Gears of War 2

Anmeldt af: Morten Skou - 3. november 2008 - kl. 15:00
Del denne artikel:
151 0

To år efter, at det første spil i Gears of War trilogien udkom, er Epic klar med en efterfølger til det enormt populære spil. Kan Gears of War 2 leve op til forventningerne?

{LIMIT:200811031700}To år efter, at det første spil i Gears of War trilogien udkom, er Epic klar med en efterfølger til det enormt populære spil. Kan Gears of War 2 leve op til forventningerne, eller er spillet reelt bare et middelmådigt forsøg på at malke et godt brand for flere penge?

Historien starter seks måneder efter slutningen på forgængeren, man følger igen Marcus Fenix, hans makker Dominic Santiago, deres nye gruppemedlem Benjamin Carmine samt flere af de andre karakterer fra 1’eren. I slutningen af Gears of War 1 springer man en stor bombe, der udrydder de fleste Locust – men efter seks måneder med fred er to byer pludselig forsvundet ned i undergrunden, hvilket starter en mistanke om, at de fjendtlige Locust er tilbage.






Kort tid efter begynder en af de sidste byer, som er klassificeret som ”sikker”, at vise tegn på samme skæbne, og for at stoppe byen Jacinto’s fald ser menneskerne nu ingen anden udvej end at angribe med fuld styrke, før det er for sent. I et scenarie, der meget ligner det, som vi oplevede i Gears of War, bevæger man sig nu ud for at bekæmpe Locust.

I starten af spillet kan man vælge at gennemgå en hurtig indlæringsrutine, så man hurtigt bliver sat ind i de forskellige ting som håndtering af våben, at søge skjul, kaste granater og lignende. Hvad enten man vælger at gennemføre indlæringen eller ej, så bliver man efterfølgende hurtigt kastet ud i de første kampe, og den hæsblæsende action stopper først, når man efter små 8-14 timer, afhængig af sværhedsgraden, har gennemført spillet og dermed kan ånde lettet op.

Der er fire forskellige sværhedsgrader, som man kan spille spillet igennem på, der er dog kun mulighed for at spille tre af dem til at starte med. ”Insane”, som er den sværeste, bliver der først låst op for, når man har gennemført spillet på hardcoreniveau.

For dem, som har spillet den første udgivelse i Gears of War-serien, vil spillet med garanti virke utroligt familiært, ikke desto mindre så indeholder spillet en række nye våben, eksempelvis flammekasteren og en mortér, og modstanderne er blevet langt mere intelligente selv på de nemmeste niveauer. En virkelig fed fornyelse er, at fjenderne nu kan genoplive hinanden på samme måde, som man selv kan, det vil sige, at man nu skal sørge for, at fjenderne rent faktisk er døde, før man kan føle sig helt sikker. Men ikke nok med det, så er det rent faktisk også muligt for en såret person at kravle hen imod sine holdkammerater – dette gør det ofte lettere at få en såret person på benene igen og tilføjer helt sikkert noget ekstra taktik.






Co-op er jo efterhånden en ting, som spil i denne genre skal have med i sit repertoire, og det har Epic naturligvis også husket på. Denne gang er der mulighed for at spille op til fem spillere i online co-op og op til to spillere via lokalt splitscreen. Skulle spillerne være på forskelligt niveau, så er der intet problem i det, det er nemlig muligt at sætte sværhedsgraden på den enkelte spiller, og spillet vil så justere tingene løbende. Dette giver naturligvis mulighed for, at virkelig dygtige spillere kan køre på de høje niveauer men stadigvæk spille sammen med mindre dygtige spillere.

Når man spiller co-op, møder man ofte sætningen ”we have to split up”, som selvfølgelig betyder, at man skal gå hver sin vej og ofte hjælpes om at løse forskellige problemstillinger. Det er dog ikke altid, at man er tvunget til at gå forskellige veje selv om spillet ligger op til det, om dette egentlig er småfejl i spillets plot, eller om det blot er en venlig påmindelse om, at det er muligt at gå to forskellige veje, må stå hen i det uvisse.






