han nu engang er sig selv. Dette er dog en sandhed med modifikationer. Når man spiller online har man nemlig muligheden for at ændre udseendet på sin karakter via en såkaldt ”Player model”. Dog er antallet af de muligheder man har ikke specielt imponerende.





Noget som nogle spillere uden tvivl vil blive glade for er, at det er muligt at slå auto-aim fra, således at sværhedsgraden bliver en tand højere. I onlinespil har man en rang, denne rang går fra 0 til 10 og afhænger af, hvor mange penge man har tjent igennem de forskellige onlinespil. Når man opnår en ny rang, bliver der ligeledes låst op for nye karaktertyper, som man kan bruge i onlinespil.

Der er også mulighed for at spille Co-op, dog ikke igennem selve historien men på enkelte af multiplayerspillene; Deal Breaker, Hangmans NOOSE og Bomb da Base II. Der er mulighed for at spille op til 16 personer online og 2-4 personer i online Co-op.

Sammenligner man i grove træk Grand Theft Auto IV med Grand Theft Auto: San Andreas, vil man dog bemærke, at der mangler nogle ting. Det er ikke længere muligt selv at ændre udseendet på Niko, og det er ikke længere muligt at røve butikker for at få fat i nogle hurtige penge. Præcis hvorfor Rockstar har valgt at udelade det sidstnævnte er mig en gåde.

Som det er med de fleste spil, er der naturligvis også fejl og mangler i Grand Theft Auto IV. Det lykkedes eksempelvis undertegnede at sidde fast to gange inden for de første 60 sekunder i spillet – en ting der desværre kun kunne løses med genstart af spillet. Derudover er standard kontrolleropsætningen lidt problematisk. Man bruger ”Y”-knappen til at hijacke biler, men man bruger også ”Y”- knappen, når man vil sætte sig ind som passager i en taxi. Det betyder, at man engang imellem kommer til at hijacke en taxi i stedet for at sætte sig ind på bagsædet. Et andet problem med opsætningen er, at de har placeret hornet på den venstre analogstick. Det betyder, at når man er ude i vilde biljagter og skal tage hårde sving, så bliver det ofte med hornet i bund.





Ligesom jeg tidligere nævnte, er der lidt problemer med det grafiske i spillet. Specielt omgivelserne kunne godt have været meget pænere. Det er som om, at Rockstar ikke har gidet gøre nok ud af omgivelserne, som desværre kun ser nogenlunde pæne ud, hvis man står et godt stykke væk. Resten af grafikken er meget i samme stil, der mangler detaljer, og den meget rå og kornede grafik gør spillet lidt kedeligt at se på i længden. Til gengæld har jeg ikke oplevet nogen form for framedrops eller lignende. En lidt anderledes prioritering i forhold til grafik versus alle de mange forskellige features, som spillet indeholder, kunne have været ganske rart.

På forhånd var mine forventninger til Grand Theft Auto IV nok ikke helt på højde med den store hype, som vi den sidste tid har set omkring spillet. Efter at have spillet det må jeg dog se i øjnene, at mine lave forventninger til spillet er blevet bragt til skamme. Rockstar har formået at lave et spil, som uden på nogen måde at revolutionere spilverdenen alligevel formår at holde spilleren tryllebundet i et helt fantastisk univers med en super historie krydret med Rockstars super fede form for humor.

At spillet også indeholder en seriøst god multiplayerdel gør, at spillet uden tvivl vil blive spillet rigtig lang tid ud i fremtiden. Derudover er det værd at vide, at der er blevet annonceret noget eksklusivt indhold til Xbox 360 udgave af Grand Theft Auto IV.