Udover muligheden for online co-op indeholder Gears of War 2 også muligheden for at spille imod andre online. Netop onlinedelen af det originale Gears of War var utrolig populær, og der er da heller ingen tvivl om, at der er gode muligheder for, at det samme skulle gentage sig med 2’eren. Der er otte forskellige online spiltyper, som alle udfordrer spillerne på forskellige måder. I multiplayer er det muligt at spille op til 10 spillere samtidig, det vil sige fem på hvert hold. Foruden de traditionelle spiltyper er der kommet et par nye til, blandt andet Wingman og Guardian. I Wingmantypen spiller man i grupper af to personer, og det gælder så om at eliminere alle de andre hold. Vinderen er det hold, der har dræbt flest – for at opnå et drab er det nødvendigt at udføre et af de 11 mulige henrettelsestricks på modstanderen. Guardian er en meget taktisk spiltype med op til fem spillere på hvert hold, hvoraf en af dem er leder. Så længe lederen er levende, vil holdet kunne respawne – så det gælder naturligvis om at få dræbt modstandernes leder og derefter resten af holdet for at vinde. Der er selvfølgelig også Annexspiltypen med, hvor det gælder om at overtage og fastholde afmærkede punkter – holdet der vinder er det hold, der først opnår et bestemt antal points.

Når man spiller med tilfældige hold online, så har udviklerne lavet det på en genial måde. Det første man gør, når de to hold er fundet, er, at man stemmer om, hvilken spiltype man vil spille og derefter hvilken bane. Der er hver gang to forskellige valgmuligheder at vælge imellem, og når folk har stemt, kommer man til at spille den spiltype og bane, som flest har stemt på. En anden ret fed ting er, at det ikke er muligt at hoppe ud af et spil, som man er i gang med, eneste mulighed for at hoppe ud af et spil er nu ved at gå helt tilbage til dashboardet – forhåbentlig kan det sætte en stopper for dårlige tabere, der forlader spillet, når de er ved at tabe.

Er man så uheldig ikke at have et Xbox Live guldabonnement, eller har man ganske enkelt ikke lyst til at spille imod andre over Xbox Live, så kan man i stedet hygge sig ved at spille imod såkaldte bots. Man kan endda spille holdkampe både med og imod bots, som faktisk spiller ganske overbevisende selv på de nemmeste niveauer.

Nu vi er ved at spille imod robotter, så er der også en ny spilletype, der hedder Horde. I Horde skal man spille med op til 5 spillere imod bølge efter bølge af Locusts, der angriber. Hver spiller har et liv per runde og vil respawne imellem runderne. Det gælder så om at gennemføre så mange runder som muligt, det maksimale antal er forbløffende 50 runder på hver af de otte mulige baner. For hver bane er der en highscoreliste, så man kan kæmpe imod andre hold om at få de bedste scores.






De fleste spil har jo desværre nogle småting, der godt kan blive irriterende når man sidder foran spillet i 8-15 timer eller mere. Gears har et problem med sine checkpoints, den placerer dem ikke altid på det mest intelligente sted. Et godt eksempel er når man skal dele sig op i to hold, så skal man vælge med RT/LT-knapperne, hvor man vil hen. Hvis man dør inden man er nået til checkpointet, så skal man igen se filmsekvensen før valget og derefter foretage valget igen – på de svære steder kan man således godt opleve at skulle se de samme filmsekvenser om og om igen, før man formår at komme frem til næste checkpoint.

Generelt er Gears of War 2 et rigtig flot spil. Rent grafisk er det helt i top, de forskellige elementer er yderst detaljerede og det lader til at der er blevet kælet for detaljerne. Filmsekvenserne, som der i øvrigt er rigtigt mange af, er med til at fastholde den helt rigtige stemning, og lyden er helt i top. Humor er der også rigeligt af, alene det, at et hold på meget få soldater fra Delta Squad nærmest alene overmander en hel hær af Locust er da til at trække på smilebåndet over.

Desværre er spillet langt fra den perfekte oplevelse, specielt ikke hvis man allerede har spillet sig igennem Gears of War 1. Lige fra starten virker det som om, at meget af det er ren gentagelse med alt for lidt nytænkning. Historien, om end den er lidt længere end den originale, er mindst lige så tynd og kedelig. Der er ingen tvivl om, at det igen bliver onlinedelen af Gears of War, der kommer til at afgøre, om spillet får langvarig succes eller ej.

\"Xboxlife
Fakta
Gears of War 2

Gears of War 2

PlatformXbox 360
UdviklerEpic Games
UdgiverMicrosoft
Spillere1-10
Udgivelsesdato07-11-2009
Officiel websiteKlik her
PEGI: PEGI 18 Stærkt sprog Vold
Følg Xboxlife her
Xbox Support
Gameplay:8.0
Grafik:10
Online:9.5
Holdbarhed:8.5
Overall 8.5
Log ind og stem
0
Der er endnu ingen der har stemt på denne hvis du kunne lide denne anmeldelse..
Køb spillet - og støt Xboxlife
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.